Skriv en kommentar
Nader og Simin skal skilles. De har levet sammen i mange år, men deres ægteskab syntes at være udløbet, hvilket får dem til at opsøge domstolen i Teheran. De har datteren Termeh på 11 år, som igennem skilsmissen er blevet sat i et limbo mellem sine forældre. Dette oplever vi som tilskuere dog ikke meget af, for instruktør Asghar Farhadi lader filmen begynde midt i sin centrale kerne, den altoverskyggende konflikt. Nader og Simin skal altså skilles, men det er ikke skilsmissen, der lader til at være det største problem. Simin, med sit moderne, hennafarvede hår, har altid gerne ville rejse fra Iran og Nader er hende enig – da beslutningen blev taget, var de begge enige om, at de begrænsninger livet i Iran bød dem, gjorde det nødvendigt at leve andetsteds.
Men Nader er i tvivl. Hans far ligger syg med Alzheimers, og Nader kan ikke få sig til at overlade ham til den forlorne sundhedsspleje. Han ansætter derfor en hjælp, en ung kvinde ved navn Razieh, hvis mand er i en fatal økonomisk knibe. Razieh ser det som sin opgave at skaffe sin mand disse penge, men han må intet vide om hendes arbejde – særligt fordi hun er gravid i femte måned. Men Razieh skulker sit job og overlader Naders far til sig selv, hvilket får vidtrækkende konsekvenser for begge familier.
Igennem sin æstetiske simplicitet formidler den budskabet, igennem den ydmyge visualisering og det præsenterede tema udstikkes en lille hvid løgn, der ender med at blive til en juridisk fejde, hvor løgnagtige anklager og religion blafrer i orkanens øje. Tumultarisk, dialogbaseret jovist, men samtidig enormt spændende og underholdende i sin diskussionslystne form. Filmen bliver en indgående analyse over det konservative samfunds moral, en indgående analyse af den iranske retsproces (hvor dommeren åbenbart er ene og alene om at dømme, og gør det ud fra personlige anliggender), om hvordan en mindre familiekonflikt pludseligt kan udvikle sig til noget større, noget mere alvorligt end først antaget.
En smuk, smuk film, hvis nødvendighed spejles i filmens tyste tematik – under overfladen tør filmen at tage stærk religiøsitet til kritik, men gør det ydmygt og tavst igennem den åbenbarende slutscene, hvor religionen bliver brugt som ren afpresning. Her viser instruktøren at religionen kan få mennesket til at tvivle så meget at familien tilsidesættes, hvor løgnen hurtigt bliver afklaret som værende ren bluf. Det er i virkeligheden en meget dansk film (som i en dansk film fra starten af 2000), hvilket kommer til udtryk i dens dogmeagtige form, dens fuldstændige udeladelse af æstetik i sin ransagelse af den perfekte formidling, dens nærmest dokumentaristiske blikfang, der ikke skjuler de gyldne øjeblikke af sandhed hovedpersonerne lurpasser.
Ved at have de familiære problemer som udgangspunkt, katapulterer filmen sig ud af intimdramaets form og spejler sig i det omkringliggende samfunds paradigmer. Den hårdkogte Iranske censur har nok ikke opfattet den underliggende kritik, der ligger i portrættet af retssystemet, hvilket har frigjort denne perle af en film, da den nødvendigvis (sædvanligvis for Iransk film) skulle dissekeres for usædeligheder. Som en isterning i et glas vand fryser den sig fast, men udspænder først og fremmest sit drama igennem de på alle måder fremragende skuespilpræstationer – især det anklagende ægtepars lille, åbent øjede pige spiller med en stærk intensitet, en forsagt enigma, hvilket er hende biologisk selvforskyldt.
De to fædres interne magtfejde er skildret realistisk – den ene rolig og tålmodig, den anden hidsig og uberegnelig. Moderens gradvise resignation ved mødet med den ukuelige sandhed og sin småvoldelige ægtemands desperate tro på at deres tvivlsomme projekt lykkes, trods religiøse og følelsesmæssige bindinger. Det nyligt skilte ægtepars sidste håndsrækning, en sidste hjælp inden afsked – alle er de skildret med største realistiske tæft, en genkendelse der får mennesket til at holde sammen i stedet for at splittes.
Filmen indgyder et facetteret indblik i Iran og publikum går ud af mørket og ind i lyset med en forudanelse om sin samhørighed. At vi trods alt har samme problemer, gør os til de samme mennesker – men filmene vi laver er mærkbart anderledes, og denne ikke mindst, i al sin skrabede, simple ydmyghed er intet andet end et tyst mesterværk med en alt for smal biografdistribution.
