Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Efter små tyve år i den kinesiske filmbranche og et hav af priser fik Wong Kar-Wai endelig sin engelsk-sprogede debut sidste år med ”My Blueberry Nights”. Filmen markerer samtidig den anerkendte instruktørs brud med den efterhånden smålegendariske fotograf Christopher Doyle og så er det en bemærkelsesværdig filmdebut for sanglærken Norah Jones i den bærende hovedrolle.
Wong Kar-Wais sælsomme billedpoesi og filmiske sanselighed er forventeligt ikke begrænset af landegrænser og den klarer fint springet til det amerikanske - også uden Doyle, der må se sig erstattet af den ikke mindre begavede Darius Khondji. ”My Blueberry Nights”, der åbnede filmfestivallen i Cannes sidste år, er en glimrende film, der imponerer på mange områder, men som, set i lys af det imponerende bagkatalog, ikke hører til instruktørens allerbedste.
Det sagt så er Wong Kar-Wais bedste film rendyrkede, nyklassiske mesterværker, så når en film ikke helt ligger i toppen af den liste, så kan den stadig være virkelig virkelig god. Og det er ”My Blueberry Nights”. Essentielt er det en roadmovie, men vi skal helt frem til tredje akt før selve rejsen bliver en del af narrativet. Indtil da er filmen opdelt i den slags små skæbnefortællinger for hvilke instruktøren deler forkærlighed med sin koreanske modpart, Kim Ki-Duk. Norah Jones spiller Elizabeth, en ung kvinde der opdager at hendes kæreste har været hende utro ved at hive et vidneudsagn ud af cafe-ejeren Jeremy (Jude Law). Elizabeth og Jeremy indleder et overraskende ærligt venskab da hun begynder at komme hver aften efter lukketid og spørge ind til den krukke af nøgler Jeremy har i cafeen. Nøgler efterladt af knuste hjerter og håbefulde sjæle, men som alle er uafhentede. Efter en række aftener og et af filmhistorien smukkeste kys tager Elizabeth sine nøgler igen og forlader New York.
Vi følger hende først til Texas, derefter længere vest på og slutteligt til Las Vegas, mens fokus midlertidigt flyttes fra hende til et par længselsfulde, synderknuste sjæle hun møder. Først den drukfældige betjent Arnie (David Straithairn), hvis tilværelse er sunket i grus oven på bruddet med konen og derefter kortspilleren Leslie (Natalie Portman), der har svært ved at anerkende at hun savner sin far. Hver af disse historier spiller sammen med Elizabeths egen dannelsesrejse og bliver sideløbende fortalt i postkort hun sender til Jeremy.
Som skrevet foroven kan det virke som en simpel film der er set mange gange før, og fra et rent plotmæssigt synspunkt er det bestemt også tilfældet, men vanen tro er det i lige så høj grad fortælleformen, billedpoesien og sanseligheden der er drivkræfter i Wong Kar-Wais univers. Og han beviser her at de fløjlsbløde billeder og den svært beskrivelige nærhed og nerve der kendetegnede film som ”In The Mood For Love” og ”Chungking Express” ikke kun skal tilskrives Christopher Doyle. Wong Kar-Wai klarer sig lige så godt som tidligere med sin nye sparringspartner og Khondjis leg med fokus og utraditionelle opsætninger er imponerende velfungerende.
Norah Jones er ikke bemærkelsesværdig som det omrejsende bindeled, men det skal hun for så vidt heller ikke være. Hun klarer springet til skuespiller fint og spiller godt op til de mere erfarne Portman og Straithairn, ligesom kemien med en overraskende velspillende Jude Law er vellykket og fængende. Skuespil, musik, stemning og et mesterligt øje for detaljen går op i en højere enhed med den fantastiske fotografering og hæver ”My Blueberry Nights” langt over de fleste, amerikanske road-movies. Det der mangler er den helt specielle, fængslende magi Wong Kar-Wai fra tid til anden har fanget tidligere. Striberne af uforglemmelige scener, hjerteskærende skuespil og den virkelig interessante historie.
”My Blueberry Nights” er, alt det sagt, en skæv og symboltung, men usigeligt smuk og uforglemmelig filmoplevelse, der måske ikke lever helt på til tidligere tiders mesterstykker, men som bestemt holder niveauet højt i en i forvejen vældig imponerende karriere. Folk der holder af Wong Kar-Wais tidligere film, eller måske af den lidt mere populære Kim Ki-Duk, vil ingenlunde gå galt i byen her og folk der endnu ikke har stiftet bekendskab med en af vor tids allervigtigste filminstruktører har nu også muligheden i de danske DVD-butikker.
Billedsiden er skarp og med en god balance i de farverige billeder. Filmen skriger efter det store lærred, men når nu vi af en eller anden grund skulle snydes for den oplevelse, så er det dejligt at udgivelsen i hvert fald er af teknisk høj standard – yderligere understreget i det fine DTS-lydspor.
Rig på bonusmateriale kan man til gengæld ikke kalde udgivelsen. En fuldstændig overflødig og tavs behind-the-scenes kollage, der bare er billeder filmet lige bag kameraet under optagelserne, en kort featurette hvor skuespillerne fortæller åbenlyse ting om deres karakterer og en række trailere er alt hvad der bydes på. Ret ærgerligt, for der er mange interessante aspekter at snakke om.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
