Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
München-Massakren
Det er nat. Klokken er 4:30, og vi befinder os i München, mandag den 4. September.
Otte mænd i kedeldragt, medlemmer af den palæstinensiske terroristgruppen Sorte September, bryder ind på værelset hos otte israelske atleter, der deltager i de olympiske lege.
Sorte September-gruppen tilfangetager elleve som gidsler. To kæmper imod og bliver skudt.
Terroristerne forlanger, at den israelske regering løslader 234 fængslede palæstinensere, før de vil løslade de ni gidseltagene israelitter. De kommer frem til en aftale om, at terroristerne sammen med gidslerne, skal flyve med to militærhelikoptere væk fra München. Der er dog tale om et bagholdsangreb fra de tyske myndigheders side, og da israelitterne og palæstinenserne ankommer til de to helikoptere, begynder det tyske politis skarpskytter at åbne ild. Som modsvar skyder terroristerne både mod politiet og gidslerne, og cirka en time efter er fem af de otte terrorister døde, samt alle ni gidsler.
Grundstenen til ramaskrig og Hollywoodfilm
Således foregik München-massakren ved sommer-OL i München, Vesttyskland, 1972. Sagen blev fulgt med stor international bevågenhed i pressen og det resulterede i store religiøse, politiske og nationale stridigheder. Navnligt efter, at de tre overlevende terrorister blev løsladt efter en måneds fængsel i Vesttyskland. Som en reaktion besluttede Mossad (Den Israelske efterretningstjeneste), at igangsætte en større mission, som skulle opspore og derefter henrette de mennesker, som havde haft en afgørende rolle i planlægningen af attentatet.
Og det er det sidstnævnte som Steven Spielbergs autentiske actionthriller Munich omhandler.
Den igangsættende hændelse
Mossad samler et lille efterretningshold på fem mænd, der i fælleskab, og i ledelse af Avner (Eric Bana), skal finde de mennesker i Europa, som i større eller mindre grad, havde en rolle at spille i
at konceptualisere ideen til München-massakren.
Udover Avner (Bana), er de andre holdmedlemmer Robert (Mathieu Kassovitz), en legetøjsproducent, der ligeledes er ekspert i at afvæbne og fremstille bomber; Carl (Ciaran Hinds), der fjerner beviserne efter enhver aktion; Steve (Daniel Craig), den mere eller mindre skydegale; og Hans (Hanns Zischler), der kan forfalske breve og dokumenter. Deres efterforskning får dem fra New York til Athen, fra Geneve til Rom og fra Paris til Beirut, og vi er som publikum med på første række når de i vidt forskellige, men altid yderst smukke omgivelser begiver os ud på den ene livsfarlige mission efter den anden.
Suspense for alle pengene
Actionsekvenserne i filmen er yderst veldrejede og har en næsten Hitchcockesque fremtoning, hvor stor suspense, bliver brugt for, at få os helt frem i sædet og fastholde vores spænding til sidste øjeblik. Og det er netop dette som er Spielbergs force - hans sans for håndværket i filmproduktionen. Ligemeget emne og tema; om det handler om hajer, dinosaurer, nazister, palæontologer eller aliens, er der en gennemgående kvalitet i hans sans for opbygningen af en spændt dramaturgi, der ikke bare efterspørger, men forlanger vores opmærksomhed, og som får os til at glemme, at vi ser en film, men gør os en del af narrativet. Han visker tv-rammen ud og delagtiggøre os i et eventyrligt univers. Han giver os verden.
Velkendt dreamteam på arbejde
Han er dog ikke alene om at skabe denne effekt. For en instruktørs vigtigste rolle er nemlig, at skaffe de allerbedste folk til jobbet i at opbygge en historie, så den stemmer overens med den oprindelige vision. Spielberg har gjort dette til perfektion, da han har skaffet nogle af de bedste fagfolk inden for filmbranchen til at tilvejebringe denne vision.
Det er folk som filmfotografen Janusz Kaminski, som gør et fabelagtigt stykke arbejde i at sætte tonen for den enkelte scene, så hver gang vores hovedkarakter Avner er i rolige omgivelser og uden for fare, er der en næsten drømmeagtig lyssætning (som faktisk minder lidt om Andrew Lesnies arbejde i Ringenes Herre Trilogien), hvilket kontrasteres med foruroligende billeder i den næste scene, markeret ved rystede kamerabevægelser, der i et vist omfang minder os om docu-drama stilen, han også brugte i Spielbergs film Schindlers List (1993), for at skabe en følelse af autenticitet og realisme.
Endnu en gang har han selvfølgelig også John Williams med på tangenterne, som komponist til filmens underlægningsmusik, som på yderst effektiv vis er med til at understrege handlingsopbygningen, og at give os emotionelle cues, der leder os i den rigtigte retning.
Der er ikke nogen bedre, at holde i hånden, når man skal følges igennem et narrativ end Williams, som har lavet musikken til 53 ud af Spielbergs 55 instruerede film.
Atypisk politik i Hollywoodrégi
Men hvad der er mere skelsættende ved filmen, end selve det tekniske håndværk, er de geopolitiske aspekter som handlingen hviler på. Her tager Spielberg ikke side mellem Israel og Palæstina, som man ellers kunne have forestillet sig i en politisk Hollywood film, men derimod illustrer han den samme bestyrtelse til begge parter, og viser samtidig, og på elegant vis, hvorledes vold avler vold, og hvordan det kan tære på et menneskes sjæl uafhængigt af religiøs overbevisning; “We are supposed to be righteous. That’s a beautiful thing. And we’re loosing it. If I lose that, that’s everything. That’s my soul”. siger det forfærdede medlem af Mossadgruppen, Robert.
Avner prøver at overbevise Robert om, at “We can’t afford to be that decent anymore” Robert svarer “I don’t know if we were ever that decent”.
En hjerteskærende scene, der viser at, Spielberg tør skabe et nuanceret billede af et så stærkt og omdiskuteret emne, og han åbner her op til en bredere dialog mellem mennesker og åbner øjnene op for faktummet, at lige meget, hvor meget man bekriger hinanden, vil det ende som Avner forudsiger; “There is no peace at the end of this”.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount.
