Skriv en kommentar
”We are now authorized to pay $ 1.000.000 to Mr. Woodrow T. Grant, Billings, Montana.”
Woodrow eller Woody (Bruce Dern), en ældre udslidt herre, modtager et brev med posten, der vil gøre ham til millionær. Tror han. Woody sætter sig for at vakle af sted mod Nebraska (hvor han skal hente sin gevinst), men bliver hver gang stoppet af politiet eller sønnen David (Will Forte). I stedet for at følge samfundet og moren Kates (June Squibb) pres for at sende den forvirrede Woody på plejehjem, vælger David at gøre det stik modsatte. Far og søn skal på roadtrip til Nebraska!
Farveforladt skønhed
Fest og farver er det som oftest kendetegner et roadtrip i Guds land Amerika, men det er langt fra hvad man kommer til at opleve i Alexander Paines nye film Nebraska. Farverne er skiftet ud med billeder i sort/hvid for at understrege kontrastem mellem gravalvoren og den perfekt underspillede humor.
Billederne er brede og holdes i lang tid for at give tid til at suge hele indtrykket ind. Det kan være alt fra skyerne og solskinnet, der i lyset af de manglende farver flyder ud med hinanden, til et bredperspektiv af Woody og søn, der pisser på de (næsten) endeløse marker.
Simplicitet
Paine, der tidligere har instrueret mesterstykker som Sideways og The Descendants, har det med at ramme jackpot med de fantastisk enkle fortællinger. Han formår at tage en meget lille historie, her historien om at give en døende mand sine sidste ønsker, og strække den ud uden at komplicere eller fortynde fortællingen.
Nebraska har i den grad mange ligheder med Paines tidligere film. De brede billeder med et perfekt balanceret soundtrack leder tankerne hen på The Descendants, der ligeså hvilende meget i billedet, mens frygten for at miste sitrede i overfladen. Frygten for at miste er også til stede i Nebraska, da David mest af alt lader sin far tage på denne tur, fordi han ikke har lang tid igen.
Familiekrise tur-retur
Turen mod Nebraska byder på mange overraskelser og erindringsværdige stunder, og det er i den grad familieforholdene, der ender med at være i fokus. Woody når at besøge sin familie i Nebraska, og det er her, at forholdet mellem brødre, sønner og mødre giver sig til kende. Det er lige pludselig ikke så simpelt, som man troede og især Davids mor Kate, får forklaret David, hvordan det hele faktisk hænger sammen – både på godt men mest på ondt.
June Squibb er i rollen som Woodys kone Kate fuldstændig fænomenal. Squibb når at fremvise mange facetter af sin karakter på meget kort tid, og skiller sig klart ud fra resten af den bondske familie. Hun er ondskabsfuld og skarpsindig men også blød om hjertet og det er gennem hende vi kommer til at forstå Woody.
Både June Squibb og Bruce Dern (Woody) er nomineret til en Oscar for portrætteringen af henholdsvis Kate og Woody, og det skulle næppe ikke undre nogen, hvis de begge nupper en statuette. Dern, der i rollen som Woody ofte skal spille med spejlblanke øjne, viser virkelig karakter, når det gælder. Woody har dog heldigvis sine klare øjeblikke, og det er her man ser potentialet for en Oscarvinder.
Filmen i sig selv er også nomineret til en Oscar og vinde, det kan den i hvert fald. Nebraska er en af årets absolut bedste film, og Alexander Paines absolutte mesterværk.
Helt enkelt fortalt: Nebraska er en perle.
