Skriv en kommentar
Høje forventninger kan være en farlig ting. Det opdagede jeg efter at have set Andrew Adamsons favntag med C.S. Lewis’ mastodont af en børnebog.
Efter Peter Jacksons succesfulde håndtering af Tolkiens fantasier, de voldsomt underholdende Harry Potter-film og nu King Kong, kan forventningerne nemlig ikke andet end være skruet fuldstændig ud af proportioner til den næste store begivenhed i de sidste års eventyrboom - navnlig Narnia. Alting skal være flottere, større, voldsommere og helst mere overraskende og nyt. Og det er Narnia! Det lumske landskab, de flotte fabeldyr, kampscener med riddere, kentaurer, minotaurer, griffer og alle de andre væsner der skræmte og betog os i barndommens farverige dage. Den mægtige løve-messias, Aslan, og den onde, hvide heks, Jadis. De er her alle sammen for at forføre, betage og bringe vore helte - de fire, britiske søskende - ind og ud af farer af enhver art.
Men paradoksalt nok kan alle de store armbevægelser, flotte kampscener og talende bævere ikke maskere Narnias største handicap. Problemet ligger nemlig ikke i effekterne, farverne eller scenarierne, men i alle de ting der ville være åh-så-tydelige hvis Adamson i stedet havde kastet sig over et mere ordinært hverdagsdrama. Historien er dårligt formidlet, karaktererne en tand for åbenlyse og overspillede og tempoet fragmenteret og visse steder alt for højt. Adamson leger med sine computeranimerede væsner og landskaber, som han gjorde det i de to Shrek-film, men virker utilpas og usikker i håndteringen af rigtige, levende mennesker. Det betyder for eksempel at konflikten mellem de to brødre, dominerende Peter med de gode hensigter, og den underkuede og letfordærvelige Edmund, bliver alt for åbenlys fra første billede og langt fra så underspillet og mystisk som man kunne have ønsket sig. Den hvide heks er kikset fremført af den ellers dygtige Tilda Swinton og virker langt fra så ondskabsfuldt smuk som hun burde være. Til gengæld er de computergenererede, talende dyr glimrende og levende fremstillet, med løven Aslan som bedste eksempel.
Der lægges flot ud med en god opbygning i et afdæmpet og behersket tempo, men lige så snart Peter, Susan, Edmund og lille Lucy er ankommet i ly for krigen hos den mystiske professor Kirk, skrues tempoet gevaldigt og når de først finder det magiske klædeskab, porten til Narnia, og begynder at møde den ene sære skabning efter den anden, kan det ellers følelsesmotiverede og detaljerede eventyr ikke fortælles hurtigt nok. Værst bliver det i slutningen, der virker forhastet, klodset og rodet.
”Løven, Heksen og Garderobeskabet” er generelt flot underholdning, men den lider under sine gigantiske storebrødre, i sær de mesterlige film om Ringenes Herre. For hvor Peter Jackson til fulde fandt den svære balance mellem extravagante krigsscener, flotte effekter og den menneskelige fortælling med stærke karakterer, så bliver det så meget tydeligere hvor Adamson kommer til kort. Filmen er ikke tilsigtet et lige så voksent publikum som Ringenes Herre, men uanset hvor barnligt et spektrum man sigter efter og uanset hvor farverig og blodløs en film man laver, så vil publikum miste interesse, hvis ikke man tror på og føler med de karakterer der er i fare. Det skal undre mig om ikke de hungrende horder af trofaste tilhængere bliver i hvert fald en smule skuffede af det rodede resultat.
Som sagt er der styr på den visuelle side af filmen og de storslåede scenarier, i sær den afsluttende kamp mellem godt og ondt indbyder til en tur foran biografens store lærred. Det er en fryd at opleve alle de væsner man har forestillet sig som barn, magien, de forstenede helte og store slotte. Narnia er i sig selv en udmærket film og en lovende debut, men desværre bliver man nødt til at se den i en sammenhæng og i forhold til sine allerede historiske storebrødre blegner den simpelthen som et grelt eksempel på stil ude af balance med indhold. Det er synd, men ser man optimistisk på det så har Disney intet mindre end 6 yderligere film til at finpudse udtrykket, finde balancen og udvikle udtrykket. Således er det just blevet offentliggjort at ”Narnia: Prins Caspian” gerne skulle være klar i biograferne ved juletid 2007.
