Skriv en kommentar
”Nowhere Boy” forsøger både at forestille sig John Lennons liv før the Beatles og at indfange stemningen i efterkrigstidens Liverpool i 1955. Lennon skal forestille at være omkring de 15 år og er vokset op hos sin moster og onkel. Onklen har tydeligvis indtaget rollen som fader, men er samtidig også onklen, der forkæler ham.
Allerede fra begyndelsen aner man varmen og den tætte tilknytning mellem dem, men desværre får onkel George et hjerteanfald og er den tredje person, som forlader Lennon i en tidlig alder. Der opstår et tomrum, og han opsøger sin biologiske moder. Mødet med hende får livets to sider til at stå meget klarere frem. Han mærker både lysten til livet og den smerte, som følger med.
Det er i de to mødres livssyn, at filmen slår gnisten. Smerten ved at være en forladt dreng vises på umanerlig fremragende vis af mosteren, Mimi (Kristin Scott Thomas) og den biologiske moder, Julia Lennon (Anne-Marie Duff). De kæmper om hans gunst, og glemmer hans kærlighed til dem. De kæmper for deres kærlighed til ham – på den måde forbliver moderfiguren fraværende. De præsenterer hver deres side af livet og ingen af de to sider vinder. De er heller ikke hinandens modsætninger, men viser to sider af livet.
Begrebsparret dionysisk-appolinsk kan bruges om de to moderfigurer. Den apollinske er den velformede, afklarede og afgrænsende livsførelse. Den dionysiske fremkalder det ekstatiske, berusende og den grænseoverskridende livsstil. Mosterens hjem fremstår nærmest victoriansk, udfyldt med klassisk musik (helst Bach) og hendes humor er en blanding af sarkasme og vemodighed. Moderens hjem er kaos, fyldt med rock’en roll, vild dans, cigaretter, nervøsitet og flirt.
Valget af hovedpersonen, spillet af Aaron Johnson, er dybt skuffende. Han ligner mere en ”ommer” på en ny John Travolta fra Grease. Vi mangler at se en karismatisk ung mand og hans tænksomme side, hvor vi kan se hans lidenskab for at tegne, male og skrive digte.
Hovedpersonen lever ikke op til filmens interessante titel, og det er synd.
Essensen af filmen om en evig forladt dreng kommer frem i konfrontationen mellem de to mødre og det er den splittede følelse - de to sider af livet, som er et grundvilkår, der sidder i kroppen på én, lang tid efter filmen er slut.
