Skriv en kommentar
Hirokazu Kore-eda er ikke et nyt navn i branchen. Tværtimod har han høstet stor ros internationalt bl.a. med hans fantastiske japanske perle ”Shoplifters” fra 2018. Selvom Kore-eda ikke har skrevet manuskriptet til den seneste film ”Monster”, så er hans præg meget tydeligt igennem hele filmen.
Saori ( Sakura Ando) er alenemor til sin søn, Minato ( Soya Kurokawa). Minato går i 5.klasse og er en ganske almindelig skoledreng. En dag opdager moren en gevaldig adfærdsændring og Minato påstår, at det er grundet en konflikt med skolelæren, Hori ( Eita Nagayama), som både har mobbet Minato fysisk og verbalt. Dette bliver strakt en sag imellem skolen og den ivrige moder, men tingene er nok ikke, hvad de lader sig til, da sønnen Minato også gemmer på en stor hemmelighed.
Der bliver stillet store krav til publikum igennem filmens forløb, men det er en af de vigtigste drivkræfter. Kore-eda forsøger på ingen måde at nedgradere nogen – hverken publikum eller karaktererne, men prøver at fortælle, at der altid er to sider af samme sag. Først sidder man som publikum og ser ned på skolen, og tænker på, hvordan de kan ansatte sådan en voldelig lærer. Da perspektivet derefter skifter ses vi hurtigt, hvordan karaktererne får lov til at udfolde sig, og hvordan det menneskelige skinner igennem. Sådan er det igennem de tre forskellige perspektiver, som Kore-eda lader os kigge igennem, og det er vaskeægte filmkunst.
Dette skyldes ikke mindst fantastiske præstationer fra et veletableret skuespilshold, men også af børnene, som er blevet sat på en stor prøve – både som skuespillere, men også filmens komplekse tematik og symbolik er meget at skulle bære igennem en hel film. De løser dog opgaven på smukkeste vis, hvor både barnligheden og modenheden bliver udfoldet.
Der er næsten ingen finger at sætte galt i ”Monster”. Scenografien er gudesmuk, hvor vi både får vist det lille landsbyliv i Japan, men også den overdådige natur. Selvom der altid kan argumenteres for de kulturelle forskelle, så er det fortsat en meget menneskelig og nærværende fortælling, der kan virke på et internationalt plan. Følelserne er genkendelige og nemme at relatere til og byder endda på overraskelser til allersidste sekund.
”Monster” er smuk, fascinerende, velfortalt og en vaskeægte Japans triumf. Hirokazu Kore-eda viser igen, hvorfor han er en af de bedste instruktører lige nu, og hans perspektiveringer og scenografi er overdådig. Filmen tematik og symbolik er underspillet igennem filmen, men bliver båret nuanceret af fantastiske skuespilspræstationer. Filmen bliver siddende som et åndedrag i kroppen – også flere dage efter, den er blevet set.
