Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er efterhånden mange år siden, at Ole Bornedals “Nattevagten” gik sin sejrsgang igennem de danske biografer. De vanvittige udfordringer som de to hovedpersoner blev udsat for, ledte dem frem til et mordmysterium, og både publikum samt anmeldere var henrykte. Siden da er film med lignende præmis været en ekstrem sjældenhed. Endda på trods af at være et forholdsvist simpelt og effektivt virkemiddel. “Nerve” tog dog sidste år udfordringen op. Denne gang er udfordringerne modtaget igennem et SMS-spil, og hovedpersonen en usikker teenagepige, der gerne vil vise omverdenen, at hun er mere end den type, hun er blevet sat i bås med. Glimrende præmis, knap så glimrende gennemførelse. For “Nerve” besidder lige netop ikke den nerve, som f.eks. “Nattevagten” gjorde, og falder igennem ved at lefle udelukkende for en yngre målgruppe.
En film en typisk opdelt i tre akter - en indledning, en midte og en afslutning. “Nerve” starter glimrende. Grundstenen med den usikre pige, der introduceres til det populære spil “Nerve”, og hurtigt bliver den mest populære pige på skolen, er både følsom og beundringsværdig. Vee (Emma Roberts), som hun hedder, har som karakter den pointe, at vi ikke alle er overfladiske stereotyper. I spillet møder hun hurtigt Ian (Dave Franco), som hun indleder en hæsblæsende romance med. Når denne sætter i gang, når vi til filmens anden akt. Her begynder spillet at tage til med større og mere tvivlsomme udfordringer, alt imens filmen falder fra hinanden. Den dramaturgiske kurve holder sig på et jævnt niveau med kun få udsving, og karakterudviklingen går i stå. Lige indtil filmens tredje akt hvor de færreste stadig har fastholdt interessen. Filmens præmis er blevet skrællet fra hinanden, og mange handlinger giver ikke mening pga. den manglende karakterudvikling. Flere karakterer tager blot et kæmpe spring uden noget førnævnt referencepunkt. Sideløbende med Vees fortælling følger vi også hendes veninde Sydney (Emily Meade) i spillet, som går fra den ene yderlighed til den anden. Deres forhold er ubeskrevet og i afrundingen direkte tåkrummende. Det er hamrende ærgerligt, for lige netop den del, kunne have løftet filmen meget. Ligeledes virker kommentaren på internettet og de sociale medier noget søgt, da denne aldrig bliver suppleret med fodnoter. Hvad der kunne have været en intelligent kritik af nutidens samfund, vil højest sandsynligt fare lige over hovedet på sin målgruppe, der straks efter at have set filmen, vil smutte en tur på Facebook eller Twitter og skrive en kommentar om filmen. Og så må man sige, at filmen i den grad har fejlet.
Emma Roberts har en sjælden indadvendt karisma, der klæder hendes rolle som Vee godt. Roberts er ikke en stor skuespillerinde, men hun gør det typisk godt i de roller hun typecastes til, og denne er ingen undtagelse. James Francos lillebror Dave Franco er ikke nær så god en skuespiller som storebror, men han formår da, at gennemføre sin rolle i “Nerve” uden at falde fuldstændigt igennem. Han har nemlig en drenget charme, som passer fint i rollen, men rollens udvikling magter han ikke at bære troværdigt. Emily Meade som Sydney kunne have været filmens wild card og bindeled, men Meade ender desværre som filmens svageste punkt igennem overskuespil, man kun kan ryste på hovedet af. Det er dog instruktørerne Henry Joost og Ariel Schulmans skyld at korthuset vælter. I deres samarbejde omkring “Paranormal Activity 3” og “Paranormal Activity 4” kunne de fastholde en intensitet og troværdighed sikkert grundet filmenes format (found footage), som ganske vist begrænser men også kræver kreativ nytænkning. Nu er jeg ikke den store tilhænger af found footage, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på, at “Nerve” kunne have være mere vellykket som netop en found footage film, for Joost og Schulman magter ikke de mere klassiske dyder i filmmageri i denne omgang. Derfor ender “Nerve” som en uforløst thriller med spildt potentiale, der kun momentvis underholder og overrasker. Filmen har dog sin styrker i en flerdimensionel hovedperson spillet godt af Emma Roberts og nogle velfungerende spændingsscener undervejs.
Billede & Lyd - 6/6
Udgivelsens kvalitet presser grænsen til det yderst mulige for formatet. Billedet står konsekvent knivskarpt med en kølig blå nuance, der supplerer glimrende til filmens stemning. Scenerne i byen er levende og smukke. Der er så mange detaljer gemt rundt omkring, selv i de mørkeste scener, der har en perfekt skyggebalance. Lyden er mindst ligeså imponerende, hvor alle højtalere bliver ivrig brugt til detaljer, der bliver kastet rundt, og svøber sin tilskuer ind i et tæppe af lyd, der er svært at undslippe fra. Balancen på de forskellige niveauer af dialog, musik og effekter er placeret helt perfekt.
Ekstramateriale - 3/6
En lang række små programmer går bag om kameraet, men de er så korte, at de aldrig kommer tilnærmelsesvis tæt på en form for dybde. Selvom det forbliver overfladisk har den korte spilletid en fordel i form af underholdning, for man når aldrig at kede sig.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.
