Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Indledning:
Jeg må indrømme, at jeg ikke havde ret høje forventninger til denne film, så da den rent faktisk viste sig, at indfri dem alle, blev jeg da heller ikke overrasket. Morgana le Fays Slavepiger (1971) er fransk sexploitation af fineste skuffe, hvilket er noget, jeg kun har stiftet overfladisk bekendtskab med før – jeg har set et par af Jean Rollins produktioner, som jeg alle fandt svært langtrukne og lidet erotiske, og Morgana le Fays Slavepiger formår desværre på ingen måde at gøre mig mere tændt på genren end Jean Rollins lesbiske vampyrer gør. Bruno Gantillons debutspillefilm om to unge piger, Anna og den smukke Françoise, der indfanges i den mystiske Morganas lesbiskerotiske drømmeverden på et lige så mystisk slot i en sø, er, i min øjne, nemlig en af de kedeligste film, jeg har haft den tvivlsomme ære at lægge øjne til i meget lang tid.
Filmen (kan indeholde spoilers):
Morgana er en rødhåret kvinde, en heks muligvis, der hersker over en god håndfuld slavepiger. Hun kidnapper ved hjælp af sin tjener Gurth, en mandlig dværg med tynde læber og træls makeup, unge piger, anbringer dem i sit slot og tvinger hver enkelt til at vælge mellem at slutte sig til hende som slavinde i bytte for evig skønhed og evigt liv, eller at blive holdt indespærret i slottets fangekælder og visne bort som en almindelig dødelig.
Dette valg stilles førnævnte Anna og Françoise snart over for, da de efter at være løbet tør for benzin i en øde skov, forlader bilen i nattens mulm og mørke og søger ly i en fremmed lade et stykke derfra. Om morgenen da Françoise vågner efter en nat, der har budt på lidt kys og kram til lyden af kvækkende frøer, er det til en forsvundet Anna og en verden, som snart viser sig ikke at være helt magen til den, de lagde sig til at sove i. Forvirret går Françoise ud af laden, hvor hun ”tilfældigvis” møder Gurth, der fortæller hende, at han ved, hvor Anna er, hvorefter han sætter i løb ud over marken og ind gennem skoven. Françoise følger efter, og turen ender i udkanten af skoven i nærheden af en sø, hvori lægger Morganas slot på en lille ø. På foranledning af Gurth og opildnet af ønsket om at finde Anna vælger Françoise at stikke hovedet indenfor, uvidende om det hun har i vente.
Inde på slottet møder Françoise Morgana, som bliver meget betaget af fornævnte og straks forsøger at overtale hende til at blive (Anna, som Françoise ikke har held til at finde, er selvfølgelig allerede på slottet og sværger kort tid efter Françoises entre eden til Morgana, der gør hende til en udødelig slavinde. Hun opholder sig dog gennem det meste af filmen i slottes kælder, og man ser hende stort set ikke). Faktisk bliver Morgana så forgabt i Françoise, at hun planlægger at gøre hende til prinsesse, hvilket absolut ikke huer den jaloux Gurth og Morganas tre lige så jaloux overslavinder, Sylviane, Yäel og Sarah.
Françoise er imidlertid ikke synderligt interesseret i at hengive sig til et udødeligt liv på slottet ved Morganas side og prøver derfor at slippe væk. I et forsøg på at skaffe hende af vejen, så han vil have lettere ved at vinde Morganas kærlighed (bilder han sig ind), beslutter Gurth sig for i samråd med overslavinderne (der kører dobbeltspil og ønsker at slippe af med både Gurth og Françoise) at hjælpe Françoise til at flygte. Dette, fortæller han hende, kan kun lade sig gøre ved, at hun stjæler tre magiske talismaner, en kjole, en halskæde og en topazkugle, der hver især bevogtes af de tre overslavinder – disse genstande er nemlig det eneste, der kan hjælpe hende med at komme over den fortryllede sø og gennem den fortryllede skov, der omkranser Morganas rige og adskiller det fra den virkelige verden, som Anna og Françoise på mystisk vis er blevet ført bort fra, mens de lå i laden og sov i hinandens favn.
Dette er, i det store hele, historien, som skal tryllebinde seeren i de 86 klokkestive minutter filmen varer. Den er selvsagt fjollet, hvilket man måske kunne se igennem fingre med, det er jo sexploitation, hvis altså ikke det var fordi, at filmen udspiller sig i et så rasende langsomt tempo, at man virkelig skal koncentrere sig om ikke at trykke på spole frem-knappen hele tiden. Jeg har ikke noget imod langsomme film, hvis de vel at mærke har noget at byde på, men det er desværre ikke tilfældet med Morgana le Fays Slavepiger. Skuespillerne, måske med undtagelse af Alfred Baillou i rollen som Gurth, virker svært uengagerede, dialogen er dræbende kedelig, og de få erotiske scener, der bydes på (og som udspiller sig i filmens første 5-10 minutter og de sidste 20) er ikke specielt interessante. De er smagfuldt og kunstnerisk udførte, jo vist, men kedelige. Gennem det meste af filmen må seeren tage til takke med de samme fem kvindfolk, der vimser omkring i lette, pastelfarvede kjoler, men det bliver hurtigt gammelt. Jean Rollin byder ud over træg, lesbisk vampyrsex i det mindste også på en god mængde blod, men det er der desværre ikke skyggen af i Bruno Gantillons snegl af en film. Der er, med andre ord, ufatteligt lidt at komme efter i Morgana le Fays Slavepiger, hvilket gør den meget svært at anbefale til andre end connaisseurs af fransk sexploitation, der er inde i sagerne, ved hvad de vil have og ved, hvad de kan forvente. De fleste andre vil formentlig finde den lige så kedelig som jeg selv.
Billedkvalitet:
Ironisk nok er billedet på denne Another World Entertainment-udgivelse lige så god som filmen er slet, hvilket ikke siger så lidt. Alt står knivskarpt og er badet i gode, naturlige farver og dyb sort. Der er praktisk talt ikke skyggen af printskader, og selvom at jeg, som sagt, ikke er glad for filmen, så er det alligevel rart at se en film af denne type få så god visuel behandling. Lækkert!
Ekstramateriale:
Som med billedkvaliteten fortjener ekstramaterialet også et par gode ord med på vejen. Mere end det faktisk. Udgivelsen byder ud over filmens originale trailer og AWE’s sædvanlige trailershow også på et slideshow, tre slettede scener (som nok ikke er ret interessante for andre end inkarnerede fans), et interview med Bruno Gantillon samt, ikke mindst, kortfilmen Un Couple D’artistes, også af Gantillon. Un Couple D’artistes er med sine knap 14 minutter en effektiv lille gyserfilm om et skummelt, aldrende ægtepar, der slår en ung pige ihjel i kunstens navn.
Bagsiden af min anmelderkopi lover derudover også et essay af forfatteren Peter Tombs samt et par biografier, men de var intetsteds at finde på disken. Hvad det kan skyldes, ved jeg ikke, men AWE skal under alle omstændigheder have ros for at have sammensat en solid pakke, som jeg er sikker på, at fans af genren vil være glade for at have stående i samlingen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
