Skriv en kommentar
… og du hørte det først her!
Denne anmelder får næsten lyst til at lave en blinkende smiley efter denne udtalelse, men den er god nok. Niceville er ikke alene oplagt Oscarmateriale. Det er først og fremmest en fremragende film. Et fremragende drama. Med fremragende skuespillerpræstationer. Et fremragende manuskript. Fremragende instruktion. Solide temaer med overbevisende konflikter og gode budskaber.
Det er en rigtig god film. Det er rigtigt godt filmhåndværk. Det er rigtig god filmindsats. Det er bedre end de fleste andre dramaer om dette filmisk set yndede emne om det amerikanske svar på apartheid i 60ernes betændte USA. Det er muligvis et af de bedste dramaer, denne anmelder har set i mange år. Kan man overhovedet lyde mere begejstret?
Vi byder derfor Niceville varmt velkommen.
Vi befinder os i Mississippi, USA. Langt væk fra hyggelige Mark Twain, romantiske dampskibe og Elvis Presleys vuggende hofter. Vi er nærmere noget, der ligner The Color Purple (1985), bortset fra at det rurale Georgia har veget pladsen for moderne villakvarterer med slette intentioner a la dem i Mississippi Burning (1988). Året er 1962, og raceadskillelsen mellem de privilegerede hvide og de underkuede sorte lever i bedste velgående – for de hvide vel at mærke. Ku Klux Klans maskerede bødler er samfundets uofficielle helte, mens den sorte befolkning må leve i skræk og rædsel, for de ved aldrig, hvornår den hvidklædte død med lynchningen og ikke leen i hånden dukker op og afkræver liv og lemmer.
Den unge, idealistiske Skeeter (Emma Stone) vil gerne skrive en bog om de sortes tilværelse og vilkår set fra de sortes perspektiv. Den stille sorte tjenestepige Aibileen (Viola Davis) indvilger, med stor fare for eget liv, i at fortælle sin historie i alle dens grusomme detaljer. Men én stemme er ikke helt nok.
Langsomt lykkes det dog Skeeter at samle flere sorte stemmer, der, for første gang i historien, er villige til at tale ud om, hvad det egentlig vil sige at være den skamplettede, skamferede underdog. Det er med livet som indsats, at de brutale afsløringer finder vej til det skrevne ord og ud i boghandlens udstillingsvindue. Kan omverdenen tåle en så direkte skildring? Er verden moden nok til en radikal sandhedsytring? Og hvorfor kalder Skeeter byen Niceville, når den er beboet af så mange småborgerlige strigler?
Niceville eller Nedrigville
Niceville, baseret på romanen, The Help, af Kathryn Stockett, er byens ironiske kaldenavn i den dokumentariske bog, som Skeeter skriver om den reelle bys, Jacksons, sorte tjenestepigers mangfoldige liv, der alle alligevel har en næsten uholdbar trøstesløshed over sig. Det er bogen, som danner grundlaget for filmen, men skulle man komme til at gabe over denne oplysning og tro, at her er tale om langtrukne voice-over-passager, der drukner i teatralsk melodrama, skal man fluks lukke sit gabende mundtøj igen.
Filmen gør brug af Skeeters bogprojekt som et dynamisk, tematisk springbræt til at udfolde og indfange flere perspektiver uden at trætte disse med langsommelige, ligegyldigt fokuserende fortællinger, men at udvide filmens subjektive fokus og cementere sin skråsikre pointe med flere samstemmende udsyn.
Når det er sagt, så er filmens fortællende dynamo først og fremmest den tavse, observerende Aibileen, hvis kløgtige og empatiske væsen gør hende til filmens følelsesmæssige navlestreg. Hun spilles måbende indlevende af Viola Davis, der er mest kendt fra den populære tv-serie United States of Tara (2009-). Ikke alene fortjener hun en Oscarnominering, men tilmed at slæbe den gyldne statuette hjem. Skrøbeligt, sensitivt, stærkt spiller hun den sarte Aibileen, endog med en majæstetisk tilstedeværelse, der er et statsoverhoved værdigt. Bravo!
Hun akkompagneres ligeså formfuldendt af en fremstående Octavia Spencer, der spiller den rapkæftede, rebelske tjenestepige Minny, som giver udtrykket, eat my shit, en bogstavelig mening. Spencer gør sit arbejde så god damn himmerigsgodt, at også hun bør hive en vis herre Oscar hjem.
Samtlige af filmens skuespillere leverer helt exceptionelt hele filmen igennem, at det er et sjældent syn at se så gennemførte præstationer i filmens fulde 137 minutter. Niceville er da også en film, der bæres af sine karismatiske karakterer, og når disse bliver levendegjort af så talentfulde skuespillere, taler vi om en rigtig filmisk delikatesse. Mums!
Historien har en fin timing med en dejlig fornemmelse for troværdige personskildringer, oprigtigt drama og lattergaranteret humor. For du skal endelig ikke tro, at dine medbragte Kleenex kun skal bruges i triste grædeøjemed. Regn skam også med at skulle trække dem frem, når der skal grines så meget, at tårerne ledsager smilerynkerne. Filmen gør nemlig noget så enestående og så elegant som at lægge en tragikomisk aura over sit i udgangspunktet depressive materiale. I stedet for blot at centrere sig omkring tematikkens åbenlyse sørgespil, der nemt kunne forfalde til melankolske fremstillinger af håbløse skuffelser, uoverstigelige raceskel og chokerende misgerninger, vender filmen tillige blikket mod tilstandens komiske udfald, der også tillader en bedre facettering af problemets kerne samt dens pro- og antagonister. Det er klogt tænkt og endnu klogere udført.
Niceville er den slags film, som Filmakademiet rigtigt godt kan lide. Den er ærlig uden at være nådesløst udleverende. Den er ægte. Morsom, men ikke hysterisk. Intelligent, men ikke Mensa. Dyb, men ikke bundløs. Livsbekræftende. Rørende. Og universel, selv om den indkapsler en overstået tidsepoke.
Den aktiverer skiftevis din tænketank og hjertemuskel, og den efterlader dig ikke alene med en solid følelse af, at du er blevet underholdt, bevæget og udfordret.
Den efterlader dig også med et håb.
Et håb for menneskeheden, samfundet, tilværelsen.
Filmakademiet kan, som hidtidige Oscarstatuetter har vist os det, godt lide håb, fordi det ved, at det er en af de mest potente følelser, vi mennesker er i besiddelse af.
Det er håbet, der baner vejen frem. Det er håbet, der åbner øjne og frigør sind.
Niceville er håbets film. Et velorkestreret, gennemtænkt, virkningsfuldt håb.
Og alene derfor er den en biografbillet – eller helst flere – værd.
