Som et af Benelux-landene har Belgien altid stået godt hengemt i skyggen af sin mere famøse nabo, Holland. I kraft af sin formelle funktion som det samlende hovedsæde for Europas politiske epicentre, fremstår landet da heller ikke just som noget festligt slaraffenland for livets sjovere indslag. Denne mere udsvævende afdeling tager Belgiens mere end almindeligt berømmede naboland sig jo fantastisk godt af, så Belgien må altså nøjes med at være et geografisk reklameskilt for velsmagende chokolade, velgærede øl og altså EU's politisk set velrenommerede hovedkvarter. Med den atmosfæriske gyser, Nightmare on Left Bank, viser det bitte land dog, at man ikke skal skue hunden på hårene … med mindre disse altså rejser sig i stiltiende angst.
Marie er en ung, atletisk kvinde, der tilbringer al sin tid med at forfølge sin brændende passion – at blive europamester i løb. Langt hen ad vejen går det da også styrtende godt. Pulsen slår, så blodet oxiderer i det rigtige tempo, og benene tager så lange skridt, at fødderne nærmest flyver af sted på cindersbanen. Dog har hendes øjensynlige held en snarlig udløbsdato, for pludselig bliver hun overmandet af hyppige kvalmeture, og hendes blodprøver ser ikke just opmuntrende ud. Lægens kontante udmelding lyder på nødvendig hvile, så Marie, skuffet i sjælen og træt i kroppen, flytter ind hos sin nye kæreste, Bobby, i Antwerpens berygtede Left Bank-kvarter.
Uforklarlige hændelser begynder dog at ske, og uhyggen kryber rigtigt ind under huden på Marie, da hun opdager, at lejlighedens tidligere lejer er forsvundet under mystiske omstændigheder. Ihærdigt researcharbejde fører hende til støvede arkiver, der peger på okkulte sammenslutninger, arkaiske ritualer og reinkarnerende ondskab som mulige ophavsmænd til mystikkens gruende tilstedeværelse … og hvem tør så sige, hjem kære hjem?
Nightmare på replay
Det er vel efterhånden mere usandsynligt at udtænke og lave en original gyserfilm, end det er at få en modsigelsesfri udtalelse fra Helle Thorning Smidt. Ak, men som amerikanerne plejer at sige, så why fix it, when it ain´t broken?? Vi, gyserfans, kan jo nøjes med at glæde os over, at der er så mange fænomenale inspirationskilder derude i det gyserbefæstede landskab til at give mangen anledning til adskillige, mere eller mindre gennemslagskraftige, gyser-copycats. I dette konkrete belgiske horror-tilfælde sniger associationerne sig særligt til den kanoniske Rosemary´s Baby (1968), den monokrome Dark Water (2005) og den ceremonielle The Wicker Man (2006).
Først og fremmest evner Nightmare om Left Bank at gennemsyre sine omgivende landskaber med en uudtalt atmosfære af ensomhed, fremmedhed og frygt - alle sammen afskrækkende substantiver, der fint korresponderer med fortællingens overordnede tematik. Denne næsten pietistiske påkaldelse fortætter historien med en rig klaustrofobi, der giver én en umådelig lyst til at flygte, uvidende om lige præcis fra hvad og ligeså forudsætningsløs mht. lige præcist hvor hen.
Filmens persongalleri er dertil en nok så ucharmerende skare i den mindst sympatiske ende af skalaen. Denne gennemgående misantropi er med til at udhugge filmens primære model, der sammen med det dystopiske stemningsbillede fremmaner et fint gyseligt grundfundament. De ukendte skuespillere, der i øvrigt alle sammen spiller ganske udmærket, tilføjer med deres anonymitet en virkningsfuld troværdighed til filmen.
Filmen ruller sin fortælling ud, indesluttet og sindigt, uden de store fagter med kløerne eller nogen overaccentueret sløseri med gysereffekterne. De sidstnævnte er både underspillede og fåtallige. Nightmare on Left Bank sigter nemlig efter den langsommelige udvikling, den adstadige tilnærmelse til dine indre angstmekanismer, der bliver olieret behændigt, så kødet skælver og hårene stritter.
Til gengæld er filmen ganske forudsigelig, og denne relativt gennemskuelige skabelon hæmmer en overall følelse af suspense, der ville have tilført filmen en potent dimension af nagende betænkelighed og hektisk gisning. Meget hurtigt inde i filmen har man dannet sig et fyldigt indtryk af, hvad hele affæren egentlig går ud på, hvem det efterstræbte offer er, og ikke mindst, hvem der står bag den udøvende ondskab. Filmen havde, unødvendigt at sige, høstet langt mere kredit, havde den magtet at sløre elementerne på lidt mere sofistikeret vis.
Når filmen så derudover plukker for mange inspirationsidéer fra mere succesrige forgængere i genren, bliver det hele lidt for indlysende. Til gengæld vil jeg anerkende filmens velkomponerede brug af fiktive sort/hvide montager fra en tilsyneladende forgangen tid. Måske her er tale om personlig smag, men denne anmelder får altid kølige gysninger ned gennem hele kroppen, når hun ser gamle optagelser fra gamle tider. Alt så jo anderledes ud dengang, mere primitivt, mere smudsket, mere umenneskeligt. Selv den menneskelige fysiologi synede mere skeletagtig, næsten dyrisk … aghhh.
Jeg tror næppe, at denne film vil blive dén eksportvare, der vil ændre de flestes grundmurede billede af vaffellandet … men det er en start. selv om den er en gyselig en af slagsen. Lad os så bare håbe, at de fleste ikke løber skrigende væk.
Another World Entertainment.
Ekstramaterialet består af et par gennemsnitlige trailers, en springende Making of samt nogle unødvendige slettede scener. Alt i alt ret uinteressant - 2 ON-Z stjerner herfra.