Som i alle gode agentfilm begynder vi midt i en aktion. Jack Chen er rookie i FBI og under en overvågning dræbes hans to kolleger. Jack vil have hævn, men han søger også at finde ud af hvordan en kynisk lejemorderagent Madam M fungerer. Hendes bedste lejemorder dør, hvorfor hun må erhverve nye mordere. Alle disse mordere er kvinder og som titlen antyder er det disse kvinders kroppe, der er deres farligste våben. Så må man selv gætte sig til resten.
Madam M kidnapper 40 unger piger og sætter dem igennem en hård omgang træning, som kun 3 overlever. De to, Charlene og Katt, bliver bedste venner, hvilket slibrigt antydes gennem en badescene som ikke findes mere skummel i kvindefængselsfilm.
Seks år senere udforsker Jack sammenhængen mellem Madam M og kidnapningen af Charlene, som han søreme også forelsker sig.
Historien er, som man måske nok kan fornemme, lige lovlig sentimental og pladret - og helt enorm tynd. Man har beskæftiget sig mest med koreografien af kampscenerne, som skal have stor ros. De er vældigt flotte i bedste Hong Kong-stil ( bare ærgeligt at denne anmelder ikke finder kampscener særligt interessante).
Ellers er der vist ikke tvivl om at denne film er lavet af mænd til mænd. Der er badescener, voldtægtscener og generel fornedrelse af kvindekønnet i stor stil - blandet med melodramatikkens fortabte kærlighed, der gør grumsomhederne spiselige.
Selve filmen kan ikke hive mere end to stjerner ud af hatten.
Selve materialet på DVD'en er på det jævne, på trods af, at der faktisk er en lille "bag om kameraet" -film. Den er lige så uinteressant som hovedattraktionen og kan derfor ikke anbefales. Tre stjerner for middelmådigheden.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.