Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Vi er mange, en stor kult må man efterhånden sige, der har set frem til Joel og Ethan Coens nyeste værk. Og vel har der været et par skuffelser på det sidste - ”Intolerable Cruelty” (2003) og ”The Ladykillers” (2004) lagde sig gnidningsløst ind i den hollywoodske genre - men nu kender vi dem igen. Med ”No Country for Old Men” føjer de et nyt overbevisende værk ind i perlerækken af filmværker, endda med smuk meta-henvisen til egne mesterværker, ikke mindst ”Fargo” (1996).
Med stor stilistik i billede (Roger Deakins er brødrenes foretrukne fotograf) og dramaturgi (brødrene har fundet det rette stof hos forfatteren Cormac McCharty) oprulles en historie om den lille mand, Llwelyn Moss (Josh Brolin) der i amerikansk westernland, Texas i 1980-erne, ved et tilfælde får chancen for den store dollargevinst. Llwelyn kommer simpelthen forbi og stjæler pengene fra en drugdeal der endte i, at alle dræbte alle i no-whereland. Intet skal fortælles til konen Carla (Kelly Macdonald). Han sætter i stedet ud på flugt fra det uundgåelige, nemlig bagmændene der før eller siden vil finde ham og kræve pengene tilbage og iøvrigt hans liv. Bagmændenes onde selv personificeres i hitmanden Anton Chigurh – den spanske superstar Javier Bardem fik en birolleoscar for en fremstilling der er gennemført følelseskold. Ind kommer den snart pensionerede provins-sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones), der må forholde sig realistisk og naivt til det onde, og alligevel ikke forstår (jf. titlen).
Ironien er lige så tyk, som alvoren hvormed moralen skydes ned er.
Men måske skulle vi, Coen-kulten, stoppe op og se på egne forventninger. Uanset hvor virtuost Coen-brødrene igen administrerer den stilart, de selv udviklede og stod som eksponenter for igennem 80-erne og 90-erne, nemlig den postmoderne, er det så gentagelsen, vi skal hylde og som brødrene skal imødekomme gang på gang, som om verden står stille?! Den gennemførte ironi, der både er en udstilling af og en kærlighedserklæring til genrefilmen og til tilværelsens konventioner overhovedet, og dybest set måske (!) er en blufærdig vægren sig ved at udsige verden, er evident igen i dette værk.
Når det så er sagt - i et særdeles beskedent forsøg på at sammenfatte den postmoderne film, hvis det overhovedet lader sig gøre - kunne vi måske komme videre ved at se alvoren i den postmoderne ironi. Var den ikke allerede tilstede i Quentin Tarrantinos emblematiske mesterværk ”Pulp Fiction” (1994), da karakteren Jules Winnfield brød ud i en bibelsk dommedagstekst, som vi i kulten kan udenad (”The path of the righteous man is beset on all sides by the iniquities of the selfish and the tyranny of evil men. …”), og som først og sidst rammede værket/tilværelsen ind. Og er det ikke samme alvor, vi finder hos Coen denne gang, når tilværelsens meningsløshed slår igennem hos hovedpersonen Sherif Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) først og ikke mindst sidst i filmens lammende monolog. Ja, sikker kan man ikke være, det er netop den måske væsentligste pointe i de postmoderne film. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at det er hitmanden der føler alvoren hos Tarantino, og loven selv der føler det samme hos Coen. Føler eller erkender tja …
Dermed er også sagt: skam få den der kalder den postmoderne film overfladisk (der er forskel på ”The Julekalender” og Coen, von Trier, Lynch, Jarmusch, Greenaway, Egoyan og Tarrantino og, ja forfølg selv rækken - og hold godt øje med Besson og Beneix om end de måske netop bekræfter fordommen om den postmoderne overfladiskhed)!
Kan være at de postmoderne film og deres virtuose instruktører/auteurer vægrer sig ved at forholde sig til attituden hos sig selv og i filmene, men det kunne være en øvelse (ironi!?) værd at forfølge alvoren i den postmoderne ironi. Ligesom det er en øvelse værd at forfølge udviklingen af den postmoderne alvor siden hen hos samme instruktører. Og hvor mange af os hengivne tilskuere (kulten) er i stand til at følge med en sådan udvikling? Jeg ser ikke udvikling hos Coen-brødrene, men er ikke i tvivl om, at de denne gang har fundet frem til eget mesterlige udgangspunkt igen.
Ekstramaterialet på DVD-en består af tre udmærkede featuretter, ”Samarbejdet med Coen-brødrene”, ”Tilblivelsen af No Country for Old Men” og ”En politibetjents dagbog”. De er alle bygget op af interviews med holdet bag filmen incl. nogle meget beskedne men veltalende Coen-brødre. Man fornemmer klart i alle tre featuretter dybderne i det coenske univers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S.
