Skriv en kommentar
Fortsættelsen til den glimrende ”Alfie” fra 1966 er en sørgelig undskyldning af en film. Historien handler om skørtejægeren Alfie, der bliver forelsket i forretningskvinden Abby. Ja, så er der sådan set ikke meget mere historie i den film. Alfie og hans ven, Bakey, kører rundt i en lastbil og samler en masse kvinder op, dyrker sex med dem indtil Alfie møder Abbey - så dyrker han ikke ligeså meget sex med en masse kvinder som før. Det er en lang mandschauvinistisk og komplet ligegyldig og kedelig film vi har med at gøre her, og modsat dens forgænger, er den blottet for charme og humor. Det eneste vi har tilbage, er en hovedperson som kun de færreste kan identificere sig med, og en masse nøgne kvinder. Det kan måske lyde underholdende, men hvis det er det man er interesseret i, kan man ligeså godt smække en pornofilm på, og på trods af den genres rygte, har den sikkert mere historie at byde på end ”Oh Darling”.
Alan Price fra The Animals har overtaget rollen som Alfie fra Michael Cain. Price er naturligvis ikke så stor en skuespiller som musiker, og falder fuldstændig igennem i de mere følelsesladede scener. Dog fungerer han godt som skørtejæger, men når rollen har absolut intet andet at byde på, er det svært at rose ham blot for det. Endnu værre bliver det, når Alfie 1/3 igennem filmen, beslutter sig for at snakke direkte til kameraet. Uden nogen form for indblik og indlevelse, er disse scener blandt de værste i filmhistorien. De bedste scener i filmen, er dem hvor Joan Collins er med. Hun har en mindre rolle som en af Alfies kvinder, hvor hun spiller en højrøvet kvinde der snakker grimt i sengen. Det bliver dog aldrig morsomt, men alligevel er det næsten altid fascinerende at opleve Joan Collins. Instruktøren hedder Ken Hughes, og han har bl.a. stået bag den originale indspilning af ”Casino Royale”. I ”Oh Darling” formår Hughes at gøre en banal historie langsommelig – med andre ord, han kan ikke få noget godt ud af et elendigt manuskript. Fair skal naturligvis være fair, for det kan kun de allerbedste instruktører, men alligevel er det trist, at Hughes ikke afprøver noget som er den mindste smule interessant.
”Oh Darling” ender som en film, kun de allerfærreste vil bryde sig om. Den har til tider et svagt hint af 70er kitsch samt Joan Collins som de eneste plussider. Minussiderne er talrige, men i stedet for at remse dem op en efter en, vil jeg blot anbefale dig, at holde dig langt væk fra denne film. Jeg benyttede mig flittigt af spoleknappen når de langsommelige scener udspillede sig, og det er yderst sjældent en film kan få mig så langt ud.
Ekstramateriale – 1/6
Et billedgalleri og intet andet.
Sandrew Metronome</a
