Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Året er 2038, jorden er udpint, og jagten på ressourcer har tvunget mennesket ud i rummet, hvor store, galaktiske selskaber driver minedrift på de omkringliggende planeter og måner i skarp konkurrence med hinanden. Galactic Mining er et sådant selskab, og det har alvorlige problemer med konkurrenten Pyrite, der ved hjælp af robotbemandede dødsdroner har tilranet sig flere af GM’s minestationer. Derudover er nogle af GM’s minefartøjer forsvundet på mystisk vis, og i et desperat forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med de værdifulde maskiner, beslutter ledelsen at sende den antiautoritære agent og ekskamppilot Felix Stone (Michael Paré) til deres sidste minestation på Moon 44. Mere specifikt er planen den, at Stone skal infiltrere minestationen som en af de straffefanger, der i mangel af bedre sendes derop og med løftet om strafnedsættelse trænes til at flyve som kamphelikopterbeskyttelsesstyrke i den ekstremt farlige ”yderzone”, og tage kontakt til navigatøren Tyler (Dean Devlin), der ligger inde med oplysninger, som kan være Stone til hjælp. Snart viser det sig, at lederen af Moon 44, Major Lee (Malcolm McDowell i en mindre birolle), samt flyveinstruktøren Sykes (Leon Rippy) ikke har rent mel i posen, og med de interne spændinger, som affødes af straffefangernes tilstedeværelse på den isolerede månebase, og truslen fra Pyrite og dødsdronerne hængende over hovedet, har Stone nok at se til. Lykkes det mon ham at gennemføre sin mission, eller møder han sit endeligt i yderzonen, hvor helikoptervragene hober sig op?
Scenografisk og stemningsmæssigt forsøger Roland Emmerich med Moon 44 (1990) at lægge sig op ad film som Star Wars (1977-83), Alien (1979), Blade Runner (1982) og Aliens (1986), og selvom det er set bedre i andre rip-offs som f.eks. den noget ældre, men aldeles fortrinlige, Outland/Rumstation Jupiter (1981), er det her, i illusionen om en snusket minestation på en fjern måne i det kolde, mørke rum, at filmens største styrke skal findes. Desværre er der ikke meget andet godt at sige om den. Persongalleriet befolkes af stereotype stereotyper, og historien om den knytte Stone er skåret efter en af de mest klassiske skabeloner, som har pendanter i alt fra westerns til krigsfilm. At en film vælter rundt i klicheer som en so i mudder kan jeg sagtens leve med, det er der så mange der gør, men Roland Emmerich vælger i Moon 44 (1990) at gå skridtet videre og sovse klicheerne ind i et melodrama, der er så svulstigt, at det grænser til det parodiske, hvilket gør det umuligt at tage den seriøst.
Man varsles herom allerede på biografplakaten (se nedenfor) med taglinen: ”In the Outer Zone … you need a friend.” En ven?! Ikke et supersygt rumskib eller en psycho rumblaster? Nej, for i sjælen er det ikke vilde, galaktiske rumkampe, som Moon 44 ønsker at skildre, men derimod noget så smukt og poetisk som venskab. Alle har brug for en ven, fortæller den mig, og venner kan findes der, hvor man mindst venter det. En banal og klæg morale, og desværre en morale, der gennemsyrer alt ved og i filmen som rødvin hældt ud på en hvid dug. Tag nu for eksempel den hærdebrede antagonist Jake O’Neal (Brian Thompson), straffefangernes leder, som har et horn i siden på alle ikkefanger, herunder Stone, og kun holder sig i skindet, fordi han ikke vil tilbage i spjældet. Af uforklarlige årsager går han fra at være et fjendsk røvhul til at være en sand ven i nøden, der (SPOILER) uselvisk ofrer sig for fællesskabet - det er svært at holde på tårerne, når Stone og Jake, i en scene, der tynges så meget af helteklicheer, at fjernsynet er ved at falde ned af væggen, vender sig mod hinanden og sender et skævt, anerkendende og let homoerotisk smil, inden sidstnævnte kravler ind i den Blue Thunder-lignende kamphelikopter og flyver ud for at holde de angribende dødsdroner i skak, velvidende at han ikke vender tilbage (SPOILER SLUT).
På den ene side forsøger Moon 44 at være en hæsblæsende sci-fi-actionbasker i stil med Aliens, mens den på den anden gerne vil fortælle en historie om nogle menneskers personlige udvikling og indbyrdes forhold, men selvom Emmerich prøver at balancere med begge dele, så er det tydeligt, at han er langt mere optaget af karaktererne end plottet med Pyrite, dødsdronerne og de forsvundne minefartøjer. Desværre for Emmerich er samtlige karakterer uden reel dybde, hvilket gør det umuligt at leve sig ind i dem – paradoksalt, når nu de er filmens egentlige omdrejningspunkt – og derfor kommer Moon 44 til at fremstå som et uvedkommende sammensurium af halvkedelig action, opblæste replikker og fjollede karaktersekvenser som den, hvor bikarakteren Cookie (Stephen Geoffreys), sidder på sengekanten og fortæller en narkokomatøs straffefange om, hvor svært han havde det som barn.
Er man pjattet med sci-fi fra tiden før cgi skyllede gennem filmindustrien og rev taktiliteten med sig og kan se igennem fingre med et manuskript, der er så handicappet, at det ødelægger filmen, vil man, om ikke andet, kunne have glæde af Moon 44’s produktionsdesign, der med sine modeller og snuskede truckers in space-æstetik nok skal give et nostalgisk sug i maven. Vil man derimod gerne have en film, der rent faktisk fungerer som film og ikke efterlader en klistret smag i munden, vil man være bedre tjent med at gå om bord i klassikerne, der nævnes indledningsvist. Personligt havde jeg glædet mig til at se Moon 44, men jeg er skuffet.
Billedkvalitet:
Billedet på denne udgivelse fra Sunrise leveres i anamorfisk widescreen i det oprindelige format (2.35:1) og står fint. En anelse blødt, måske, men helt klart acceptabelt. Betænkeligheder over billedkvaliteten bør ikke afholde nogen fra at investere i filmen.
Ekstramateriale:
Ekstramaterialet udgøres af et slideshow med stillbilleder fra filmen samt et trailershow med andre udgivelser fra Sunrise. Ikke synderligt interessant.
Lyd, undertekster:
Disken indeholder et engelsksproget Dolby Digital 5.1 og 2.0 spor samt danske, svenske, norske og finske undertekster.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
