Skriv en kommentar
Filmen bryder salens blide mørke med billeder af avisforsider. Der skrives om en forsvunden skuespiller, Nicolas Bro, en fundet videodagbog, og en instruktør der vil klippe det sammen. Ingen i salen er i tvivl om at det vi nu skal se er realfiktion. En virkelighed der kunne være (men ikke er). Vi accepterer stilletiende kulissen og går igang med historien.
Nicolas (Bro) og Lene (Maria Christensen) er et ægtepar i krise. Nicolas vælger, istedet for konfrontation, at producere en film som kærlighedsgave til sin kone. Det skal være en kærlighedsfilm med ham selv og hans kone i de naturlige hovedroller. Han låner et kamera og begynder at filme. Men konen vil slet ikke være med, og mens både kone, venner og kolleger melder fra, filmer Nicolas det hele. Det er en ond cirkel der kun bliver værre. De medvirkende spiller under egne navne, og i noget der kunne ligne virkeligheden til forveksling. Dog heldigvis kun til forveksling.
Når der siges at Nicolas Bro har hovedrollen i Offscreen, er det et gyldigt udsagn på flere måder. Og selvom han er hovedrolleindehaver både fordi hans hovede er det mest benyttede billede i filmen, og på den traditionelle måde, som manden med mest tid foran kameraet, er han også den mest benyttede figur bag kameraet. Nicolas Bro virker nemlig både som skuespiller og kameramand, og deri ligger en væsentlig del af dette eksperiment.
For Offscreen er et eksperiment. Og en kommentar.
Digitale optagemetoder har ændret hverdagen i den vestlige verden. Der er kommunikation og dokumentation af alle begivenheder, uden tidsforsinkelse. Om det er moster Gerdas 60 års fødselsdag eller terrorangreb i Vojens, så har vi tilgang til billederne før de sidste røgskyer lægger sig. Overvågningssamfund og reality-TV smelter sammen og bliver noget helt tredje.
Og hvad gør det ved os?
Når vi er beskuet af de allestedsnærværende øjne og ører i form af bærbare mobil-kamera-internet-email-telefon-optage-instrumenter ændrer vi os. Måske kigger vi en ekstra gang i spejlet før vi går fra toilettet, måske sørger vi for at smile lidt mere, måske opsøger vi endda kameraet og beder om at blive registreret. For at blive registreret er et tegn på opmærksomhed, og hvem vil ikke gerne elskes?
Men hvis det er opmærksomhed når nogen tager et billede af os, hvad er det så når vi tager billeder af os selv? Hvor går grænsen mellem opmærksomhed og påtrængenhed, og hvad sker der, hvis vores egen selvobserverende påtrængenhed bliver det vigtigste?
Det er nogle af de højaktuelle paradokser Hr. Boe og Hr. Bro lægger på dagsordenen med Offscreen. Filmen er naturligt optaget med et digitalt videokamera af hovedrolleindehaveren selv. Det giver os følelsen af intimitet og personlighed, for det er sådan vi er vant til at se dagbogsoptagelser. Vi følger Nicolas fra han låner kameraet, til hans verden ramler. Og vi føler med ham, for vi kan se hvad han tænker, og vi ser os selv. Nicolas Bro, i rollen som Nicolas Bro, formidler hudløst sin skjulte frustration og åbenlyse sårbarhed gennem kameraets optik og skræller i rolige tag også vores forsvar væk. Og dér sidder vi så, alene, i mørket, og ser ham køre af sporet.
Vi går næsten tabt omkring halvvejs, men Hr. Boe er god nok til at smide os en sidste redningsplanke. Nicolas elskede kone leverer en kærlig besked på Nicolas kår, en monolog til kameraet, med Nicolas sovende i baggrunden. Det her er sidste chance. Og vi har lyst til at tage den.
Men hér, midt i filmen, er det som om Christoffer Boe er blevet træt af føle-føle. Han giver fanden i følelserne og skrider med store skridt ud i den åbne psykose. Åbent som et kødsår går resten af filmen igennem noget der mest ligner en Tarantinoiansk stiløvelse. Christoffer Boe har bevidst valgt at køre af sporet. Det chokerer, det frastøder og det river vores følelser ud med rode. Kort sagt, det virker.
Nicolas Bro har investeret et år til optagelser af scenerne, og givetvis tonsvis af følelsesmæssig op og nedture. Resultatet er en gennemarbejdet, dyb præstation, der må være en direkte vej til enhver instruktørs ønskeliste og ethvert publikums ditto.
Lene Maria Christensen spiller Nicolas´ kone med en nærhed der ikke gør os i tvivl om at bruddet gør ondt begge veje, og filmen havde været en anden, fattigere version uden hendes erklæring til kameraet, den nat i Berlin.
Friske indspark og åndehuller leveres af Trine Dyrholm og Jakob Cedergren, der begge spiller med en trykkende præcis timing.
Christoffer Boe har, med hjælp fra Knud Romer, leveret idéerne til projektet via sms og lejlighedsvis instruktion.
Filmen har taget to år at lave, og tiden er givet godt ud. Der behandles aktuelle problemstillinger, underholdes og arbejdes med karaktererne. Offscreen er således et must for enhver der nogensinde har taget billeder eller er blevet fotograferet, folk der har følt ægte eller falske følelser, eller dig der har lyst til at se hvor filmen som udtryksform, måske, er på vej hen.
