Skriv en kommentar
Good Morning America
Becky Fuller (Rachel McAdams) er producer på et morgenshow. Hun er en inkarneret og passioneret karrierekvinde med alt, hvad det indbefatter af kronisk søvnløshed, manglende privatliv og et overaktiveret sind. Hun får derfor et gevaldigt tilbageslag, da hun pludselig bliver fyret. Men selvom succestræer ikke vokser ind i himlen, kan man tage ordentlige stræbersko på og gøre forsøget. Det gør Becky – drømmen og ambitionen driver værket og med den rette vinderattitude åbnes selv de tuuungeste døre. How very American, tænker du måske, kære læser. Og yep, du har ret, og det bliver værre endnu. Hun bliver ansat på en landsdækkende station, hvis seertal falder i takt med, at værternes egoer vokser sig større. Men hvad gør det, når Becky mirakuløst nok lige netop er den energiske og flittige dukkefører, der har den rette snilde og gejst til at få stationens katastrofale morgenshow op på et værdigt niveau igen.
Deja-vu?
Men ak, alle de strabadser, hun skal igennem – 1) værternes umulige facon; Collen Peck (Diane Keaton) som en narcissistisk tidligere skønhedsdronning med ingen selvrespekt og Mike Pomeroy (Harrison Ford), hvis engang så glorværdigt dagsordensættende reportager gjorde nyhedsudsendelser til kult, men nu blot gør ham nedtrykt over hans nuværende skæbne som en afdanket tv-vært på et andenrangs morgenshow. 2) Showet nyder ingen agtelse, så de store stjerner viger udenom, og de gode historier viger tilbage for letfordøjelige nyhedssnacks. 3) Kan man mikse business med pleasure? Hmmm, Becky er ved at falde for en sexet producer, som måske ikke kan stille sig tilfreds med at spille femte violin. 4) Og så er der selvfølgelig hele problematikken med de synkende seertal, sure chefer og skeptiske medarbejdere.
Får Becky nogensinde manden på den hvide polohest? Overbeviser hun den resignerede chef om showets potentialer og egne evner? Bliver Peck og Pomeroy rigtige voksne, eller savler de resten af filmen væk i ikke morsomme mundhuggerier? Indser alle til sidst, at ligegyldige moraler og irriterende opdragelsesfloskler er den gyldne middelvej på en travl og luftig tv-motorvej? Stol på mig, når jeg siger, at du kender svarene på samtlige spørgsmål, selvom du ikke har set filmen.
Play it again Sam …
Det kan være så ulideligt at være vidne til en fæl deja-vu, for Morning Glory vil så gerne være på dus med fortidens filmkoryfæer som Working Girl og op på beatet med moderne klassikere som The Devil wears Prada, men ender i stedet i en forstilt blindgyde, hvor hverken manuskript, karaktertegning eller virkelighedsfornemmelsen åbenbart er vigtige nøglespillere.
Manuskriptet er simpelthen så overfladisk skruet sammen, at der slet ikke er blevet givet plads til bastante karakterer med troværdige liv og vedkommende historier, og derfor fremstår hele filmen mærkeligt iscenesat. Bortset fra Beckys karakter, forbliver alle andre blot attributter i hendes personlige overlevelseskamp. Selvom der bliver gjort forsøg på at tegne et skarpere billede af eksempelvis Pomeroy, bliver det gjort på så kvalmende sentimental vis, at portrættet snarere bliver frustrerende end sympatifremkaldende. Den største skuffelse for denne anmelder var derfor også at se så garvede, respekterede ikoner som Diane Keaton og Harrison Ford i så elendige roller. Jeg kan kun håbe, at det var pengepungen, som blev lokket, for hvis det vitterligt var filmens indhold, som de faldt for, vil jeg råde dem begge til at opsøge deres respektive læger hurtigst muligt. Ford spiller så pinligt henkastet, at hans energiniveau er lavere end på et gennemsnitligt plejehjem. Til gengæld gør Keaton det, hun de sidste mange år har gjort bedst – overspiller. Pas, siger denne anmelder. Kedelige skuespillerpræstationer i karikerede roller hører ikke biograflærredet til. Jeg vil trods alt fremhæve Rachel McAdams, der med sin naturlige charme og sympatiske fremstilling af en overarbejdende ung kvinde, formår at give filmen det kvalitative boost, som dens øvrige elementer stjæler fra den.
Filmens kulisse – morgentv – er i og for sig et interessant område, og det er også i dette regi, at filmen henter den smule af sin værdi. Der er mange komiske indslag, som både forsvarer og sætter spørgsmålstegn ved underholdningens overdrevne tilstedeværelse på tv-skærmen. Men det er slet ikke nok til at retfærdiggøre filmens eksistens. Til tider bliver netop dette aspekt af filmen overdrevet i så høj en grad, at filmen grænser op til fuldstændig farce. Så nej, I fortænkte filmfolk, overdrivelse stimulerer ikke lattermusklerne!
Konklusionen er derfor en trist bekendtgørelse – hvad kunne have været en god film, forbliver i stedet en god idé. Hvad kunne have været et godt manuskript, farer vild et sted mellem kommerciel nonsens og overstrømmende forudsigelighed, og hvad kunne have været gode skuespillerpræstationer fortaber sig i trætte ordstrømme fra trættende karakterportrætter. Ironisk nok plæderer filmen, at man med lidenskabelig iver og ukuelig tro kan få selv de fjerneste egne til at mødes – et spørgsmål står derfor tilbage; hvorfor har filmen ikke selv omsat denne lære til praksis?
