Skriv en kommentar
Efter en lang sommer er det som et forfriskende brusebad at lade sanserne forkæle med en rigtig god film som Muidhond af belgiske Patrice Toye. I biografmørket sidder man og kommer i tanke om, hvorfor det er så særligt at sidde her i salen og opleve film, rigtige film, film der vækker til eftertanke, som holder én fast i sædet, selv om de er ubehagelige og insisterer på, at man skal forholde sig til det, man ser. Og som man ikke kan slippe bagefter.
Sådan en film er Muidhond, der tager det betændte emne op om pædofili. Og tak for det. Det er vigtigt, at vi får beskrevet dem, der er ofre på en anden måde, ofre for deres drifter. For hvad ved vi reelt om, hvordan det føles?
I Muidhond møder vi Jonathan, en ung fyr på 23 år, som netop løslades efter et fængselsophold på grund af anklager om seksuelle tilnærmelser til mindreårige. Han udsluses til et rehabiliteringsprogram, som omfatter, at han skal føre logbog over sine tanker og følelser og tale med en psykolog.
Jonathan flytter i første omgang ind hos sin mor i hendes lejlighed i en trøstesløs og forfalden boligblok med knæhøjt ukrudt og ingenting at foretage sig. Her forsøger han at få styr på sine tanker og sit liv, bestående i at forsøge at kontrollere sig selv over for nabopigen Elke, en nysgerrig pige på 9 år, som bor sammen med sin mor, der aldrig er hjemme. Men det er ikke nemt, for selv om psykologen siger, det drejer sig om at ’aflære tanker og erstatte med nye tanker’ er der ikke rigtig noget, Jonathan kan erstatte noget som helst med i det udsigtsløse liv, han er i.
Pigen Elke er meget insisterende på at blive gode venner med Jonathan, og han må konstant kæmpe med sin dårlige samvittighed og sin angst for at give efter for sine følelser – på trods af dette opstår et fint venskab mellem de to. Også på jobbet på fiskefabrikken må Jonathan kæmpe for sin plads, og derhjemme må han forsøge ikke at skuffe sin mor.
Muidhond er, som det fremgår, ikke nogen feel-good-film, det er tværtimod nok en feel-bad-film. I hvert fald sidder man med tilbageholdt åndedræt og frygter, at enhver situation vil ende i en katastrofe. Den klaustrofobiske stemning er dog blødt op af smuk indfølende fotografering og den voksende sympati mellem de to hovedpersoner.
Patrice Toye formår på fineste vis at holde sig på måtten og det er lykkedes hende at få os til at fornemme den konstante følelsesmæssige smerte og afmagt, der stråler ud af den talentfulde Tijmen Govaerts hele ansigt og krop. Vi lever med i hans følelser, som er helt fokuserede på at håndtere hans længsel, og vi får ikke meget indblik i, hvem Jonathan ellers er. Men det ved han heller ikke selv.
Hvis man holder af landsmændene Dardenne-brødrenes håndholdte socialrealistiske skildringer af mennesker på kanten (for eksempel Barnet og Løftet), så er Muidhond i samme kategori. Et fint, smukt og følsomt bud på en skildring af en dreng med forbudte drifter, og måske en åbning af dette tabuemne, som kan føre flere film med sig. Så kan man leve med, at der er et par kameler, der må sluges undervejs.
