Skriv en kommentar
Den canadiske 80’er slasher ”My Bloody Valentine” (MBV) er genindspillet i både 3D og HD. Resultatet er visuelt imponerende, og faktisk så pirrende at det overdøver filmens utallige problemer. Instruktøren er den forglemmelige Patrick Lussier, som bedst huskes for den letbenede omgang , ”Dracula 2000”.
Handlingen tager udgangspunkt i Harmony – en mineby med en mildest talt blakket fortid. For 10 år siden genlød mineskakter af massiv eksplosion, der dræbte fem minearbejdere. Kun Harry Warden overlevede, men ikke uskadt, og det bliver startskuddet til den rigtige tragedie. Klædt i minearbejdertøj forretter han 22 hævnmord – en killingspree, der heldigvis også ender med hans egen død. Med fortiden vel begravet forbereder indbyggerne sig nu på det første Valentines-bal siden tragedien. Samtidig vender minens arving, Tom Hanniger (Jensen Ackles), tilbage efter 10 års eksil – for at sælge minen. Alting ændrer sig dog, da han befinder sig ansigt til ansigt med sit livs kærlighed, Sarah (Jaime King), og the plot thikens, da det viser sig, at hun har giftet sig med deres fælles ungdomsven, Alex (Kerr Smith). Pludselig begynder Valentines-mordene igen, og noget tyder på, at det er Harry Warden, der er fortsat hvor han slap for 10 år siden.
Jeg er som udgangspunkt skeptisk, når det kommer til remakes – navnlig af horrorfilm og slashere. Det går næsten altid galt. Remaket af ”The Fog”er et godt eksempel på eftertidens katastrofale opfattelse af hvad, originalen egentlig kunne. Og nej, det var ikke flere bryster eller eksplosioner eller barokke CGI-effekter . På sammen måde er ”My Bloody Valentine” oprindeligt heller ikke holdt oppe af sine mange liter blod, antal knoglesplinter eller drab generelt. Det er minens skummelhed og minebyens autencitet, der i originalen mest bidrager til at vi (1) intuitiv fornemmer at grusomhederne faktisk kan ske og (2) rent faktisk bryder os om, at de overgår heltene. Ingen af delene stinker i remaket, men de fungerer heller ikke tilnærmelsesvist så godt, idet navnlig figurerne er realiseret uansvarligt og inkonsekvent. Ackles er psykologisk flad og uinteressant, til trods for, at netop hans tænkemåde skal indfri store dele af plottet. Kings figur er værre endnu, og generelt synes Harmony beboet af papirstynde påklædningsdukker, der mere synes skåret til en Pepsireklame end et rustikt minesamfund.
Ironisk er det, at en 3D film (for det er MBV 3D så sandelig med UG, kryds og slange) har så svært ved ellers at dimensionere sig. Det gælder også for strukturen, der for hele genren jo bare hedder mord-mord-mord. Givet, en slasherfilm må og skal servere den slags på stribe - og det gør MBV 3D også. Og flot ser det ud, når hakøksen er på overbarbejde, men netop huggeriets omfang når i længden at blive et problem. Og det er ikke fordi anmelderen hér ikke kan tåle blod. Det er fordi der er så kort vej mellem set-up og pay-off i de individuelle slagtninger, at de ikke nåede at bliver nervepirrende for undertegnede. Flotte og chokerende,ja, men ude af stand til at hæve et hår på dette hoved.
Når man snakker splat eller slasher, snakker man uvægerligt exploitation. Et ord der lover usmagelighed og misbrug i forhold til et bestemt tema, men omvendt også et der lover indlevelse og et hjerte, der banker oprigtigt for projektet. Netop det sidste kan man med rette tvivle om her. Filmen virker ikke oprigtig, snarere beregnende, og man fristes til at kalde et fænomen som MBV 3D for spekulation. Og DET er sgu storslemt.
Det trækker i det hele taget ned, at filmen er et remake. Hvad der i remaket nemlig synes originalt og uhyggeligt viser sig tyvstjålet fra originalen - og dårligere udført. Urimeligt få af af de nye påfund hæver sig dertil over gimmick-niveau, og selvom 3-D dimensionen beriger, har dette største fortrin også en forarmende effekt på filmen. Kulissefølelsen er fx slemt påtrængende idet alting er for veloplyst og udkrystalliseret, hvilket ruinerer mystikken og mørkets magt. For selvom vi ikke kom for elegancens skyld, skal enhver øksemorder med respekt for sig selv altså have noget ordentligt røg og tåge at gemme sig i. Dertil tjener den scenisk-visuelle fortælleteknik nu to herrer; den ene siger: "Vis mørket, når ham som hvisker ”hvem der?” går ud på verandaen, og den anden siger ”Nej, nej. Vis hans dobbeltløbede jagtgevær så det stikker ud af skærmen, fordi det ser fedt ud”.
Resultatet er som sagt et pirrende ”wow”, men slet ikke det gysende ”uha-uha”. Desværre.
