Skriv en kommentar
I bedste Ken Loach stil har den italienske filminstruktør Uberto Pasolini, bl.a. kendt for Det´ bare mænd, 1997 – valgt at skildre den hårdtramte vinduespudser John (spillet afdæmpet af James Norton) som sammen med sin 4-årige søn Michael skal forberede den lastbil interesserede drengs nye liv, da John er døende og moderen er bortrejst for altid. Som det bliver sagt i filmen: ”Hvad er det for en mor, som bare skrider fra sin søn”.
Vi følger John på hans arbejde, hvor han i starten virker omhyggelig stående højt på metalstigen med skum på hele vinduesfladen og hans ansigt dukker op efter omhyggelige strøg og med kontant afregning. For til sidst i filmen, hvor vi følger ham på stigen og se mod øverste trin og gå ned igen. Han bliver også udsat for kritik i bedste Loach stil af en velhavende kapitalist med millionbil ved huset, hvor han bliver kritiseret for ikke at gøre arbejdet ordentligt – og hvor vi ser Johns eneste oprør, da han dagen efter kaster æg på vinduerne og på millionbilen, så alarmen går i gang.
Ellers er filmens omdrejningspunkt at finde den korrekte familie til den 4-årige søn, som også spørger: ”Hvor er mor?”, som han ser de andre børn har – medens han hele tiden gående i hånd med far, kigger ned i jorden, og John har en kop med titlen: ”Verdens bedste far”. Det er meget vidt forskellige familier de opsøger, og nogle gange tager deres forklaring på, hvorfor de gerne vil have Michael i pleje, overhånd med at de desværre ikke selv kunne få børn – og en episode sidder dybere, da Michael på et besøg får lov til at lege med en kaninbamse, Jimmy, og ved afrejsen beder moderen sin mand om at tage den tilbage. Michael troede det var hans ejendom. John er alt for afslappet og stiller slet ingen krav. Han lever et stille liv, isoleret og uden venner og ingen familie. Vi ser Johns ensomme pleje af sønnen og hans lange tålmodige kæmning af sønnens vaskede hår og med den brune kam langsommeligt finde fem lus, som næsten kommer i ramme.
Jeg synes filmen har for mange søgninger efter den rette familie, hvor vi kommer helt ud i en families ”vores ånd er i luften”, men kan ikke lade være med at føle med den spørgende dreng og hans blik op i luften til faderen – og filmen giver ingen løsning, selv om der til sidst står, at filmen bygger på en virkelig begivenhed. Drengen spiller meget naturlig, ægte, og med de lidt for pæne spørgsmål om liv og død – det er som om filmen skal bruges terapeutisk, og rørende at se John til sidst i det sentimentale hjørne med mange røde kuverter, hvor ét har titlen: Må åbnes, når du har fået kørekort. Naturligvis tænker faderen på hele sønnens liv i etaper. Et år ad gangen. Der er lidt for mange rene ruder.
