Skriv en kommentar
Asiatiske film er igennem årene blevet hyldet for deres udtryk og deres tematik såsom flotte billeder. Derfor er det heller ingen overraskelse, at vi får det seneste japanske Oscarbidrag til Danmark fra en instruktør, som tidligere har vundet Cannes-prisen hele fire gange.
Et barnløst par ser en Tv-reklame, som viser en adoptionsorganisation, som matcher børn og par sammen. Sammen bliver de enige om, at adoptere Asato og får dannet sig deres perfekte familie. Denne idyl bliver dog ødelagt, da Asatos biologiske mor dukker op – ud af det blå – seks år senere og vil have sin søn tilbage.
Filmens intention har klart været at danne det følelsesmæssige billede af det at være forældre. Om det så er biologisk eller adoption, og hvordan det kan påvirke alle parter. Desværre formår filmen ikke at komme helt i mål med sit budskab. Selvom der bliver snakket om meget personlige og rørende ting, såsom et pars uønsket barnløshed, så er dialogen i filmen simpelthen så mærkeligt klippet sammen, at det er svært at relatere sig til problematikkerne.
Der er få rørende øjeblikke i filmen, men de hører sammen med kvindernes besindelse, og hvordan de endelig har fundet et sted, hvor de bliver set. Disse øjeblikke kunne filmen godt have haft flere af. Den biologiske mor, Hikari, er sådan set meget interessant, da vi følger en ung kvinde uden noget selvstændigt valg i livet, men der foregår et underligt parallelforløb mellem biologisk og adoptivmor, og det er meget svært at finde en rød tråd igennem disse forløb. Og så bliver det utrolige lange 140 minutter, når man ikke kan connecte med nogle af karaktererne.
”Når Det Bliver Morgen” vil meget gerne være rørende og give et komplekst billede på moderskab. Desværre lykkes det ikke, da pointen ikke bliver indløst, og der er ingen forbindelse igennem de to relationer. Selvom der er smukke billeder af den japanske natur og skuespillerne gør, hvad de kan, så bliver filmen aldrig helt rørende.
