Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Jaime Rosales Ta...
The World Of Han...
Ny Film Om Afdel...
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Dumbo
Dumbo billede

Green Book
Ser Du Månen, Da...
Toy Story 4
Hacker


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Monsters

17. marts 2011 af Ana Janic

4 stjerner Skriv en kommentar

Monsters billede

National Geographic i tæt sammenslyngning med District 9 …

Der var dengang, den smækre Charlize Theron viste os, hvordan et kvindeligt Monster kunne tage sig ud i sit livs rolle som den vanrøgtede og revanchistiske maneater, Aileen Wuornos, der aflivede sine virile klienter med den samme fanatiske iver, som Anne-Grethe Bjarup Riis for nylig stillede til skue i Go´ Morgen Danmark med sin verbale nedmejning af prostitutionens grand mamma Susanne Møller. Filmen Monster (2003) gjorde dog lidt mere end at råbe højt om prostitutionens vrangsider og Aileens serielle likvideringer. På samme tid som filmen holdt sig distancerende i forhold til Aileens hæslige handlinger, stillede den tilmed spørgsmålstegn ved omgivelsernes til tider ligeså afskyelige gerninger. Hvem var egentlig det egentlige monster?

Hvorfor denne lange intro, tænker du måske kære læser. Du troede jo, at du skulle læse en fin anmeldelse af Gareth Edwards nye sci-fi-drama Monsters. Jo, fordi Monster og Monsters har den fantastiske ting tilfælles, at de begge undsiger sig at grovfile pegefingerneglen, stikke den hånsk og kritisk frem i retning af en kategorisk defineret skyldig og korsfæste denne beskyldte på et ætsende epitet, kaldet monster. Monstre er nemlig ikke så lette at lure, når de er omgivet af mennesker. I filmen Monsters kommer denne simple sætning til salig realisering …

Monstre og mennesker

NASA opdager helt mirakuløst en mulig livsform i vores solsystem. En sonde bliver fluks sendt ud i rummet, men på vejen tilbage crasher den ned over Centralamerika. Sondens vildfremmede indhold spreder sig nu ud over dette afsondrede område, og en ny livsform begynder at finde sig generende meget til rette på Centralamerikas eksotiske kvadratmål. Grænseområdet mellem USA og Mexico bliver hurtigt spærret af og får nu den lidet gavmilde klassificering som en dødsensfarlig smittezone. Den amerikanske fotojournalist Andrew (Scott McNairy) og den fotogene turist Samantha (Whitney Able) skal nu krydse dette faretruende bælte for at komme fra farlige Mexico til frelste USA. Det bliver selvfølgelig ingen gnidningsløs eller begivenhedsfattig ekspedition, ikke mindst fordi den simultant er af håndgribelig, ekstern samt af eksistentialistisk, intern karakter …

Det er ganske enkelt utroligt, at den debuterende instruktør Gareth Edwards selv har skrevet, fotograferet, lavet scenografi samt special effects til Monsters, og tilmed har forfærdiget alle delene for et begrænset budget. Dette monumentale (intet mindre!) enmandsprojekt fortjener i sig selv en stående, særdeles resonerende klapsalve. At manden trods alt har høstet lidt anseelse for sin åbenlyse kinematografiske kapacitet blev bekræftet ved dette års BAFTA Awards, hvor en enkel nominering sneg sig ind.

Megen publicity har siden hen sammenholdt Monsters med den på alle måder gennembrydende District 9 (2009). Denne efterhånden propagerede (måske for at sælge filmbilletter?) komparation skal, foruden selve sci-fi-affiniteten, primært lokaliseres i de to films makrokosmiske, globale horisonter, der alligevel udspiller sig i lokale, mikrokosmiske distrikter (Sydafrika >< Centralamerika). Det faktum at en fremmed mutation bliver isoleret i en forseglet spærrezone, og at denne konkrete spærrezone dækker over det metaforiske additiv af ulmende racehad og beske misforhold mennesker imellem, bærer i begge film den narrative, symbolske stafet.
I modsætning til District 9 fremfører Monsters denne allegorisk delikate pointe på en mere sofistikeret, spidsfindig måde, hvis visuelle tilsnit til tider antager en art house dimension. Som modstykke til District 9´s facetterede skildring af ”rejerumvæsnerne”, er rumvæsnerne i Monsters ikke protagonistisk integrerende i forhold til, at de selv får tildelt et robust talerør eller mønstrer en tungtvejende personificering. Fokusset er derimod lagt på Andrews og Samathas subjektive opfattelse af og meditation over de gruede monstre, den inficerede zone og ikke mindst hinanden. Denne poetiske menneskecentrering fostrer et unikt stemningsbillede i filmen, så den næsten sanses som smuk, betagende poesi, der bliver læst op, så sagte, sensuelt og sprødt. Denne stiligt blændende atmosfære samt hovedfigurernes subtile fremhævelse af den humane angrebsvinkel er både velskabt og velfungerende.

Anonymitet og autencitet

Sci-fi fans, der forventer og forguder morbide, uvenskabeligt stillede rumvæsner og imponerende, grafiske voldsorgier bliver meget lange i ansigtet over Monsters. Den er nemlig på ingen måde den typiske participant i genren. I stedet for kutymerækkefølgen i sci-fi-genren - opdagelsen af, konfrontationen med og endelig besejringen af de antipatiske rumvæsner - begiver Monsters sig ud i en mere åndfuld og indtrængende dissekering af det sælsomme møde mellem mennesker og monstre. Filmen er derfor ingen hurtigt fordøjet sci-fi-filmflom, men zoomer ind på den menneskelige indfaldsvinkel, eller den medmenneskelige, skulle jeg snarere sige.

Monsters bærer præg af en, for tilskueren inkluderende, rejsedokumentar, en interimistisk road movie, som konstant indfanger malerisk panoramiske skuer, der forstyrres af pludseligt penetrerende, gåsehudsfremkaldende chokscener, men som igen neddrosles af en genkommende øm, nænsom æstetik. Grundet hovedpersonen Andrews profession som fotograf og hans kontinuerlige afhængighed af dette forevigende instrument, får også tilskueren et journalistisk observerende udsyn, der fanger lejlighedsvise glimt af en verden i opbrud og i udbrud … Fra lang afstand og alligevel tæt på, fiktionaliseret dokumentarisme og virkelighedsilluderende indbildning. Denne dynamiske vekselvirkning fungerer optimalt i filmen, og man tror ganske enkelt, at filmens fiktive scenarie er en faktuel realitet udenfor biografens momentane mørklægning.

Monstrene er fint designet og på trods af deres blækspruttelignende udseende bibeholder de en form for plausibilitet. Den afspærrede zone, der flankeres af bestandigt summende militærfartøjer samt trøstesløst destruerede landskaber, er fremstillet så uforfalsket, at man slet ikke betvivler ægtheden i det sete. Filmens primus motor er dog Andrew og Samantha, som Scott McNairy og Whitney Able generelt spiller stabilt, engang imellem super, men sjældent suverænt. Scott og Whitney danner også par udenfor skærmen, og denne virkelige intimitet mærkes tilmed i filmens fortælling, da kemien mellem dem er indtagende og glødende.

Da Andrew og Samatha sidst i filmen udbryder, at de ikke vil hjem, har tilskueren det lidt på samme måde. For selvom filmen næppe ender som garanteret kult, som pressematerialet bekendtgør, sætter den sig fast som et klyngende tyggegummi under din sko.
Det er faktisk misvisende, at filmen bærer navnet Monsters, for i virkeligheden er det en film om mennesker … men mennesker kan også være monstre.

Titel: Monsters
Original Titel: Monsters
Premieredato: 17. marts 2011
Instruktør: Gareth Edwards
Skuespillere: Scott McNairy, Whitney Able
Spilletid: 93 min.
Selskab: Vertigo Films, 2010
Genre: Sci-Fi
Link: http://www.monstersfilm.com/
This is the end ...
This is the end ...
Den inficerede zone ...
Den inficerede zone ...
Rumvæsner eller blæksprutter?
Rumvæsner eller blæksprutter?


banner
Overskrift Højre Block
Alright Now
Dumbo
Robin Hood (2018)
Angel Has Fallen
Mellem Linjerne
Crawl
Escape Plan - Th...
Fisherman's Frie...
Once Upon A Time...
Petra



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...