Endnu en gang lancerer Walk This Way en omgang komediefilm rundt omkring fra Europa, og jeg har i denne omgang fået lov at tage et kig på den franske News from Planet Mars eller Des nouvelles de la planète Mars, som den så fint hedder på fransk. Filmen er gennemsyret af en grotesk og absurd humor, men er samtidig en forholdsvis realistisk skildring af en helt almindelig mand i en form for midtvejskrise.
Philippe Mars (François Damiens) er en rimelig mand i en urimelig verden. Han forsøger at være en god far, en venlig eksmand, en god kollega og en forstående bror... Men planeterne har ikke ligefrem stået på linje til hans fordel for nylig. Hans søn er ved at blive veganer, hans datter en patologisk stræber, og hans søster begynder at sælge overdimensionerede malerier af deres nøgne forældre, så det ser ud til, at adfærden omkring vores forsigtige Philippe bliver mere og mere uberegnelig... Da hans gnavne (for at sige det mildt) kollega Jerôme (Vincent Macaigne) ved et uheld hugger Philipes øre af og derefter flytter ind i Philippes lejlighed, går tingene fra at være dårlige til vanvittige for vores helt.
Som sagt benytter denne franske komedie sig af en form for grotesk og absurd humor, og selvom det er lidt af en floskel at sige, at komedier og humor er en af de sværeste genrer at få til at rejse til andre lande pga. den kulturelle betingelse, så ser jeg store lighedstegn imellem karakteren Philippe og vores egen Frank Hvam fra Klovn (2005-). Philippe er bare lidt af en push-over; han har svært ved at stå fast over for både sine børn, sin familie og sin arbejdsplads, og som vi kender det fra Klovn-universet, så ender Philippe bare i en række pinlige, absurde og komiske situationer i løbet af filmen. Dette er bedst eksemplificeret igennem en af filmens sjoveste scener, hvor Philippe har opdaget en seksuel besked på sin søns mobil og derfor vil ringe op til sønnens klasselærer for at fortælle ham om beskeden. Klasselæreren vil gerne høre den meget eksplicitte besked læst op, og det ender med at Philippe på sin arbejdsplads står og råber ind i sin telefon: ”Jeg vil have at du knepper mig i røven!”. Humoren er her så veltimet at det bare går hen og bliver virkelig pinligt, når Philippe kigger op og ser en af sine kollegaer kigge på ham.
Men selvom News from Planet Mars har prædikatet komedie, så er det ikke en film, der overfyldt med komiske optrin og eskapader. Faktisk er filmen langt hen ad vejen også et lille familiedrama, hvor Philippe forsøger at navigere rundt i at være enlig far, da ekskonen konstant er på arbejde i udlandet, og samtidig skal han forsøge at opdrage og holde sig venner med sine børn. Dog ender filmen desværre med at miste lidt af sin kontrol inden for sine egne parametre og slutningen virker søgt og kluntet.
Selvom det er en komediefilm med noget på hjerte, så kunne filmens sagtens have båret mere humor i form af de groteske og pinlige situationer, som Philippe kommer i, for det er helt klart et af filmens bedste træk. Ikke desto mindre er det da forfriskende at se en fransk komediefilm, der ikke er overspillet eller fyldt med amerikanske klicheer.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Paramount