Skriv en kommentar
Jed og Chloe arbejder på en slags beskyttet fabrik for mentalt handikappede sammen med, blandt andre, Alex, der mener, at de fleste ting er for personlige til at dele med andre. Da Jed kommer til, at forårsage Chloes kats død, som hun elsker næsten ligeså meget som Jed, trækker hun sig ind i sig selv og bliver deprimeret. Jed lover at finde meningen med hendes liv og dermed gøre hende glad igen. Til alt held ser han på TV en mand, der hævder at have svaret på lige netop dette spørgsmål og han drager hen for at besøge ham.
Niceland er instrueret af den islandske Friðrik Þór Friðriksson og er en co-produktion af danske, islandske, tyske og britiske kræfter. Blandt andre, har vores egen klipningsguru Anders Refn haft en finger med i spillet. Skuespillerne, som også er en international blanding, forenes i filmens sprog, som er engelsk. Instruktøren har vundet flere små priser, men har endnu ikke fået sit store gennembrud. Noget tyder dog på, at de mange kræfter, der er brugt på Niceland, skal give ham dette denne gang.
Tager vi chancer nok i vores liv eller er vi for passive? Stiller vi os blot tilfredse med hvad vi har? Spørgsmålene er store og interessante, men svarene bliver lidt for klichéfyldte i denne ellers håndværksmæssige fine film. Det antydes, at for mange blot lader livet passere forbi uden rigtig at tage stilling til om det nu er det vi ønsker. Trætte efter arbejde sidder vi på sofaen foran vore fjernsynsapparater og søger ikke perspektiv i vore liv.
Det er en god pointe, som Friðrik Þór Friðriksson forsøger at rejse, men filmen hamrer dens svar for hårdt igennem og udfordrer ikke seeren til, at spørge sig selv. Filmen bliver det, som den ønsker at vi seere skal stille spørgsmål ved: den nemme og let fordøjelige realitet. Bevares, det er en god film, men den kunne være så meget bedre. Man føler næsten, at filmen ikke tør være for svær eller hård, da det måske kan støde nogle seere.
Billederne er flotte og scenerne virker meget realistiske. Blandt de bedste scener er den allerførste scene, hvor Jed og Chloe sidder på sofaen foran TVet i hvad, der ligner en helt almindelig dagligstue. Det viser sig at være en udstilling i IKEA og helt klart være en kritik af alskens henslængte magelighed foran TVets alt for nemme sandhed. I en flot og tvetydig scene, hvor Jeds far køber alt hos bageren, opsummerer instruktøren næsten hele sin films pointe. Vi finder måske ikke meningen med livet, men hvis vi gør et forsøg, så kan vi komme rigtig langt med det. Det er en realistisk film, der bevæger sig blandt almindelige mennesker og det er selvfølgelig også en pointe. Ingen er bedre end andre; vi har alle vore problemer, men vi kan forsøge at stille spørgsmålstegn ved hvorfor.
Vi tror fuldt og fast på skuespillerne, der alle gør det godt. De har dog blot en meget skrøbelig historie at gøre godt med. Hvis man ikke tror på den, så bliver både historien og personerne for banale og klichéfyldte. Denne seer var dog dybt engageret i Jed og Chloes op- og nedture. I deres verden er livet lidt mere sort/hvid og den spontane glæde virker tættere på. Det er en strålende idé, at bruge disse outsidere til, at præsentere filmens glade og positive pointe. Jed, Chloe og Alex, og deres venner på fabrikken er gode mennesker, der skiftevis er underlige, morsomme, kloge og vise. Man er utrolig godt underholdt i deres selskab.
Alt i alt er det en dejlig op positiv film med nogle fine pointer om, at være glad og søge lykken. Så gå ind og se den med den pige, du er vild med (eller mandlig ditto) og absorber det gode budskab sammen. I tilgift får du lidt at tænke over. 4 store stjerner ud af 6 får filmen i hvert fald herfra.
