Skriv en kommentar
Den chilenske forfatter og kommunist Pablo Nerudas flugt fra myndighederne i hans eget land er udgangspunktet for Pablo Larrains fiktionfilm Neruda.
Det kan ikke være umiddelbart tilgængeligt for de store folkemængder, noget man ellers ikke kan forvente af en modig instruktør, der gerne vil provokere og udfordre. Larraín opstår som en skarp film med store ambitioner i en lidt mindre skala end med filmende som No, El Club og Jackie.
I Neruda skildrer miljøet omkring hovedpersonen og de omstændigheder, der gjorde Neruda til en vigtig og kontroversiel figur. Filmen giver et interessant billede af både forfatteren og politikeren, men går ikke ind i dybden på den ene eller den anden karakter, men er dog noget mere fiktion end biografi. Man kan ikke tro på alt, der er nævnt her i filmen, men det er bestemt en interessant film fra en spændende instruktør.
Handlingen begynder i 1948, da kommunismen bliver forbudt i Chile, og en arrestordre udstedes på Pablo Neruda (Luis Gnecco) fordi han er kommunist. Forfatteren er til gengæld også det mest berømte og indflydelsesrige medlem af Partido Comunista de Chile.
Politi dedektiven Óscar Peluchonneau (Gael García Bernal) bliver tilkaldt og er besat for at finde Neruda og med en styrke på 300 politimænd skal han nok nå sin mission. Neruda bliver pludselig en flygtning i sit eget land, men er beskyttet af kommunistpartiets loyale medlemmer i undergrunden, og mens han forsøger at finde en måde at smugle sig ud på, ender det hele ud i en absurd flugts leg.
Filmen begynder med en farverig skildring af miljøet omkring Neruda, præget af en kulturel elite med ekstreme meninger og en stærk vilje til at kommunikere. Filmen viser også den noget naive holdning, Neruda har til myndighedernes trusler, og der er en noget uklar holdning til livet sammen med sin kone Delia de Carril (Mercedes Morán).
Interessant bliver det, når politiets detektiv Peluchonneau kommer i spil, men halvvejs gennem filmen bliver figuren genstand for et fortæller teknisk overgreb, der er i fare for at vælte filmen over i en ufrivillig komedie eller sågar hen imod en form for tåbelighed.
Hvad du får ud af af Peluchonneaus pludselige personlighed, er afgørende for hvad du tænker om manuskriptforfatter Guillermo Calderón og direktør Larraíns kunstneriske valg for filmen.
Der er en bifaldene vilje, til at formidle Nerudas poetiske univers i filmen på mange uventede måder.
Som gør os fascineret og forvirret.
En anden ting værd at bemærke er det specielle billedsprog, som Pablo Larraín har udviklet med fotografen Sergio Armstrong gennem flere film. Deres billeder kendetegner sig omkring baggrundsbelysning, kontraster og udvaskede farver.
Med en historie tilføjet i slutningen af 1940'erne, kunne man have forventet et lidt mere traditionelt billedsprog, men brugen af lys og skygger giver nogle udsøgte scener i denne film.
Billederne ledsages af klassiske kompositioner af blandt andre Grieg, Penderecki, Mendelssohn-Bartoldy, Jonny Greenwood og Gavin Bryars og originale soundtrack af Carlos Cabezas Rocuant.
Det både ser ud og lyder lækkert!
Neruda er en god film, der bruger Chiles politiske Tumult årtier før Augusto Pinochets kup og 17 års diktaturen som en kulisse, men giver ingen grundig forklaring omkring Nerudas skriverier, selvom du får en smagsprøve på nogle af hans mest berømte værker.
Det er et lille mysterium, hvordan den lidt generte, dumme og selvlærte figur vi ser i filmen er den virkelige mand bag de stærke, smukke og poetiske verslinjer.
Pablo Larraín lader kontrasterne gøre os både fascinerede og forvirrede. Neruda er ikke nødvendigvis en sandfærdig film, men spiller med historiske fakta i en film, der vil glæde mange og med sandsynlighed irritere andre.
