Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Eliza Welsh (Uma Thurman) er fuldtids husmor i et kaotisk hjem på Manhattan med en travl og ofte fraværende mand (Anthony Edwards) og sine to rodende børn Clara (Daisy Tahan) og Lucas (David and Matthew Schallipp). Hun var tidligere en succesfuld forfatter, men kreativiteten med ordene forsvandt, da børnene kom. Det eneste det efterhånden strækker sig til, er en personlig blog på nettet, som er det eneste hun kan få tid til i en hektisk hverdag mellem tøjvask, madpakke pakning og oprydning. Hun er fanget mellem idealet om at være den perfekte mor og at tage tiden til at realisere sine egne drømme.
Filmen har som sådan et generelt vedkommende tema. Den sætter fokus på forholdet mellem mand og kvinde i et ægteskab, hvor passionen efterhånden er forsvundet. Den stiller spørgsmålstegn ved billedet af den perfekte mor, som ønsker, at hendes børn skal have det bedste i verden, men som ikke kan imødekomme sine egne krav til moderskabet. Mødre som ikke føler sig tilstrækkelige, fordi de ikke kan få karriere, børn og hjem til at gå op i en højere enhed. Mødre, som bliver så fortabt i den daglige trummerum af budgetlægning og børnesnak, at de glemmer lidenskaben og deres drømme. Filmen starter godt ud, vi kender godt debatten, karriere eller familie? Et spørgsmål som feminister i efterhånden mange år har gennemtæsket, men det er fint nok, det er stadig relevant at diskutere (synes jeg i hvert fald), så da filmen starter tænker man, at det måske er et seriøst indspark i debatten, men man bliver snart klogere. Trods sine gode intentioner mister den øje for målet, og filmen falder fuldstændig til jorden, den bevæger sig ud af en masse tangenter, budskabet bliver svært at gennemskue, klichéerne bliver for påklistrede, den er for urealistisk og den grænser sig til at være direkte irriterende og vrede-fremkaldende. Den lever simpelthen ikke op til sine egne intetioner. Jeg kan simpelthen ikke tage Eliza og hendes banale småproblemer og selvynk alvorlig. Jeg tror jeg skal se en film, med rigtige problemer om, hvordan man skal få tid til både fritid, arbejde og familie i en hektisk hverdag, og så bliver jeg præsenteret for en HJEMMEGÅENDE HUSMOR?! Hun er ked af, at hun ikke har tid til at realisere sine drømme, fordi børnene tager alt hendes tid, men alligevel har hun tid til at skrive på sin blog og shoppe med veninderne. Dertil kan jeg kun sige: få dog fingeren ud kælling og gå i gang, du har ikke andet end tid! Filmen gør direkte nar af alle de kvinder, som har rigtige problemer at slås med, ved at behandle mere eller mindre ligegyldige ugeblads problemer. Enlige og fattige mødre, der må knokle røven ud af bukserne for at få tingene til at fungere, er ikke nævnt med et ord. Det er pinligt Katherine Dieckmann, præsentér ikke din film som noget den ikke er! En gang i mellem finder du tråden og kommer ind på sporet, for eksempel når moren siger, at hun gerne vil have et rigtigt job, og den 6-årige datter dertil spørger, hvem der så skal få tingene til at fungere for far gør det jo ikke. God tanke, men det er sgu for vagt, det kan gøres MEGET bedre. Dertil kommer Anthony Edwar’s helt igennem elendige skuespil-præstation, fuldstændig blottet for følelse og indlevelse. Jeg følte ikke at jeg kedede mig, men jeg følte heller ikke at filmen rørte mig på den rigtige måde. Jeg plejer at sige, at en god film er en film, der kan sætte gang følelserne. Irritation og forargelse er også følelser, derfor ender vi på to stjerner.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
