Skriv en kommentar
48-årige amerikanske Darren Aronofsky har altid været en eksperimentel instruktør, som ikke er bange for at være kontroversiel. I 2000 brød han for alvor igennem med det psykologiske drama, "Requiem for a Dream" med bl.a. Jared Leto på rollelisten. Den psykologiske gyserthriller "Black Swan" (2010) fungerede som et velfortjent comeback for Natalie Portman, som også vandt en Oscar for hendes præstation. I 2014 lavede han så den middelmådige episke film, "Noah", om den bibelske karakter, der på alle måder var et flop, måske på nær for effekterne og Russel Crowe's dedikerede præstation. Hans absolut bedste film til dato anses dog, undertegnet er enig, for at være "The Wrestler" (2008), som havde det hele og mere til, inklusiv en dybfølt og krævende præstation af Mickey Rourke. I 2016 kom han sammen med Hollywoods bedst betalte skuespillerinde på daværende tidspunkt, Jennifer Lawrence, der også har hovedrollen i "mother!". Hans nyeste projekt, som absolut virker langt hen ad vejen, og som ikke er hans bedste film, men måske den mest kontroversielle og modige film i år.
Ubudne gæster
mor (Jennifer Lawrence), en ung og smuk kvinde, har fuldstændig hengivet sig til Ham (Javier Bardem), en kriseramt forfatter og hans digterpoesi. mor har netop genskabt hans hjem, som brændte ned af mystiske årsager, hvor de nu bor sammen. Hun er indforstået med hans rutiner, og hans ønske om, at hans kontor udelukkende kun må besøges i selskab af ham. Deres idylliske paradis, bliver en dag forstyrret af Mand og Kvinde, der dukker op og tilsyneladende har troet, at mor og hans hjem skulle være et bed and breakfast. Han byder distraktionen velkommen og tilbyder dem at blive lige så længe de har lyst. Da deres to sønner også dukker op, eskalerer situationen således, at mor får nok og beder gæsterne, til hendes mands forbløffelse, om at gå. Det hjælper dog ikke, og det resulterer blot i, at der kommer flere og flere ubudne gæster ind i huset. Alt sammen til mors stigende forfærdelse og hans umiddelbare glæde.
En vaske ægte surrealist
"mother!" starter ud med et close-up af en kvinde, der bogstaveligt talt er indhyllet i flammer. Så er tonen i filmen ligesom sat. Netop ild, og i særdeleshed også blod, er et gennemgående tema og symbol i filmen, som Aronofsky elsker at lege med. Og det fungerer fint i forhold til, hvor meget han gør brug af det. På en eller anden måde er det surrealismens svar på J.J. Abrams' berømte kendetegn "lenseflares". For Aronofsky er en vaske ægte surrealist. Og han tager sig god tid til at bygge en stemning op, så man forstår, at han ikke går på kompromis med hans fortællestil. Det er altid forfriskende, men man skal stadig kunne spore fremgang i historien, og netop i "mother!" virker det, som om at han bruger for lang tid på at etablere stemningen og karaktererne, i forhold til hvad historien egentlig kan og vil. Det bliver alt sammen lidt for rodet, og derfor er det befriende, når der endelig sker noget nævneværdigt og spændende midtvejs i filmen. Aronofsky er detaljens mand, men der kan også være for megen detaljeret og unødvendig opbygning, specielt i en psykologisk thriller, hvor det er essentielt at finde det rette tempo. Dog skal han have stor kredit for hans fantasi. Filmens handling minder nærmest om en feberdrøm, der bliver vekslet til et mareridt. Og så er der flere scener, specielt i den sidste halvdel af filmen, hvor man sidder med kæben nede på biografgulvet af ren og skær forbløffelse.
Fremragende Jennifer Lawrence
Jennifer Lawrence er endnu engang fremragende. Det bør ikke komme som et chok for nogen, der har fulgt hendes udvikling igennem de seneste 10 år. Hun er aldeles blændende og bærer langt hen ad vejen filmen på hendes skuldre. Med et forvirret og sårbart blik i øjnene, tryllebinder hun publikum som mor og stiller de præcise spørgsmål til Ham, som vi undrer os over. Hvorfor ikke bare sende de ubudne gæster væk? Selvfølgelig har han et dybere motiv, men mor er godtroende og fuldstændig forelsket i Ham. Javier Bardem er ligeledes solid i rollen som den manipulerende og tilsyneladende åbensindede og gavmilde Ham. Kemien imellem Lawrence og Bardem fungerer perfekt, og de er fuldstændig troværdig i deres scener sammen. Ed Harris og Michelle Pheiffer dukker op som Manden og Kvinden, og Domhnall Gleeson (Ex Machina) spiller den ene af deres to sønner. I det hele taget er skuespillet alene den største grund til at tage ind og se "mother!".
Til trods for at Aronofsky's bedste film uomtvisteligt stadigvæk er "The Wrestler", så er "mother!" en effektiv, kreativ og spændende thriller, som nogen vil elske, imens andre højst sandsynlig vil elske at hade den.
