Skriv en kommentar
”Jeg behøver nødvendigvis ikke at kunne lide dig” Ordene falder som kun den tyskfødte auteur Werner Herzog kan sige dem. Med sin drævende accent, indleder Herzog sin undersøgelse af den amerikanske liberalstats mest åbenlyse problemer: dødsstraffen. Han fortsætter, ”men jeg mener dog at straf med døden til følge, ikke på nogen måder kan forsvares”. Dette bliver dokumentarens gennemgribende motto; trods fortidige bestemmelser og en tyngende social arv, skal mennesket ikke henrettes som resultat af dets kriminelle handlinger.
Herzog portrætterer de to dømte knægte med en hudløs ærlighed; to forhutlede teenagere, der i længsel efter en rød sportsvogn, skyder og dræber en familie på tre. De får kun lov at beholde bilen i sølle 72 timer, hvorefter de bliver anholdt efter dramatiske skudvekslinger. Den ene bliver idømt livstid. Den anden dømmes til døden.
Dokumentaren bliver igennem de dømtes og de pårørendes stemmer, til en nuanceret undersøgelse af et landskab præget af social resignation. Den texanske lilleby er ligeså nonkulturel og depraveret som miljøet i sidste års ”The Winters Bone”, hvor den gennemgribende forråelse også foregik blandt white-trash familier og anden desillusioneret fattigdom. Her er volden, kriminaliteten eller den afsporede seksualitet, et direkte resultat af social arv, fattigdom og kulturel isolation. Det ikke-eksisterende sikkerhedsnet, der i danske sammenhænge redder mange skæbner, er simpelthen erstattet af frihedens både godtgørende, men også ansvarsløse lænker. Den ene af de to dømte, sidder endda i samme fængsel som sin far, som har hele fire domme bag sig. Så kan den sociale arv ligefrem måles i meter. Her synes både faderen og sønnens gerninger forårsaget af omgivelsernes trøstesløshed samt den synlige opsplitning imellem rig og fattig. Hvor de rige bor i aflukkede "residences" med dertilhørende indhegning og bevogtet hovedindgang, skyder fattigdommens blikskure og svampede campingvogne op i nærheden, hvor også sekteriske reklamer for lokale religiøse foreninger, skilter med en redning væk fra ingenmandslandet.
Igennem Herzogs legende, næsten nysgerrige kamera, dirigeres tilskueren ned i en både mental og fysisk afgrund. En afgrund der åbner sig i konstant udvidelse, og i takt med de pårørendes refleksioner over det presente mordtilfælde samt mere etiske temaer omkring dødsstraf. Spørgsmål om dødsstraffens evidens i et moderne samfund, slår hårdt i de pårørendes ører, der netop accepterer denne straf på grund af den familiære relation til de dræbte. Herzog stirrer på dem alle, gennem en dybdepsykologisk optik med sin tilbageholdte stemme og momentvist komiske timing, og åbner derved afgrunden for beskueren. Dokumentaren er typisk ”Herzogsk” i sin dvælen ved emner som tiden og døden. Via sin menneskeliggørelse af de syndsramte, morderne, forsøger Herzog at sætte dødsstraf under debat, hvilken aldrig tynges af Herzogs egen holdning. Der er de pårørendes fortolkning af mordene samt mordernes egen.
"Ned i afgrunden” giver os således et nuanceret studie i et menneskeligt, men også retsligt fallit. Det er en barsk film, men også en nødvendig film, der fordomsfrit syner morderne som mennesker med fortidige problemer i bagagen, og fornuftigt nok undlader at undskylde overfor knægtenes grusomme gerninger. Herzog udlægger dødsstraffen som værende et ganske altmodisch værktøj, der ikke hører hjemme i en moderne retsstat, og som kun kan eksistere på bekostning af en hævngerrig og apatisk kultur. ”Straffen vækker ikke de døde til live igen”, som en førtidspensioneret bøddel på et tidspunkt fremhæver. Han har efter mere end 125 henrettelser sagt sit job op, og er nu øjensynligt nedsunket i anger over sit dødslige job – et job han har administreret, som var det bureaukratisk papirarbejde. Dødsstraffen kan altså ikke udfylde de tomme relationelle huller, der efterlades hos den myrdedes familie og venner. Herzog håndhæver at dødsstraffen i sit koncept er en menneskelig afgrund, der i processen ligner en lægevidenskabelig undersøgelse, men i sidste ende efterligner selve mordgerningen.
I fængslet står tiden stille, og døden er hvad de idømte hurtigt forklarer som en befrielse. Dagene blandes sammen, sindet svækkes og meningsløsheden sniger sig langsomt ind, og derved bliver ”Ned i afgrunden” sært livsbekræftende i al sin undergangsagtige og elegiske svælgen. Herzog afslutter sit studie ved at vise alle de henrettedes gravsteder, og henviser herigennem til det overordnede problem med mordet – ligemeget om det er på ene eller anden side af loven, vil mordet altid være en ekstremitet. Og de to knægtes gerninger vil gentage sig, hvis loven bliver ved med at håndhæve mordet som en retslig naturlighed.
