Skriv en kommentar
Med den succes som Oliver Hirtschbigels ”Der Untergang” fik, er der kommet en hel bølge af film, der omhandler nazitiden i Tyskland, og som er lavet og produceret af tyskere. Senest havde Marc Rothemunds ”Sophie Scholl – Die letzen tage” premiere, og den stærke film viste endnu engang, at ”Der Untergang” var langt fra det eneste skud i bøssen, af skarpe patroner, der skal fyres af for at ramme hele paletten af nazitidens dystre nuancer.
”Napola” (2004)er interessant nok lavet før både ”Der Untergang” (2004) og Sophie Scholl” (2005), hvilket kan overraske eftersom ”Der Untergang” af mange herhjemme blev set som den film, der åbnede op for en ny tysk selvransagelse. ”Napola” er navnet på de kostskoler, som nazisterne udviklede under deres styre. En række eliteskoler, der skulle skabe de rene ariske overmennesker, der skulle udgøre den nye tyske overklasse.
Filmens hovedperson Friedrich Weimer, spillet forbilledligt af Max Riemelt, er arketypen på en arier. Han har en stærk udstråling og en kraftig næve, der kan benyttes i propagandaens øjemed, når det kommer til boksestævner. Men som det er i coming of age-filmene, har vi at gøre med en kritisk ung mand, der kæmper såvel med sine indre konflikter som med skolens konventioner. I dette tilfælde er genrevalget interessant, for det giver frihed til at skildre nazismen fra sin ondeste side. Filmen lader derfor den kyniske og disciplinerede ideologi fremstå i al sin ondskab her. Friedrich lader sig først forføre af udsigten til at være n af de udvalgte, men snart gennemskuer han den ondskab, som ideologien besidder. Han allierer sig med den mere klejne Albrecht Stein, hvis passion knytter sig til skrivemaskinen. De to bliver venner og sparringspartnere for sådan er det også i coming of age-filmene, og Albrecht kommer mere og mere til at repræsentere den sunde kritiske fornuft, der sætter sig op i mod vanviddet, der hersker på skolen.
Undervejs introduceres vi for hele kavaleriet af ondskabsfulde lærere. Der er den lede underleder, der systematisk forfølger sine ofre, der er den vanvittige idræts og kamplærer, som udsætter eleverne for ekstreme og livsfarlige situationer, og der er den helt igennem vanvittige skoleleder. Alle virker de som unuancerede enstrengede væsener, bærere af det onde. Skolens militaristiske opdragelsesstil influerer naturligvis på de unge mennesker, hvis liv på Napola er et sandt helvede. Vi er i krigens optrapningsfase, og Tyskland er trængt. I takt med at krigen er ve at løbe løbsk, ryger tingene på skolen også af sporet. Lærernes vanvid bliver mere udtalt, og eleverne tyranniseres yderligere, de ældste elever kaldes i krig, mens Friedrich og hans kammerater bliver presset til det yderste. Friedrich står overfor sin store boksekamp og tvinges til at vælge side undervejs i hans udvikling mod at blive en mand, skal han vælge humanismen vage sti eller fortsætte sin blinde og kyniske kamp for at blive såvel boksemester som skolens kransekagefigur?
”Napola” er en rørende film, der sætter tanker i gang hos seeren. Den er en film om at vælge sit livs vej i et samfund, der er ramt af massepsykose. Dens fremragende blanding af nazitid og opdragelsesanstalt er gennemført.
Filmens visuelle univers er velfungerende og stemningsskabende, det tyske sneklædte landskab ligger til at starte med som en romantisk dyne af håb, men igennem filmen udvikler det hvide univers sig til et klaustrofobisk mareridt. Kulden omkranser vores hovedpersoner, hvis følelser skolen forsøger at fryse ude. De gennemgående symbolske elementer kommer således til at stå som tegn, der indfører i en vanskellig problematik. De to unge venner portrætteres levende og følsomt af Max Riemelt og Tom Schilling, der også giver venskabet en stor portion troværdighed. I øvrigt har Gerald Alexander Held rollen som Friedrichs antinazistiske far mod hvis autoritet den unge knægt sætter sig op. En interessant rolle for Held, som havde mere nazistiske tilbøjeligheder i både ”Der Untergang” og ”Sophie Scholl”.
I sammenligning med andre kostskolefilm som ”Døde Poeters klub” (Weir, 1989), ”Ondskab” (Mikael Håfström, 2003) og ”Hope and Glory” (John Boorman, 1987) har ”Napola” enkelte af de sædvanlige børnesygdomme; man kan således anklage den for at være for karikerende, når den skal beskrive ondskaben, tillige synes enkelte elementer at tage overhånd og give historien et lidt for udpræget sær af konstruktion. Men i hvert fald giver filmen et (stereotypt!?) billede på nazismen og et meget interessant punktnedslag i det aspekt, der inkluderede de ideologiske skoler, som riget benyttede sig af – en skole for førerens elite af ariske mænd.
