Skriv en kommentar
Michael Hutchence var en del af den succesfulde gruppe INXS, og med de massive hits som New Sensation, Never Tear Us Apart og Need You Tonight og videoer instrueret af Richard Lowenstein blev Hutchence kendt som et af 80’ernes største sexsymboler. En voldelig episode i København endte dog med at Hutchence slog hovedet så voldsomt at han blev hjerneskadet, og forandrede sig til en aggressiv og ængstelig mand, og filmen lægger netop vægt på at denne ulykke højst sandsynligt var med til at han i sidste ende tog sit eget liv.
Det er tydeligt at Lowenstein virkelig holdt dybt af Hutchence. Klippene er valgt med omhu, og viser ham som et enestående og sympatisk menneske. Filmen ville dog have haft godt af at vise nogle flere sider af ham, der kunne vise at han var noget mere nuanceret, i stedet for at det blot bliver fortalt af de interviewede.
Eftersom Hutchence tog sit eget liv tilbage i 1997, er filmen formet og fortalt hovedsageligt af ekskærester og bandmedlemmer. At Lowenstein vælger ikke at vise dem han har interviewet er virkelig en skam. Når man har navne med som Kylie Minogue, Helena Christensen og Bono vil man gerne se dem udtrykke deres følelser for denne mand, og det gælder såmænd også for alle de andre interviewede i filmen. I stedet skal man hele tiden læse sig til hvis stemme man lytter til, hvor det havde været rart at kunne genkende og koble et ansigt til de mange fortællere.
Instruktøren har efter sigende taget dette valg fordi han mente at den eneste man skulle kunne se snakke var Hutchence, og at man ikke skulle trækkes ud af tidsboblen, ved at se nutidige klip. Det havde dog været en velkommen lise at se på nogle nutidige interviews iblandt de mange rystende, grumsede og grynede hjemmevideoer fra 80’erne.
Dokumentaren har været et helt årti undervejs, og en stor grund til den forsinkede udgivelse skyldtes åbenbart at Lowenstein manglede Helena Christensens udtalelser om Hutchence, deres forhold og den alvorlige ulykke hun var vidne til. Filmen tog efter sigende også hele 18 måneder at redigere, og det er forståeligt med alt det materiale der bliver vist. Men klippene er generelt meget korte, og det ville have været fedt at se mere optræden fra INXS hvor Hutchence forvandler sig fra den lidt generte type til at være en sand rock-gud på scenen.
Spørgsmålet er så om folk husker Hutchence her 22 år efter hans tragiske død? Hans musik lever selvfølgelig videre, og mon ikke han er et større ikon i hjemlandet Australien end lille Danmark? Denne film er i hvert fald til fansene og dem der virkelig er nysgerrige og vil vide alle bittesmå detaljer om manden. Lowenstein har selv udtalt at filmen er en slags undskyldning til Hutchence, for ikke at være der nok for ham i hans sidste svære tid, og det mærker man. Men nogle gange kan det være en ulempe at være for tæt på eller have for mange følelser i klemme overfor ens subjekt.
