Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Dokumentarfilmen er meget enkelt opbygget. Maleren Pablo Picasso, en af alle tiders største af slagsen, maler billede efter billede. Vi ser stregerne og strøgene løsrevet fra hånd og krop; som ”tegnefilm” bliver billederne til på lærredet. Teknikken kender vi fra den nyligt afdøde Ib Spang Olsens børneprogrammer, hvor kameraet fra den anden side af det transparente lærred fanger billedets udvikling gerne i up-speed-tempo.
Picassos arbejde er med andre ord iscenesat; i et studie, ikke i mesterens eget værksted, maler han på transparent lærred. Iscenesættelsen understreges af at den sparsomme dialog der er, er mellem instruktør og maler om netop iscenesættelsen. Fx gør instruktøren maleren opmærksom på at der kun er 5 minutters film tilbage, og kan Picasso mon nå at male billedet færdigt på den tid. Klippene i de få dialoger frem og tilbage mellem Picasso ”bag” lærredet og instruktøren Clouzot ”foran” lærredet forsøger ikke at skjule at også den er iscenesat. At den filmiske iscenesættelse er central understreges ydermere af, at alle de værker der blev til i løbet af filmen angiveligt blev destrueret efterfølgende. Instruktøren Henri Georges-Clouzot var da også først og fremmest spillefilmsinstruktør, ikke mindst kendt for klassikere som ”Frygtens pris” (1953) og ”Rædslernes Hus” (1955).
Positivt set overværer vi og har mulighed for at se/forstå hvordan Picasso bygger sine malerier op. Er man til Picasso og det er vi heldigvis rigtig mange verden over der er, begejstres man over at mesterens streger, strøg, farver og motiver bliver til foran vores øjne i værk efter værk. Det er vel ikke mindst derfor at filmen af det officielle Frankrig er udnævnt til nationalklenodie, som det anføres på dvd-ens cover.
På den anden side undgår man ikke den tanke undervejs i filmen, at det man overværer snarere er en gennemført iscenesættelse af Picassos værkproces, frem for hvad der faktisk sker på mesterens eget værksted, når værker bliver til. Så når værkerne i filmen efterfølgende blev destrueret, er det derfor svært ikke at få den tanke, at værkerne kun har værdi i og med filmen og næppe har egentlig værdi som gennemarbejdede værker fra mesterens hånd. Og hvad er det så vi har oplevet filmen igennem … I værste fald blot en dokumentation af, at Picasso kunne sprøjte værker ud som andre kunstneriske genier a la Mozart og Bach.
Måske har tiden ikke været blid ved filmen. Den er fra 1958 og dokumentarfilmen har set mange værker siden der dokumenterer kunstneres skabende processer. Typisk er doku-filmen ydmyg, træder tilbage og lader kunstneren arbejde i eget rum; og værket må tage den tid det tager – her skabes ikke på tid som i filmen her. På den anden side er det velgørende i denne film, at værkerne får al tiden, får lov at tale for sig selv og ikke kommenteres af kunstneren selv eller andre.
Der er intet ekstramateriale på DVD-en.
Another World Entertainment.
