Skriv en kommentar
Det nuttede og det mystiske
De finske Mumitrolde, som er udviklet og tegnet af Tove Jansson i 1945, er verdenskendt. Bøgerne er oversat til 38 sprog, og findes også i mere end ti lande som tegneseriefigurer. Og de søde, små hvide væsner er da også indbegrebet af et fantasifuldt børneunivers, så populariteten er ikke overraskende. Men selvom figurerne er nuttede og trygheden og venligheden dominerer i Mumidalen, så tror jeg de fleste børn og voksne også kan blive enige om, at der i fortællingerne altid lurer noget mystisk, noget uidentificerbart, noget underbevidst. Og netop derfor har og er fortællingerne både elsket af børn og voksne, fordi historierne rummer flere lag.
Den kolde og mystiske vinter
Filmen er animeret og er tydeligt produceret med udgangspunkt i de mindstes præferencer. Animationen er ikke som vi kender den fra, fx. seerhittet "Inders Inde", men ser ud som en kombination mellem stop-motion film, hvor figurerne bevæger sig i ryk henover lærredet, og almindelig animation. Figurerne er desuden lavet af et filtlignende materiale, hvorfor filmen bliver meget barnlig og dukkehusagtig i sit udtryk – helt i tråd med, at filmen henvender sig til den yngste målgruppe. Alligevel lurer der i fortællingen noget mystisk og næsten farligt, som helt tydeligt har med vinteren at gøre. Filmen forsøger dermed at ramme denne balance mellem hygge og mystik, som både børn og voksne elsker fortællingerne for. Vinteren bliver fremstillet som denne uhyggelige gæst, som ingen rigtig ved, hvad gør eller ikke gør, fordi Mumitroldene plejer at sove vinteren væk. Denne vinter er dog anderledes, for Mumi kan ikke finde ro. Han længes allerede, inden vinteren er kommet, efter solen og foråret. Han synes nærmest skræmt af vinteren, af de fortællinger og mystiske væsner, som følger med den, og han kan derfor ikke finde ro. Mumi ender derfor med at skippe vinterhien og i stedet undersøge, hvad vinteren har at byde på og ikke mindst, hvad denne Jul, som alle synes at snakke om, egentlig er.
Mødet med den første Jul
Filmen er dermed en fortælling om Mumitroldenes første møde med julen og deres forsøg på at finde ud af, hvad Jul er, hvad den godt kan lide og hvordan, man sikrer sig imod den – for er den farlig eller god? Det ved Mumitroldene ikke. I fortællingen opstår dog også mange andre sidehistorier, såsom forskellige fortællinger om venskab, om forår og om frygt for mystik og kulde. I selve historien er der derfor mange sidefortællinger, som kan være svære for de små at holde styr på. Fortællingen om Mumitroldenes udforskning af Julen bliver dermed ikke den altoverskyggende eller bærende, men bliver en stor fortælling blandt mange i filmen.
Som stor Mumifan savner jeg derfor en mere gennemført fortælling. En fortælling, som bedre inkorporerer de temaer, som filmen gerne vil udforske: Venskab, mystik, årstiders skift og mørke. Som voksen blev jeg selv forvirret over de mange historier, som stikker ud og som ikke følges ordentligt til dørs. Men ingen tvivl om, at Mumitroldene stadig, den dag i dag, er vedkommende, fantastiske og skønne figurer, som både børn og voksne kan fascineres af – og måske endda lære noget af.
