Skriv en kommentar
Sherlock Holmes er aldrig gået af mode. Lige siden Arthur Conan Doyle første gang nedfældede den britiske detektivs gådeløsende eventyr på papir, er den forførende bramfrie Holmes dukket op gentagne gange i mange forskellige skikkelser. Cinemateket fejrer i den kommende tid nogle af filmhistoriens portrætteringer af manden med det skarpe sind og har i den forbindelse dansk biografpremiere på en skæv ny fortælling om en pensioneret Sherlock Holmes.
Fortællingens kunst
Mr. Holmes er underholdende og skarpt fortalt og jonglerer ubesværet mellem tre forskellige tidsperioder i Sherlocks liv. Vi følger først og fremmest den lettere irritable 93-årige Mr. Holmes i 1947. Dagligt kæmper han med sin svigtende hukommelse for at mindes den sag som 30 år forinden, førte den stolte detektiv til at søge eksil som biavler i landlig idyl væk fra Londons fristende kriminalgåder.
Genstande og samtaler i 1947 udløser Sherlocks hengemte erindringer om sagen, og i takt med at Sherlock mindes, hopper vi som seere med ind i hans fortælling og ser sagen folde sig ud i brudstykker. Sherlocks trofaste makker Dr. Watson har naturligvis udgivet historien om Mr. Holmes sidste sag, men den pæne konklusion der er digtet i det publicerede værk udelader sandheden. Det er den glemte virkelighed, som Mr. Holmes er så desperat efter at mindes og få fortalt, inden den sammen med ham dør og går tabt for evigt. For at hjælpe hukommelsen på vej har Sherlock taget turen forbi et efterkrigshærget Japan på jagt efter en lindrende plante. Denne rejse får vi også fortalt gennem fine små flashbacks.
Mr. Holmes føles frisk og livlig ikke mindst grundet sin velkomponerede fortællestruktur. Som seer knytter man sig til Mr. Holmes plagede hukommelse, og vi søger overblikket i de brudstykker, der serveres, præcist som hovedpersonen selv. Denne leg med den subjektive fortæller fører til nogle fine små overvejelser omkring det at fortælle historier, det svære i at fortælle sandheden og hvordan vi forstår os selv, gennem de fortællinger vi og andre fortæller om os.
Mr. Holmes byder på en forfriskende vinkel til den klassiske Sherlockgåde. Der er stadig et mysterium at løse, men den er af en mere personlig og psykisk karakter. Mysteriet ligger gemt i Sherlocks svigtende hukommelse. Alderen har indhentet den brillante detektiv, og han har glemt, hvorfor han har dømt sig selv til en skyldbetynget isolation. Som sædvanlig søger Sherlock svar på menneskets handlinger og tilstand, men i denne hans sidste sag er genstanden for hans eftersøgning detektiven selv.
Skuespil i topklasse
Helt isoleret er Sherlock dog ikke. Han passer sine bier, mens hans karismatiske engelske 'cottage' passes på af den stramtandede husholderske Mrs. Munro. Sherlock har altid haft behov for en makker, som han kan lufte sine teorier overfor, og sådan en finder han et uventet sted i form af Mrs. Munros 10-årige søn Roger – en nysgerrig og observant lille dreng, der straks danner et tæt bånd til den fascinerende ældre herre. Den engelske filmindustri har et uforligneligt talent til at finde børneskuespillere som både opfylder nuttethedskvoten og er overbevisende i deres skuespil. Milo Parker spiller Roger med en udtryksfuld mimik, som gør det atypiske venskab med den bitre og lettere senile Sherlock troværdig og medrivende.
Mr. Holmes selv spilles af selveste Ian McKellen, og han er intet mindre end suveræn i rollen som den fortumlede såvel som dybsindige ældre Sherlock. I rollen som Mrs. Munro finder vi Laura Linney, der som altid evner at spille sine karakterer som kæmpede de en blodig krig med sig selv inde bag et kontrolleret ydre. Der lurer uendelige dybder under overfladen og hun er derfor altid vidunderlig at følge på lærredet.
Det er først og fremmest de menneskelige relationer, som Sherlock Holmes knytter i de tre tidsperioder vi hopper rundt i, som er i fokus i Mr. Holmes, og det er heldigt. De krimigåder der momentvist dukker op er ikke helt så kløgtige, som man kunne ønske sig, og derfor også knap så overbevisende eksempler på Sherlocks deduktive genialitet, hvilket bryder med universets præmis på ærgerlig vis. Til gengæld er dette personlige portræt af Sherlock Holmes i sit livs efterår uhyre velspillet og gribende fortalt og tilbyder en frisk vinkel på den ellers så velkendte detektiv.
