Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Crow
The Crow billede

Lidt Udover Det ...
Børnene Fra Sølv...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

My Week With Marilyn

26. januar 2012 af Daniel Pilgaard

4 stjerner Skriv en kommentar

My Week With Marilyn billede

Michelle Williams funkler i rollen som Marilyn Monroe, ikonet alle elskede, undtaget hende selv

Under optagelserne til klassikeren Marathonmanden fra 1976, lyder en anekdote, at Dustin Hoffman ikke sov i dagevis for at forberede sig mentalt på den grusomme tandlægescene. Hoffmans medskuespiller, en ganske uimponeret Sir Laurence Olivier henvender sig til Hoffmann og spørger tørt med sin britiske accent, ”Dear Boy, Why don’t you just act?!” Laurence Olivier var skuespiller af den gamle skole, og forbandede fænomenet ”Method Acting”, der blev udbredt i USA i 1950’erne af guruen Lee Strasberg.

20 år inden Marathonmanden støder Olivier i 1956 for første gang ind i den nye skuespillerteknik, da 1950’ernes stjerne over dem alle, Marilyn Monroe drager til England for at holde sin bryllupsrejse. Det blonde ikon skal samtidig medvirke i Oliviers film Prinsen og Korpigen, der ender i et kulturelt sammenstød, som var det en boksekamp mellem Charles Bukowski og William Shakespeare.  

Optagelserne til Prinsen og Korpigen danner rammen om historien til My Week With Marilyn. Filmen bygger på en sand historie baseret på dagbogserindringer af den unge overklassedreng Colin Clark. Gennem faderens fine forbindelser bliver den uprøvede Clark (Eddie Redmayne) ansat som Laurence Oliviers (Kenneth Branagh) assistent på optagelserne. Gnisterne står hurtigt højt på settet. Monroe (Michelle Williams) er lige blevet gift med dramatikeren Arthur Miller, der bittert konstaterer at ægteskabet allerede æder ham op og drager derfor tilbage til sine børn i New York. Olivier er gift med stjernen fra Borte med Blæsten, Vivian Leigh (Julia Ormond) der i en tilstand af bitterhed over sin alder (43 år!) og jalousi frygter Monroes tilstedeværelse. En gentleman fortrækker jo som bekendt blondiner. Monroe er konstant omgivet af den tilbedende coach Paula (Lee Strasbergs kone), der søger at hjælpe Monroe mentalt ind i rollen som korpigen Elsie. Monroe forstår ikke karakterens motivation og er derfor ude at stand til at gennemføre scenerne. Efter få dage er optagelserne allerede ugevis bagud, til stor frustration for Olivier der kækt konstaterer, ”at lære Marilyn Monroe skuespil svarer til at lære en grævling at tale urdu”.

Men både for Monroe og Olivier er konflikten dobbeltydig. Monroes uendelige timers forberedelse går nok Olivier på, men ikke så meget som erkendelsen af, at han aldrig kommer til at dele seng med den yndige blondine. Monroe ved alle smelter i sit nærvær og elsker hende på det store lærred, bare ikke for hendes talent som skuespiller. Lige så yndig som hun er udvendig, lige så ødelagt fremstår hun indvendig. I centrum i den forpinte situation står så filmens fortæller Colin, der naivt forelsker sig i Monroes skrøbelige væsen. Sammen tilbringer de en weekend i det idylliske engelske landskab, og Monroe begynder at lyse op under optagelserne som den stjerne hun er.

Michelle Williams balancerer troværdigt mellem Monroes sexede sødme og skræmmende lave selvværd.  Williams har netop vundet en Golden Globe for rollen, og man behøver ikke at være bookmaker for at regne ud, hvem der har de laveste odds til årets Oscar for bedste kvindelige hovedrolle. Hun rammer præcis den forførende og mystiske aura Monroe er husket for, og filmen antyder at der netop var mere bag facaden end barm og blondt hår, vi ser flere gange skuespillerinden har James Joyces tidløse tunge Ulysses liggende på natbordet, naturligvis ved siden af de berygtede sprutflasker og pilleglas.

Laurence Olivier blev dengang anset som ”verdens bedste skuespiller”, og Branagh spiller ham yderst veloplagt. Det er næppe et tilfælde at valget faldt på Branagh, der om nogen må regnes for at være Laurence Oliviers værdige arvtager. Det er specielt i scenerne mellem Williams og Branagh at filmen fungere bedst, den første halvdel byder på mange komiske og dramatiske scener, som følge af Monroes besværlige arbejdstempo og Oliviers pinlige jalousi på både Monroes status og hendes flirt med den unge assistent. Som Colin udtrykker det til Marilyn, ”Laurence er en stor skuespiller der gerne vil være en filmstjerne, du er en filmstjerne der gerne vil være en stor skuespiller.” Et dilemma der faktisk er mere interessant og underholdende, end den akavede romance der opstår mellem Monroe og Collins.

Prinsen og Korpigen gjorde hverken fra eller til for Olivier og Monroes karrierer. Filmen er så godt som glemt i dag. Colin Clark glemte den aldrig. Forståeligt nok. For hvor ofte er det lige en 23-årige knægt får lov at dele seng med en af de største stjerner der nogensinde er steget ned fra Hollywoods himmel?

Titel: My Week With Marilyn
Original Titel: My Week With Marilyn
Premieredato: 26. januar 2012
Instruktør: Simon Curtis
Skuespillere: Michelle Williams, Kenneth Branagh, Eddie Redmayne, Judi Dench, Julia Ormond, Emma Watson, Derek Jacobi, Dougray Scott
Spilletid: 99 min.
Selskab: Scanbox, 2011
Genre: Drama , Humor
Link: www.myweekwithmarilynmovie.com






banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...