Skriv en kommentar
Historien kender vi: Den unge ejendomsmægler Jonathan Harker bliver sendt til Transsylvanien for at ordne en ejendomshandel med Grev Dracula. Harker bliver mere og mere sløj og få mistanke om, at der er noget skummelt ved den blege greve. Dracula forlader sit slot i Karpaterne, for at flytte til Harkers hjemby Wisborg. Harker haster efter for at redde sin kone Lucy, men da han kommer hjem, er greven allerede ankommet…
Werner Herzogs udgave af historien om den vampyren Dracula er ifølge instruktøren selv et forsøg på at skabe en forbindelse tilbage til tysk films gyldne periode i 20’erne, hvor den tyske ekspressionisme blomstrede med film som ”Doktor Caligaris kabinet”, ”Dr. Mabuse, der Speiler” og ”Nosferatu, eine Symphonie des Grauens”.
Sidstnævnte, som blev instrueret af F. W. Murnau, er Herzogs forlæg for sin ”Nosferatu”, og stilen bærer da også tydeligt præg af inspirationen fra stumfilmen. Herzogs film er meget visuel i sin stil med lange sekvenser stort set uden lyd, og når personerne siger noget, er replikkerne relativt korte. Desuden er filmen holdt i et roligt tempo med lange scener og få forklaringer.
Disse forhold stiller krav til tilskuerens tålmodighed, og man kan let fange sig selv i at savne Hollywoods trygge skema, men hvis man prøver at glemme det og går ind til filmen på dens egne præmisser, er det en rigtig god fremstilling af Dracula-historien. Herzogs vægt ligger på Draculas udødelighed, som er et tragisk vilkår for greven. Hans Dracula er ikke en forfører eller udyr, som han f.eks. er det i Francis Ford Coppolas ”Dracula” fra 1992, men en bitter ødelægger, der lever i evig længsel efter kærlighed, som han ikke kan opnå, og derfor forsøger at ødelægge for andre.
Visuelt er der mange flotte scener i filmen, men især sekvenserne med tusindvis af rotter i Wisborg samt massebegravelserne er mindeværdige, ligesom Herzogs brug af lys og skygger er fantastisk. Her står scenen, hvor Dracula opsøger Lucy for første gang frem. Lucy sidder foran sit spejl, og Dracula nærmer sig bagfra, mens Herzog filmer i spejlet, hvor tilskueren og Lucy kun kan se skyggen af Dracula og ikke ham selv.
Af skuespillerne er især Klaus Kinski som Grev Dracula er seværdig. Kinski er stærk i sit langsomme, drevne spil, der understreger, at en udød ikke har travlt. I rollen som Jonathans handlekraftige kone Lucy, ser vi Isabelle Adjani med et utroligt intenst blik (og utrolig meget øjen-make-up). Lucy er bemærkelsesværdig stærk, mens bifiguren Dr. van Helsing er en slapsvans, der for sent indser, hvad der er på spil.
Til slut skal det desværre tilføjes, at det var meget besværligt at slå kommentar-lydsporet fra, og at der af ekstramateriale på DVD’en udover nævnte lydspor kun er en kort dokumentar om indspilningerne af filmen samt en amerikansk trailer. Derfor kun 2 stjerner til ekstramaterialet.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Criterion Film.
