Skriv en kommentar
To amerikanske legender indenfor hver deres kunstneriske områder støder sammen for anden gang i livet i denne nye film om Bob Dylan; No Direction Home: Bob Dylan. Alligevel siges det, at Martin Scorsese aldrig har mødt Bob Dylan. I 1978 lavede Scorsese koncertfilmen Last Waltz om den legendariske afslutningskoncert for The Band i San Fransisco i 1976. I den nyeste film springer vi tilbage til begyndelsen af Bob Dylans lange karriere, der udsprang i Duluth, Minnesota, et område af USA, som Coen-brødrene tog under kærlig behandling i Fargo. Med folkemusikken og dens helte, der i blandt Woodie Guthrie og Pete Seeger, drager den unge musiker til New York, nærmere betegnet Beat-højborg i Greenwich Village. Her tager tingene fat og vi bliver fortalt, hvorledes Bob Dylan, som lidt af en særlig outsider, fik ramt en nerve i den amerikanske folkesjæl, som bidrog med mere ballade end Dylan sikkert selv har ønsket. Han ville bare gerne synge og spille musik. Alligevel er han blevet et ikon for den bevægelse, der både modigt og naivt kæmpede mod alt, hvad der i USA var reaktionært og konservativt.
Undervejs er der masser af klip fra dokumentarhylden med interviews, mindre situationer back-stage og under private former, koncert-optagelse og nutidige betragtninger fra store folk som Pete Seeger, nu afdøde Allen Ginserg og den lille sanglærke Joan Baez. Enkelte klip er fra filmhistoriens kanonarkiv. Vi ser bl.a. den sjove ”video” Rockumentaristen lavede til Subterrean Homesick Blues i Dylan-filmen Dont Look Back fra 1967 med Allen Ginsberg i baggrunden og med Bob Dylan, der med viser teksten på et kortspil af karton.
Filmen følger Bob Dylan fra 1961 til 1966, hvor Dylan forulykkede på sin motorcykel og gik i koncerthi i mange år. Pointen med den tre og halv time lange dokmentar er først og fremmest at give et indblik i den ung mand som artist, som det hedder. Dernæst har den et musikhistorisk mål, idet Dylans musik altid har været modtaget med en vis ambivalens. Han blev betragtet som en spillemand med rødderne i folkmusikken og blev kaldt Judas og mange andre sære navne, da han i kådhed satte elektricitet til musikken og dermed skabte det spor af rockmusikken vi i dag kender bedst. Teksterne havde en mening udover den vrøvlerock man dengang kendte som handlede om dans og kærlighed. Dylan skabte med sin musik den meningsfyldte rock i mødet mellem den geniale poesi og elektricitet. Denne ambivalente tematik er bærende for filmen overhovedet.
Om Martin Scorsese har været med og i så fald, hvilken rolle han har haft vides i virkeligheden ikke. Han står krediteret som instruktør, men der er ikke brugt andet end dokumentarisk materiale og nye interviews. I sidste ende har han måske godtaget klipperen David Tedeschi version af historien, men Scorseses fingeraftryk mangler i den grad i filmen. Måske er det også dokumentarismen væsentligste rolle - at fortælle fra afstand. Det er lykkedes godt og filmen er på den måde en gave til Dylan-fans eller et interessant indblik i en verdenshistorisk revolutionerende periode i begyndelsen af 1960’erne. Tre en halv time. Alt tager sin tid – og måske kunne man godt have været lidt mere kritisk i udvælgelsen af materiale. Omvendt er det rart for en gangs skyld at se noget, der giver sig tid. Og tid skal man tage sig til denne fine dokumentarfilm, hvad enten den er fra Scorseses hånd eller ej
På filmens ekstramateriale kan man finde de hele udgaver af de sange, som af naturlige årsager undervejs bliver klippet i stykker. Her er en samling af næsten en snes sange fra perioden fra forskellige begivenheder. Igen må Pennebakers film fra 1967 nævnes. Det er filmhistorie og dermed alle pengene værd. Fire stjerner.
>Filmen er venligst stillet til rådighed af Paramount Home Entertainment I/S
