Darren Aronofsky er lidt af en enfant terrible i filmkredse. Han har skabt Oscar-vindende og –nominerede værker som Black Swan og The Wrestler. Han har lavet kult-favoritten Requiem For A Dream og den eksperimenterende The Fountain. Seneste spillefilm var så det bibelske drama om Noah med Russell Crowe i hovedrollen. Alle dage har Aronofsky gået sine egne veje og har kastet sig ud i lige præcis de projekter, der har tiltalt ham og skedet højt og flot på om folk har kunnet lide hans tilgang eller ej. Det måske allermest syrede værk i hans karriere er nu tilgængelig på bluray. Titlen er Mother! og handler meget passende om karakteren Mother (Jennifer Lawrence) som bor sammen med sin mand som er forfatter (Javier Bardem). Et par (Ed Harris og Michelle Pfeiffer) ankommer til deres hus og den gæstfrie forfatter inviterer dem inden for. Privatlivets fred kommer nu for alvor på prøve, for Mother er skrøbelig og har egentlig ikke brug for at tilværelsen skal være meget anderledes end den var. Det ny ankomne opfører sig meget specielt, og det bliver for meget for Mother, der føler sig meget klemt og fremmed i sit eget hjem. Hun føler ganske enkelt at regler og rammer dikteres fra det ankomne par. Mother får nok og beder parret om at rejse igen, men det bliver nærmest en umulighed, og inden længe udspiller der sig et makabert familiedrama i huset, hvor Mothers sarte sind kommer til at lide i uhørt grad. Specielt fordi det kommer til at vrimle med vildtfremmede gæster i huset.
Hvis man ikke lige selv fanger det, så kan det betale sig at foretage lidt research omkring filmens plot efterfølgende. Den overrumplende forestilling med panik, skrig og skrål kan virke temmelig febrilsk og intetsigende, men kradser man alle ydre lag af Mother!, så vil man sande at figurerne i filmen har et særligt religiøst indhold. Personen Mother er nemlig ingen ringere end Moder Jord, mens vores forfatter er en slags Gud. Parret som kommer på besøg – i Edens Have – er personificeringer af Adam og Eva, hvor siden Kain og Abel også dukker op. Den senere voldsomme gennemstrømning af mennesker som udnytter alle ressourcer og skraber til sig i ren og skær egoisme er et billede på den vold vi udøver på vores planet. Med denne viden er det en meget original og stærk skildring af vores levevis og væremåde – eller mangel på samme.
Er Mother! for alle? Nej, det ville være synd at sige. Mother! var så ”uheldig” at blive nomineret til intet mindre end 3 Golden Raspberries tidligere på måneden. Hvis du ikke kender prisen (i daglig tale en Razzie), så handler det om kåringen af årets dårligste film. Jennifer Lawrence og Javier Bardem var nomineret i skuespilskategorierne og Darren Aronofsky blev ligeledes nomineret for dårligste instruktør. Alle tre slap dog uden at blive kåret som vinder, men det vidner alligevel om at Mother! ikke i brede kredse har venner og skulderklap i kø. Det er da også næsten to timers on location med en konstant hysterisk atmosfære som grundlag, og symbolikken er tung og tyk. Jeg kan nu sagtens se potentiale i Mother!, men vedkender også at underholdningsværdien stort set er ikke-eksisterende. Jeg kommer uvilkårligt til at tænke tilbage på Terrence Malicks The Tree Of Life, som også havde eksistentialisme som katalysator. Den gjorde også brug af diverse kunstfilm-greb, og fik mange drag over nakken. Mother! kunne godt være i familie med The Tree Of Life, men den er mindst lige så original. Til syvende og sidst er det hele en smagssag. Jeg tildeler 3 stjerner.
Bonusmaterialet består af et kig bag om de special effects og makeup som er benyttet i Mother! Du kan også høre Aronofsky fortælle om sin idé med filmen. Hør også skuespiller Ed Harris berette om den anspændthed, som er tilstede under hele filmen. Se også med under nogle af de mest komplicerede scener.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.