Skriv en kommentar
Louis Bloom (Jake Gyllenhaal) har ingen hæmninger, når det kommer til sin profession. Problemet er blot, at han ikke rigtig har fundet en. Han bor i en lille, halvtom lejlighed med kun en plante til selskab, og hans usikre indkomst afhænger af, hvor heldig han er med at videresælge diverse tyvegods.
Men ambition – det har han. Han ønsker at gøre karriere og nå helt til tops af stigen, hvor han kan være den bedste, og så spiller det egentlig ikke nogen rolle, hvilket felt han arbejder i, eller hvor etisk det er. En nat møder han tilfældigvis en nightcrawler, der med et kamera på skulderen optager ulykker og kriminalitet og sælger optagelserne til hvad end TV-station, der er villig til at betale mest. Den næste dag køber Louis et amatørkamera og begynder sin klatring opad.
Dunkle mennesker i en dunkel by
Allerede i de indledende billeder af filmen begynder det at stå klart, at det ikke er i det pænt indpakkede, solrige, Hollywoodesque Los Angeles, at Nightcrawler finder sted, men snarere i et korrupt LA, der meget hurtigt begynder at lugte langt væk af desperation og hykleri og finder sted i hvad der føles som uendelige nattetimer.
Snart går det tilmed op for én, at filmen heller ikke drejer sig om særligt anstændige mennesker. Louis laver en aftale med natredaktøren på en TV-station, Nina (Rene Russo), som bliver en slags mentor for ham, mens han lærer faget. Uden undskyldninger og moralske skrupler forklarer hun, at velhavende hvide ofre er en god historie, mens ingen bliver forfærdet over tragiske nyheder om farvede folk i fattige bydele. Sådan er det bare, og Louis, som fra start af er endnu mere distanceret end Nina, lærer tilmed hurtigt af jo blodigere og mere forfærdeligt des bedre.
Louis, psykopaten
Nightcrawler emmer af uhygge og ubehag – ofte kan man som seer ikke være andet end måbende og forfærdet. Men manuskriptforfatter, og i øvrigt instruktørdebutant, Dan Gilroy giver fortællingen et satirisk twist, som låner sig selv godt til tonen i filmen. Det kommer hovedsageligt til udtryk gennem Gyllenhaals intense portrættering af Louis.
Og det er Louis, der er hele fortællingens centrum. Louis er filmen, og Gyllenhaal gør det hamrende godt.
Allerede inden han åbnede munden, vidste jeg, det ikke var to timer i selskab med den blide og følsomme Gyllenhaal, jeg havde i vente. Jeg funderede over, hvordan en så flot og ærligt talt ret bedårende mand pludselig forekom så aldeles utiltrækkende. Godt nok er hans hår lidt slesk trukket tilbage i rollen som Louis, men af fysiske karaktertræk er der ikke ændret meget.
Svaret må være, at Gyllenhaal er fuldstændigt overbevisende som den psykopat, han spiller. Hans ellers milde blå øjne er opspærrede og opmærksomme hele filmen igennem, og de reflekterer, hvordan Louis indvendige verden er skemalagt og altid sort på hvid. Ret er ret. Han er intelligent, han har ikke snerten af empati i sig, og det allermest uhyggelige ved ham er, at stort set alt det, der kommer ud af munden på ham, giver rigtig god mening.
