Skriv en kommentar
Napoleon. Han er såvel en kliche som en myte. En kliche via billedet af den lille mørkhårede mand med den ene hånd klemt ind mellem knapperne på frakken med de markante flipper - manden, hvis hat sidder på tværs og danner en bue hen over hovedet.
Så markante visuelle karakteristika gør mytedannelsen lettere. Men selve historien om den ambitiøse general fra Korsika, der bliver kejser og erobrer, skaber myten, og den ville ikke være mindre mytisk overvældende, hvis Napoleon lignede en anonym og gennemsigtig embedsmand.
At viderefortælle historien om Napoleon kan til gengæld vise sig svært, fordi beretningen indeholder avanceret fransk og international politik i kølvandet på revolutionen i 1789, fordi hans stormfulde kærlighedsliv spiller en væsentlig rolle, og fordi Napoleons karakter ikke sådan lader sig indfange.
Og her får instruktør Yves Simoneau heller ikke skovlen under Napoleon. Hans værk baserer sig på en roman af Max Gallo, der tilsyneladende koncentrerer sig om de samtaler, den kun 13-årige Betsy Balcombe førte med kejseren under hans sidste eksil på Skt. Helena. Men mennesket Napoleon kommer ikke tættere på i ’Napoleon Bonaparte’ – her svæver han frem og tilbage med adskillige og konstant skiftende karaktertræk. Sådan er vi mennesker jo nok i virkeligheden, men i denne såkaldte storfilm, fremstår spændvidden som ufokuseret.
En af grundene til, at ’Napoleon Bonaparte’ ikke bør kaldes en storfilm, selvom det står bag på kassetten, er yderst simpel: ’Napoleon Bonaparte’ er ikke en forpulet storfilm! ’Filmen’ er en miniserie skudt ned på to dvd-skiver. Så i stedet for at bibeholde det oprindelige format står vi med to gange tre timer frem for fire gange halvanden.
Men på bundlinien giver begge dele trods alt seks timer. Og efter de seks timer har jeg da bestemt fået udvidet min i forvejen middelmådige viden om Napoleon. Lærdom skal man sætte pris på – almen viden kan jo skaffe nævneværdige pengesummer på tv. Alligevel giver ’Napoleon Bonaparte’ ikke den store tilfredshed, for viden forbliver den eneste gevinst, som kommer ud af de seks timers miniserie – men mon ikke jeg kunne have fået et mere indgående kendskab ved seks timers læsning?
For serien har en tendens til at dvæle på mærkelige tidspunkter. Kærlighedslivet bliver voldsomt opprioriteret og spænder derfor ben for det historiske epos. Selvfølgelig betyder dele af Napoleons kærlighedsliv meget for hans øvrige historie – herunder især Josephines problem med at føde ham et barn. Men til tider fylder den kære Josephine sammen med et par andre kvinder altså mere end godt er, og det i forhold til, hvor tit instruktøren skøjter henover storpolitiske problemstillinger med Napoleon som hovedperson.
Dengang løste man en storpolitisk konflikt med et slag. Og dem får vi. Før alle slagene dukker et computeranimeret kort op, og en pil viser os vej til det sted i verden, hvor Napoleon slås. Det kort er det mest effektive stilgreb til at rive seeren ud af en illusionen om en svunden tid. Altså vi skal leve os ind i at være først i 1800-tallet, og så viser de ustandseligt et grimt computerkort. Farvel forestilling. Eller farvel lille forestilling. For i forvejen kniber det med at holde visionen om gamle dage ved lige. Kulisserne virker simpelthen for glatte og folk for dårligt sminket. Samtidigt har Simoneau skruet lige vel op for farverne, så serien, eller filmen om man vil, virker som en barokt udstyrsstykke.
Alt i alt virker den overdrevne kærlighed og det gammeldags glatte filmsprog sikkert meget godt til tv, hvor hjernen helst ikke skal fungere, og vi helst ikke skal gøres meget klogere. Men et indgående kendskab inviterer ’Napoleon Bonaparte’ ikke til. Slet ikke når lyden oven i købet opfører sig sært, og effekterne ligner noget fra ’Anaconda’, mens skuespillet befinder sig på et svingende og kun lige acceptabelt plan. Aktørerne virker hæmmede af, at de skal tale engelsk med åndssvage dialekter og samtidig holde den kantede højtidelige tone, som dialogen påbyder. Jeg påbyder at læse en bog om Napoleon.
.
Ekstramateriale:
Altså med en dobbelt-dvd kan så bør køberen forvente nogle lækkerier ud over selve filmen. Men nej. En kedelig trailer, der ikke lader sig forstå, før de seks timers miniserie er overstået, nogle få faktabaserede linier om Napoleons liv inden, han blev boss og korte biografier af de tre skuespillere Isabella Rosselini, John Malkovich og Gérard Depardieu – altså Christian Clavier, der spiller Napoleon er ikke fin nok til en biografi. Desuden har de den frækhed at lægge de samme ligegyldige features på begge skiver. Ekstramaterialet er ynkeligt og pinligt.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox
