Skriv en kommentar
Hvornår nogen kan betegnes som gal, er ikke sådan lige til at sige. Den store tyske skuespiller Klaus Kinski (1926 – 91) gik under betegnelsen ”den gale skuespiller” og man forstår hvorfor, når man ser vennen Werner Herzogs dokumentarfilm om de tos forhold til hinanden under indspilningerne af de fem film, de nåede at lave sammen. Kinskis galskab var hans enorme vredesudbrud der slog ud som lyn fra en klar himmel. Også storhedsvanviddet er der; sigende er filmens åbningsscene, hvor Kinski forsøger at overbevise et måbende publikum om, at han er en slags reinkarnation af Jesus. Og den enorme egocentricitet er der. Begge dele fik filmholdene at føle, når de måtte finde sig i at blive svinet til og endda nogen gange korporligt truet på livet. Man forstår, at det var et held, at ingen kom alvorligt til skade eller ligefrem mistede livet, når Kinski virkelig tog fat. Aguirre den gale erobrer (-72), Nosferatu (-78), Woyzeck (-79), Fitzcarraldo (-82), og Cobra Verde (-87) er alle film der iscenesætter galskaben hos den utilpassede ener der har en drøm han, koste hvad det vil, vil føre ud i livet. Kinski var mao. en gave for Herzogs tilsvarende filmiske bestræbelser.
Werner Herzog gør intet ud af at søge en egentlig forklaring på Kinskis personlighed – her er ingen fortælling om Kinskis opvækst eller en medicinsk diagnose. Tværtimod koncentrerer Herzog sig om de utallige eksempler på Kinskis vrede og sammenbrud under indspilningerne af de film der i overvældende, ja kongenial grad var i tematisk samklang med galmandsværket. Dette og så den selvrefleksion, hvor instruktøren Herzog ser sig selv som et slags spejlbillede af Kinski er My Best Fiends styrke. Filmen bygger sikkert og roligt op til sidstnævnte indsigt. Højdepunktet er således beskrivelsen af optagelserne af Fitzcarraldo, hvor instruktørens (og hovedrollens) vanvitttige intention om at slæbe en hjuldamper opover et bjerg og ned på floden på den anden side først og fremmest er instruktørens intention. Herzog fortæller, hvordan selv Kinski tvivlede om foretagnet.
Der ligger utvivlsomt et bestemt kunstsyn bag Herzogs og Kinskis galskab der ubønhørligt vægter kunsten fremfor alt andet. Men hvad Kinski til dels i modsætning til Herzog ikke magtede, var at kaste lys indover et sådant syns menneskelige omkostninger, umenneskelighed. Når man ser My Best Fiend er her knap et ord om filmenes beskrivelser af de voldsomme kultiverings-bestræbelser men en masse om den store kunst. Det står således mere og mere klart, at denne voldsomme hærgen og undertrykkelse, ja at Kinskis voldsomme vrede og Herzogs ”umulige” filmprojekter er en kunstnerisk gentagelse, ja en ”gentagelse” af den europæiske kultiverings grusomheder ud fra en nærmest religiøs forestilling om, at stor kunst bogstaveligt talt forløses gennem tæmning af naturen og de tilpassede indbyggere fx indianerne. Dette står dog så meget mere klart, når en mere kultiveret instruktør tager livtag med Herzog og Kinski, som det sker i Les Blanks dokumentarfilm Besat af en Drøm (-82), der bl.a. viser hvordan indianerne der medvirker i Fitzcarraldo bliver udnyttet.
Som tilskuer til Herzogs dokumentar undgår man ikke at få den tanke, at han kynisk udnyttede Kinskis galskab. Herzog undlader da heller ikke at fortælle, hvordan han faktisk formår at tæmme Kinskis galskab blot for at få den til at eksplodere i rette tid og sted foran kameraet. Herzog overlever, fordi han kan tænde og slukke for galskaben med kameraet, i modsætning til Kinski der simpelthen brænder ud med eller uden kamera. Og for begge de herrer gælder vel, at genialitet og galskab er to sider af samme sag – og at hvis ikke det var for den store kunst der vitterligt kommer ud af galskaben, var de for længst blevet spærret inde et eller andet sted. Så på sin vis modsiges Herzogs og Kinskis projekt således heldigvis al den stund filmene faktisk blev til – der var vitterligt plads til dem.
Som med al film også dokumentar gælder, at instruktøren iscenesætter, fremstiller sin historie om virkeligheden. Ikke mindst med en film som My Best Fiend bliver man klar over meningen med denne indsigt. Netop Herzogs og Kinskis evindelige gale bestræbelser på at tæmme virkeligheden slår ubønhørligt ind på tilskueren uanset hvor afbalanceret, ja kultiveret Herzog fremstår foran sit kamera.
Herzogs dokumentar er bestemt seværdig, men nydes bedst hvis man har set Herzogs/Kinskis film. Chancen er der nu med Criterion.dks netop udgivne fine serie af deres film. Man kan ikke rose Criterion nok for initiativet. Og selvfølgelig er My Best Fiend et must for alle gale fans af de herrer Herzog og Kinski.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
