Skriv en kommentar
Alderdommens ansvar
I Nøgle Hus Spejl finder vi den lidenskabelige og livsglade Lily, som er flyttet på plejehjem for at tage sig af sin mand, som efter adskillige hjerneblødninger, nu har brug for konstant pleje.
Da en ældre, svensk gentleman kaldet Piloten flytter ind i værelset overfor, mærker Lily på ny forelskelsens pludselige følelser bruse op i hende. Og mod alle odds begynder de et passioneret forhold.
Dette glider ikke let ned hos Lilys familie og de andre gæster på plejehjemmet, men Lily nægter at lade sig påvirke. Hendes mand og hendes samliv er ikke-eksisterende nu, og Lily mener hun stadig har ret til et liv. Stadig har ret til at opleve verdenen i hendes sidste fase af livet.
Mens hun prøver at få sine omgivelser til at forstå dette, går det langsomt op for seeren, at der desværre er andre ting end uforstående børn, som kan have en indflydelse på hendes valg.
Den ældre, seksuelle lovestory
Rollerne som Lily og Piloten spilles formidabelt af henholdsvis hele Danmarks Ghita og svenske Sven Wollter. De stråler igennem og charmerer os alle. Samtidig er det forfriskende at se en romantisk og seksuel lovestory ud fra et mere ældre perspektiv.
Filmen sætter spørgsmålstegn ved de standard forestillinger vi har omkring livet som ældre borger, og den er både skræmmende og opløftende. Man bliver berørt og i den grad sendt ind i et tankespind. Hvordan vil min egen alderdom blive? Bliver jeg mon ensom? Vil jeg stadig have energi til at gøre ting? Og dødens altid ufravigelige pust kribler bestemt også ned af ryggen på en.
Miljøets Mester
Instruktøren bag, Michael Noer, er kendt for særdeles anderledes og mere rå film, såsom R (2010) og Nordvest (2013). Men de film og denne nye er ens via hans altid genkendelige stil sans for autencitet. Miljøet skal være så autentisk som muligt. Og dette krav opfylder Noer altid til punkt og prikke, hvilket også er sket i Nøgle Hus Spejl, hvor de optog på et eksisterende plejehjem med beboere og ansatte i mange af de bærende roller.
Den åbne slutning
Man skal være et meget lukket menneske for ikke at blive rørt bare en smule af denne film og den medmenneskelighed som den viser.
Humoren er vidunderlig og så oprigtig, og der er en form for Gøgereden (1975) over Ghitas evindelige forsøg på at slippe væk fra dagligheden og komme ud på sjov og ballade.
Heldigvis er slutningen ikke nær så tragisk som den Jack Nicholson undergår, men det må du, kære læser, selv give dig fornøjelsen af at opdage.
Ellers book nu den rejse til Paris!
