Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
The World Of Han...
Ny Film Om Afdel...
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...
Interview Med Da...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

White Boy Rick
White Boy Rick billede

Happy Death Day 2 U
Sådan Træner Du ...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Mr. Nice

3. marts 2011 af Ana Janic

3 stjerner Skriv en kommentar

Mr. Nice billede

Mr. Nice er langt hen ad vejen en nice oplevelse, men en mere stringent opbygning og en tydeligere mening med galskaben, havde muligvis gjort den topnice.

Når du læser atomfysiker, pengehvidvasker, marihuana-nyder, gentleman, flygtning, spion, narkosmugler, tænker du måske, at intet menneske kan være alle delene på én gang. Men det er altså muligt. Mød Howard Marks alias Mr. Nice. Historien om Mr. Nice er historien om virkelighedens og en af verdens mest kendte og største narkosmuglere.

Filmen folder sig indledningsvist ud i Wales, et geografisk trist og mentalt fladt landskab, i en intetsigende lille kulmine by, som filmen da også vælger at portrættere i sort hvid for at markere Marks´ fysiske og abstrakte ophavssted som en ordinær, stillestående og udsigtsløs post. En post, hvis enstonede monotoni og jævne simplicitet bliver Marks`opflammende katalysator og et spirende puppestadie for hans videre vækst og udvikling.
Herfra tager Marks nemlig flugten til kulturborgen Oxford og dennes velrenommerede universitet. Stik imod al forventning er det ikke de kundskabsrige bøger og den akademiske livsvej, der trækker i Marks, som i stedet bliver introduceret for marihuanas salige virkelighedsforvrængning af sine langhårede, peacetegn-kastende og digteriske hippievenner. Hvis du tror, at filmen herfra tager et opgør med narkotikaenes horrible nedture og forfærdelige udsigtsscenario, tager du frygteligt fejl. Marks bliver ingen desperat junkie, som sælger ud af verden og sig selv for at gafle det næste fix. Han bliver det helt modsatte - en kompetent og begavet narkosmugler skråstreg dealer, som relativt hurtigt transformerer sig til en indbringende pengemaskine.

Efter enkelte smølende afstikkere til en borgerlig karriere og en ”normal” levevis, vender Marks alligevel tilbage til narkohandlens bestandigt spændingsprægede miljø, hvor alt kan ske, og alt sker. Han opnår fuldlødig respekt blandt dealerne, men snart er han fanget i en surrealistisk spiral, hvor dumdristige vovestykker, fjottede IRA-anførere, krævende hustruer, kreative narkoruter, overraskende statsindblandinger og nøgne kvinder forfulgt af savlende grise, alle konstituerer sindssyge, men endog livgivende loops i spiralens snart opadgående, snart nedadgående kæderækker.

At hele molevitten derudover er hentet fra virkelighedens virkelige liv, er des mere bizart og spændingsgivende. Man skulle derfor tro, at et så spraglet og anderledes liv ville have sikret en ligeså filmoplevelse, men beklageligt nok giver filmen Mr. Nice snarere én lyst til at læse den virkelige Marks´ litterære levnedsbeskrivelse, for den må da være mere sensationel og sammenhængende end denne ujævne filmoplevelse.

Mr. Marks og Mr. Nice

Den engelske avis Daily Mail beskrev engang Marks som den mest sofistikerede narkobaron gennem alle tider. Med dette komplimenterende signalement hængende over en så kontroversiel mand med en lang række af monumentale og nærmest utænkelige livsbegivenheder, siger det vel sig selv, at ethvert kinematografisk forsøg på at komprimere dette mangefarvede virvar til en kohærent, fed og hæderlig filmoplevelse ultimativt stiller krav om en kyndig instruktør. En instruktør med flair for det betydningsfulde og integrerende samt en disciplineret forståelse for et flydende og letlevende narrativ. Jeg ville vitterligt ønske, at jeg kunne sige, at denne films instruktør, Bernard Rose, havde været sådan en mand. Desværre er dette ikke tilfældet.

Rose konstruerer en almenforståelig, lineær A-Z fortælling med en konventionel filmbiografisk kronologi. På nogle punkter er dette et fornuftigt valg, eftersom Marks´ liv er så kaotisk og begivenhedsrigt, at denne mere ligetil og lige på tilgang til stoffet garanterer en stabil og konsistent udviklingsakse, som er letforståelig og anskuelig for tilskueren. Beklageligvis har denne indtrængende synsvinkel dog også en obtrusiv bagside. Man har igennem hele filmen en irriterende fornemmelse af en slags ”nu sker det her, og så sker det her, men så sker det her”. Det bliver for fingeret og aflirende i længden, så man specielt hen imod slutningen af filmen bliver træt af denne påsatte fremgangsmåde.

En anden irritationsfaktor ved filmen er, at den jonglerer med flere genrer på en og samme tid. Jeg var ganske enkelt i tvivl om, jeg var inde og se en sortsyret komedie, et rørende drama eller en underspillet spændingsfilm. Alle genrer florerer simultant og i hælene på hinanden med det resultat, at filmen får et meget uoverensstemmende udtryk, som efterlader tilskueren med et inhomogent indtryk. Man kunne naturligvis forsvare denne flertydige slagplan med, at Marks´ liv ikke er en fast bestemt kategorisk kasse med en masse samstemmende begivenheder i, som man kan klistre en absolut definerende etikette på. Det er som sådan korrekt, men en mere harmonisk orkestrering af filmens tematiske ensemble og formmæssige omkransning havde givet mere balance i udtrykket.

Selv om Rhys Ifans er fænomenal i rollen som Marks, bliver karakteren Mr. Nice aldrig etableret som et stærkt og eksplosivt karakterportræt. Ingen tvivl om at Marks på papiret og efter alle gældende konventioner er en usandsynligt dramatisk og afvigende personlighed, men når denne tillokkende personlighed skal blive til en affektbetonet og nærværende karakter på film, skal der spilles på ganske specifikke strenge. Måske det er filmens udførlige genreforvirring, der også gør indvirkning på dette område, men man danner sig aldrig et fyldigt eller indsugende indblik i personen Marks, når denne er afklædt sin virkemæssige narkobaron-funktion. Man savner ganske enkelt nærvær og fordybelse i personen bag funktionen. Når en så pertinent faktor er udeladt, føler man som tilskuer en eklatant verfremdung overfor hovedpersonen, som følgelig skaber en ærgerlig distance til det sete som helhed. Filmen har derfor sine både morsomme og medrivende øjeblikke, men bliver aldrig bevægende eller perceptiv på det personlige plan.

Newsreel og promarihuana

Tidens gennemstrømmende zeitgeist får i filmen en autentisk og blændende billedside, som tager én med på en tilbageskuende tur i tidsmaskinen og fremtryller en stemning af at være trådt ud i 60´ernes og 70´ernes feststemte og nistrede verdensbillede. Instruktøren gør bl.a. brug af gamle newsreel-optagelser, som bliver den genkommende kulisse for Marks´ levned og gøren. Han bruger disse til at etablere et mere naturelt og forhåndenværende stemningsbillede.

Dette aktualiserende stunt har dog blandede konsekvenser - langt hen ad vejen har det utvivlsomt en virkelighedsfremmanende effekt, men enkelte gange medvirker det ligeledes til at fremprovokere en vis fiktionel atmosfære.

Billedsiden er som sådan lækker uden at være pragtfuld. I modsætningen til manuskriptet er den visuelle form dog gennemtænkt og grundig med mange skønne billedkompositioner og ekspressive shots, som bidrager til en til tider lyrisk, artistisk æstetik, der dog ikke tenderer avantgarde.

Filmens styrke ligger tilmed i en ikke-fordømmende eller moraliserende mine overfor de lettere drugs som marihuana og deres opfindsomme handelsmænd. En evident sympati for de pudsige marihuana dealere er allestedsnærværende i filmen, som i modsætning til film som fx Traffic (2000) og Blow (2001) ikke kritiserer sin sære tematik eller korsfæster dens drivende protagonister. Man bliver heller ikke opvartet med narkoens ulyksalige ofre eller de verdensomspændende perspektiver af denne gunstige handelscyklus. Tværtimod er filmen øjensynligt glad for sit omdiskuterede tema og fremelsker sine skæve karakterer – altså skæve både på den sjove og på den narkopåvirkede måde. Filmen nærmest lobbyer for fri marihuanahandel, som Marks´ kone Judy (Chloë Sevigny) indkapsler fornemt med følgende statement – hvorfor skulle man forbyde bevidsthedsudvidende stoffer, når de ingen skade gør?

Netop derfor fravælger filmen også at vise sagens mindre solbeskinnede sider og demonstrerer sådan set kun to downfalls eller bagsider - loven og familien. Det er i mødet med disse to, at Marks kommer til kort og i hvert fald i relation til den sidstnævnte begynder at tvivle på sin gesjæft og sig selv. Filmens slutning kunne da også give en svag antydning af et moralsk kompromis i forhold til dilemmaet mellem hans drive som uovervindelig narkobaron på den ene side og som familieorienteret husbond og fader på den anden.

Friske oneliners og skrupskøre IRA-mænd

Mr. Nice er spækket med kække oneliners, som tilfører den komik og energi. I denne sammenhæng skal også nævnes de ekstremt fornøjelige scener, som udspiller sig, når Marks skal kommunikere med sine allierede i et kodesprog, der er ligeså absurd, som det er barokt.

Filmens mest ekstremistiske og hysteriske karakter står IRAs feltherre Jim McCann for, spillet genialt af Guldpalmevinderen David Thewlis. Med en slet skjult fetich for forrykte pornofilm og en svag rygsøjle, som hviler på et lempeligt moralsk kodeks, giver han sin karakter og filmen det dejlige indskud af skør absurditet og nuanceret karakterskildring. Det ene øjeblik er han helt ude af ligevægt, det andet direkte parodisk. Jeg fangede faktisk mig selv i at ønske, at filmen handlede om ham.
Forskellen mellem ham og Marks er nemlig, at McCann vækker følelser i os. Han har et veldefineret go og en fremfusende karakter, som kræver opmærksomhed og indlevelse. Marks til gengæld er mere imploderende og afbalanceret, og man er konstant usikker på noget af det vægtigste i ethvert plot – hvad er egentlig hans motivation? Han kom jo ind i narkobusiness ved et tilfælde, men valgte at blive der … hvorfor? For spændingens skyld, for at knibe udenom den konforme tilværelse, for at tilrane sig så mange penge som muligt …? Det står endnu uklart for mig, og uden denne kontante manifestation af hans bagvedliggende motivation forplanter filmen sig ikke i mig.

Filmens instruktør og manuskriptforfatter har tidligere stået bag bl.a. gyserklassikeren Candyman (1992), men med Mr. Nice viser han en begrænset talentmasse, der endnu burde sidde på den filmiske skolebænk. Han havde ellers teoretisk set alle kortene på hånden med et enormt historiearsenal, der potentielt kunne have fostret flere film. Måske netop denne er faldgruben – at Rose har villet for meget og har presset for mange hændelser ind i én film, således at den munder ud i et usammenhængende og ukontrolleret produkt uden et finjusteret fokus.

Derfor får filmen én stjerne for en cool Ifans, én for en brillant Thewlis og én for en vanvittig historie, man trods alt sanser uagtet filmens generelle stand.

Resten kræver ekstensiv restauration, og ligesom det på boligmarkedet betyder en anselig nedsættelse af salgsprisen, så indebærer det i denne films henseende en tilsvarende deflation i værdibedømmelsen.

Titel: Mr. Nice
Original Titel: Mr. Nice
Premieredato: 3. marts 2011
Instruktør: Bernard Rose
Skuespillere: Rfys Ifans, Chloë Sevigny, David Thewlis, Elsa Pataky, Omid Djalili
Spilletid: 121 min.
Selskab: Independent, 2010
Genre: Drama
Link: http://www.miracle.dk
Marks havde et kontroversielt liv.
Marks havde et kontroversielt liv.
Kærligheden blomstrer mellem Mr. Nice og hans udkårne Judy ...
Kærligheden blomstrer mellem Mr. Nice og hans udkårne Judy ...
Ja, shottet siger vist nok sig selv ...
Ja, shottet siger vist nok sig selv ...


banner
Overskrift Højre Block
Tom Clancy's Jac...
YAO
Child's Play
Løvernes Konge
My Name is Lenny
Midsommar
Mid90s
I Krig
Billionaire Boys...
Smagen af Toscana



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...