Skriv en kommentar
Man må lade George Clooney, at han har grebet fat i en væsentlig historie. Hans medproducer faldt efter sigende over bogen ’The Monuments Men’ i en lufthavnskiosk og fluks griber Clooney bolden.
En specialenhed under den amerikanske hær drager i slutfasen af 2. verdenskrig under ledelse af kunsthistorikeren Frank Stokes, spillet af George Clooney, ud for at redde det fremmeste af tusind års kultur, som den tyske besættelsesmagt har raget til sig over hele Europa. En flok mænd, der har lagt soldatertiden bag siden og genoptaget deres tidligere virke inden for kunstverdenen. Enheden har nok tøvende opbakning fra den amerikanske præsident, men undervejs må dens mænd kæmpe både med de tyske styrker under deres tilbagetrækning og med britiske og amerikanske militære ledere.
Det er en kamp mod tiden, både i forhold til de allierede styrkers alt andet lige destruktive fremrykning og de tyske styrkers udførelse af Hitlers Nero-dekret, som gik ud på at tilintetgøre infrastruktur, produktionsapparat, ja ALT af værdi – herunder føromtalte kunstskatte - under tilbagetrækningen.
Disse rammer giver mulighed for at bevæge historien i retning af klassiske krigsfilm som Kellys helte (1970), Navarones kanoner (1961) og så videre. Der er da også elementer, der bærer ganske overbevisende i dén retning.
Cate Blanchett fylder med et sammenbidt, knuget udtryk rollen som Claire Simone glimrende ud. Hun har gennem sit arbejde som sekretær for en højtstående SS-officer nøje registreret hvilke kunstskatte, som er røvet fra private samlinger i Frankrig – og hun har, hvor det har været muligt, bragt oplysninger om transporter med mere videre til sin bror i modstandsbevægelsen. Efter krigen havner hun i fængsel som kollaboratør, men samarbejdet med James Granger, spillet af Matt Damon, bygget over virkelighedens James R. Rorimer, museumskurator fra New York, vækker hendes interesse i at deltage i jagten på kunstskattene – og på hævn over SS-chefen Viktor Stahl.
På samme måde er Bill Murrays rolle som Richard Campbell bygget over arkitekten Robert Posey og John Goodmans rolle som Walter Garfield er formet efter skulptøren Walter Hancock. Endelig holder Hugh Bonneville fri fra rollen som familieoverhoved i Downton Abbey i rollen som kunsthistorikeren Ronald Balfour. Hans figur må dog lade livet i forsvaret for Leonard Da Vincis skulptur ’Madonna med barn’, som tyske soldater er i færd med at fjerne fra en sønderskudt kirke.
Så fakta og referencer er bestemt på plads til et helteepos. Problemerne opstår imidlertid, hvor Clooneys egen rolle og det øvrige figurgalleri på det nærmeste bliver sovset ind i hyggesnak og lidt vel letkøbte betragtninger – i hvert fald i den filmiske fremstilling - over meningen med at sætte livet på spil for et skulptur, en altertavle eller et maleri af Pablo Picasso. Det er i hvert fald mere en forbrændt ramme med sidstnævntes navn end den afslappede dialog, der gør indtryk og sætter destruktionen af kunstskattene i perspektiv.
På den anden side føler man med James Granger, hvor han prøver at danne sig et indtryk af, hvad der er gemt i en saltmine, tager låget af en stor tønde og opdager, at den er fyldt til randen med små guldklumper … fra tænder.
Undervejs i handlingen skinner det igennem, at kunstrøveriet i udtalt grad gik efter værker hos jødiske familier i almindelighed og hos velstående jødiske kunstsamlere i særdeleshed. Holocaust bliver nævnt og refereret, bevares, men plottet ender på dette punkt med at være en smule fersk og tandløst.
Til gengæld skal Clooney have ros for at tage fat i et alvorligt emne – og for at have øjne for at bringe et par velvalgte håndfulde skuespillere sammen og mere end glimtvis lade dem træde i karakter. For samtidig med, at figurerne som udgangspunkt bliver skåret over en klassisk krigsfilms-skabelon, skinner især John Goodman og Bill Murray tydeligt igennem.
Efter 2 timer i selskab med Monumenternes mænd sidder man tilbage med en lidt blandet oplevelse. En krigsfilm, der ikke helt løber planken ud. En persondrama, der ikke helt lader figurerne fra virkelighedens verden få fylde og liv. Og dog er det en historie, der samlet set er et lille bidrag til at fastholde menneskehedens kollektive hukommelse om de nazistiske kunsttyverier og deres grufulde baggrund.
