Skriv en kommentar
“Ønskebarn” tager udgangspunkt i et højaktuelt emne, nemlig de etiske udfordringer omkring barnløshed, og hvordan vi som mennesker forvalter naturens gang, når den ikke opfører sig, som vi ønsker.
Det udgangspunkt og en fin lille samling af flere populære danske skuespillere (Danica Curcic, Christine Albeck Børge, Hadi Ka-Koush) burde jo give grobund for en seværdig film, og det starter også ganske udmærket. Lægen Hannah, som til dagligt arbejder på en fertilitetsklinik, kæmper selv med ufrivillig barnløshed og ønsker sig brændende at blive gravid. Hannah er ung, veluddannet med et godt job - hun har en stærk personlighed, hvilket giver sig tydeligt udslag, da hun tromler hen over sin (meget karrikerede, bøvede, tweed-iklædte) chef. Men Hannahs barnløshed står i vejen for hendes lykke, og da hendes sidste forsøg på at blive kunstigt befrugtet går galt, resulterer det i et møde med en ligesindet - et møde, der får store konsekvenser.
Herefter går det stærkt - også lidt for stærkt, filmen kratter lidt i etik-overfladen, uden det bliver rigtigt interessant, og samtidigt tilføjes der også et ekstra drama, som mest minder om elementer fra gysergenren. Dramaet er dog til at overskue, og selv om Christine Albeck Børge er god som faretruende karrierekvinde-stalker, så bruges der virkemidler, som vi kender alt for godt (hovedperson alene i parkeringskælder med forfølgeren i bilens bakspejl), og det virker rutinepræget og uopfindsomt. Og det bliver faktisk en anelse kedeligt. Hele problematikken omkring det etiske og moralske bliver forfladiget - Hannah påpeger overfor et par, som hun behandler, at alt er i den skønneste orden, da klinikken jo har “procedurer”, men Hannah selv valser uden problemer rundt i lokalerne og bryder nemt alle regelsæt. Det virker utroværdigt, når omdrejningspunktet netop er etik og de regler, der følger med - også selvom det ville være kedeligt at se Hannah følge omstændelige sikkerhedsprocedurer.
Den sidste del af filmen halser derudaf, og det er som om, der bliver meget travlt med at servere pointerne og pludselig er det hele slut, før man egentligt har fået tænkt sig om - slutscenen topper med at proppe moralen ned i halsen på os, så refleksion ikke er nødvendig. Filmen er under 1½ time, og det ville klart have pyntet, hvis der var brugt mere tid på at gå i dybden med et emne, som jo isoleret set er spændende og oplagt at bruge som afsæt til en film. Ligeledes mangler man også årsagen til Hannahs valg eller måske nærmere hendes fravalg. Alt i alt efterlader “Ønskebarn” en med følelsen af, at en potentiel rigtigt god film desværre bliver tabt på gulvet.
