Skriv en kommentar
‘Officer og spion’ er en film, der er omgærdet af kontroverser, særligt på grund af de anklager om seksuelle overgreb, der ånder instruktør Roman Polanski i nakken, eller måske nærmere direkte i fjæset. Polanski, der står bag klassikere som ‘Chinatown’ og ‘Rosemary’s baby’, har nemlig levet i eksil i Frankrig siden 1977, hvor han blev sigtet for at have voldtaget en trettenårig pige. Siden er en række kvinder trådt frem med anklager om seksuelle overgreb og krænkelser mod den anerkendte instruktør.
Til den franske filmprisuddeling César demonstrerede feminister således mod at ‘Officer og spion’ var nomineret til hele tolv priser, og da Polanski vandt prisen for bedste film forlod flere skuespillere showet i protest. Visse anmeldere har desuden læst filmen, der på fransk hedder ‘J’accuse’ - jeg anklager - som et selvforsvar fra instruktørens side.
I denne anmeldelse vil jeg dog forsøge at holde Polanskis person ud i strakt arm, selvom det er lettere skrevet end gjort.
‘Officer og spion’ er baseret på en virkelig sag om et justitsmord begået mod den jødiske officer Alfred Dreyfus (Louis Garrel) den 15. oktober, 1894. På denne skæbnesvangre dag idømmes Dreyfus fængsel på livstid for at have spioneret mod den franske stat. Bevismaterialet er et brev som efterretningstjenesten har opsnappet, der ifølge anklageren er skrevet af Dreyfus. Men der er antisemitiske ugler i mosen.
Da oberstløjtnanten Picquart (Jean Dujardin) ansættes som leder for den franske efterretningstjeneste opdager han, at det brev, som fældede Dreyfus til forveksling ligner breve fra majoren Esterhazys hånd. Efter denne hændelse er der ingen vej tilbage for Picquart, og han sætter alt ind for at få bevist Dreyfus’ uskyld. Ikke fordi han bryder sig særligt om Dreyfus, faktisk er han antisemit, han gør det i retfærdighedens navn.
Der er ikke meget skidt at sige om ‘Officer og Spion’. Historien om Dreyfus-affæren er relevant og vedkommende i 2020 hvor xenofobi og antisemitisme endnu spøger i Frankrig og resten af verden.
Derudover retter Polanski en skarp linse mod betydningen af sandhed og retfærdig, som størrelser, der nødvendigvis må være hævet over personlige overbevisninger. En samtidskritik? I dén grad. Det er her kritiske røster vil mene, at filmen knækker for Polanski, da netop denne kritik kan bruges imod ham selv.
Man kan mene hvad man vil om Polanski, men billederne i ‘Officer og Spion’ er svimlende smukke og ligner værker af franske kunstnere. Eksempelvis bringer flere af filmens barscener nærmest Toulouse-Lautrecs malerier til live, mens en anden scene leder tankerne hen på Manets Frokosten i det grønne. Også musikken sidder lige i skabet. Alexandre Desplats toner er voldsomme og bombastiske og varsler om den dystre skæbne for mange jøder på europæisk jord under et halvt århundrede senere.
‘Officer og Spion’ er altså både medrivende og smuk. Unægteligt en seværdig film.
