Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Tv-serier er der rigeligt af – især sit-coms. Jeg skal være ærlig at erkende, at det netop er de færreste sit-coms, der siger mig noget som helst. Især når man tilsætter den falske grinemaskine i mixet ( det gør det nu heller ikke meget bedre, når grinene er live). Det bryder illusionen samtidig med at være manipulerende på den værste vis. Nogle gange er materialet så godt , at det kan overskygge dette faktum (”Seinfeld”), men jeg står hurtigt af. Heldigvis begyndte man for nogle år siden, at droppe grinemaskinen fuldstændigt. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvornår præcis det skete, men ”My Name Is Earl” ligger i hvert fald i begyndelsen af denne bølge. Da jeg først stiftede bekendtskab med serien, fandt jeg det enormt befriende ikke at blive presset til at grine, og ”My Name Is Earl” ville netop slet ikke fungere med grinemaskine, da det slet ikke passer til den skæve og subtile humor.
Earl (Jason Lee) vinder en dag i lotteriet. Næsten da. Netop som han skal indløse billetten, mister han den, da han bliver kørt over, og på hospitalet står årsagen strålende klart for ham – karma. Han laver en liste over alle de mennesker, han har trådt over tæerne i livets forløb, og beslutter sig for at hjælpe dem alle med nutidens problemer, for at redde sin egen sjæl.
”My Name Is Earl” ER Jason Lee. Har man stiftet bekendtskab med manden før I f.eks. ”Mallrats”, kender man udmærket mandens humor, som netop går igen i serien her. Han er en af de skuespillere, der ikke rigtigt spiller skuespil, men blot viser en karikeret udgave af sig selv, så man kan genkende manden i alle hans roller. At nærmest bygge en serie over dette er lidt af en genistreg (ligesom det var det med David Duchovny i ”Californication”) – dog er plottet for tyndt til at holde i alt for mange sæsoner, så serien blev stoppet meget passende efter fjerde sæson. Naturligvis bliver der brygget mere på historien end ovenstående, men udgangspunktet forbliver det samme til den bitre ende, og der er da øjeblikke især i slutningen, hvor gentagelser og kedsommelighed går hånd i hånd. Serien holder dog ret generelt en forholdsvist højt niveau hele vejen igennem, og gik aldrig helt galt ligesom tilfældet f.eks. var i den førnævnte ”Californication”. Ethan Suplee som Earls dumme men kære bror samt Jaime Pressly som hans vanvittige ekskæreste er ligeså glimrende karakterer i serien, som supplerer Jason Lee på fremragende vis, og de bør begge være garant for minimum et grin hos alle, da uforudsigeligheden i serien nogle gange kommer bag på en. White trash miljøet som de alle er en del af, bliver skildret på finurlig vis, og netop at serien er placeret i netop det miljø, gør hele plottet lettere at sluge og flere af situationerne endnu sjovere.
Desværre er ”My Name Is Earl” også en af de serier man glemmer hurtigt. Man hygge sig fint med den imens den er i gang, men her allerede 6 år efter sidste afsnit rullede over skærmen, er den gået i glemmebogen hos langt de fleste. Den er dog sin helt egen, og kan ikke sammenlignes nemt ligesom mange andre af nutidens Tv-serier. Det unikke gør, at den er blevet lidt kult med tiden, og berettiger bestemt, at den bliver genudgivet i en boks her nu så mange år efter. Er du en af dem, der måske så et par afsnit tilbage dengang, og fandt det ganske fint, eller blot en der ikke har hørt om serien før nu, så koster boksen her ikke det store, så det er bare at sætte i gang!
Ekstramateriale – 4/6
En lang række slettede scener og bloopers udgør størstedelen af ekstramaterialet. Der er også et par featurettes og et par kommentarspor, som er ganske underholdende. Dog er prikken over i’et i dette tilfælde en ekstra episode, hvor Earl i et alternativt univers, udvikler en liste over alle dem, der har gjort ham fortræd, og går på hævntogt. Super underholdende!
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
