Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Ny Film Om Afdel...
Marvel-Amok: 22 ...
Cinema Made In I...
Interview Med Da...
Oscar 2019

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Beautiful Boy
Beautiful Boy billede

Før Frosten
A Dog's Journey


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

Oh Happy Day

4. november 2004 af Jesper Skovlund

3 stjerner Skriv en kommentar

Oh Happy Day billede

Hella Joofs 2. spillefilm lider under et svagt manuskript, men musikken…

Filmens sigte er såmænd klart nok, at satirisere over det småborgerlige provins-Danmark, der om noget trænger til et skud sanselighed. Den ankommer i skikkelse af en strandet amerikansk, sort gospel-præst/dirigent Jackson (Malik Yoba). Han får sat fut i Risinge kirkes minimale kor, og specielt i hovedpersonen, sopranen Hannah (Lotte Andersen). Hendes fortids drømme om en sangerkarriere blusser voldsomt og frugtbart op og står i grel modsætning til en kommende karriere som regnskabsassistent med mulighed for rejse til salgsmesse i Frankfurt.

Men småborgerligheden fremtræder så karrikeret - brun gryderet med cocktailpølser, helst uden for meget løg , Hannahs mands eneste mål i livet er en salgsmesse i Tyskland, og sex reduceres til et spørgsmål om at hente pessaret eller ej - at alvoren i Hannahs udvikling er uden dybde. Desuden lærer vi ikke det øvrige kors medlemmer og deres bagland at kende. Oveni kommer at dirigentens rolle i højere og højere grad fremtræder som kristen prædikant og ikke som gudbenådet musiker - der af en eller anden grund har et alkoholproblem, som aldrig udfoldes - og det i en grad så man til sidst ikke ved, om man skal le eller græde efterhånden som nadveren, dåben og missionen introduceres mere eller mindre filmisk elegant. At Hannahs ”dåb” foregår ved en desperat reparation af et defekt vandrør er herligt, men det efterfølgende klip til et glansbillede af Hannahs neddykning i det hellige vand er for meget af det gode. Og rent bornert bliver filmen, da et samleje i kirken afvikles stort set uden kød men med dalende rosenblade fra kirkens hvælvinger. Efterhånden som filmen skrider frem bliver modsætningen mellem den overdrevne småborgerlighed og den ligeså overdrevne kristne frelse for tyk.

Og det er egentlig frygtelig synd, for filmens omdrejningspunkt, gospelsangen der i rigt mål er spredt udover filmens lydside af bl.a. Rick Astley overbeviser stort set fra først til sidst om, hvor vigtig sanseligheden er for det gode liv. Man skal være lavet af sten for ikke at blive revet med af de himmelsk swingende toner. For den der swinger med er det kærligheden der besynges og så at sige besætter kroppen og ikke kristen forkyndelse.

Det virker som en fejldisposition, at Joof har sammensat koret af bl.a. Ditte Graabøl, Lars Hjortshøj, Kurt Ravn og Søren Fauli, fordi de ikke udnyttes til meget andet end en herlig håbløs og umusikalsk fremtræden. Det er fint nok i begyndelsen af filmen – deres afsyngelse af John Mogensen-klassikeren Der er noget galt i Danmark og reaktion på Jacksons spørgsmål, om de elsker Jesus, hænger fint sammen og er guld værd. Men sværere bliver det, når vi skal overbevises om denne brogede forsamlings forvandling til swingende gospelkor – og tilhørende kristen frelse. Man spørger sig selv, om filmen skal overbevise om deres musikalske potentiale eller om sanseligheden, blot koret indgår i koncertsammenhæng. For filmen udvikler ikke den socialrealistiske mulighed - den engagerer sig ikke i de enkelte medlemmer – og kommer derfor i karambolage med filmens præmis; sanseligheden er ufattelig vigtig, amatørmusikere eller ej. Den store koncert, koret så ihærdigt arbejder henimod, overbeviser i al fald ikke – ingen skal få mig til at tro på sanselighedens nedslag i fx Krüger (Søren Fauli), når jeg intet ved om ham, udover at han synger rædselsfuldt. Så medmindre Oh Happy Day er en til dels mislykket musik- og musikerfilm, nærmer den sig betænkeligt et klægt indlæg for en eller anden genkristning af danskerne, hvor det er nok at sige i stedet for at vise for at overbevise. Mere krop tak! Og hvor er det ærgeligt, for idéen med gospelsangens indtog i småborgerlighedens danske kroppe er så god.

Jeg ved ikke, om filmen kan bruges i det ganske lands aftener i menighedshusene eller i konfirmandundervisningen – jeg kan levende forestille mig, de dogmatiske diskussioner om det betimelige i gospelsangen i den danske folkekirke og i hvor høj grad frelse har med personlig frelse at gøre etc. Det er i og for sig også ligegyldigt i forhold til musikkens, gospelsangens kærlighedsbudskab der gud-ske-lov når så meget længere ud og ind end støvede teologiske diskussioner. Så, slå ørene ud til musikken, hold kæft hvor det swinger!

Titel: Oh Happy Day
Original Titel: Oh Happy Day
Premieredato: 5. november 2004
Instruktør: Hella Joof
Skuespillere: Lotte Andersen, Malik Yoba, Ditte Gråbøl, Mikael Birkkjær, Peter Aude, Kurt Ravn, Søren Fauli, Lars Hjortshøj, Lærke Winther Andersen, Rune Herholdt
Spilletid: 93 min.
Selskab: Fine & Mellow Productions, Ugly Duckling Films, Nordisk Film, 2004
Genre: Humor
Link: http://www.ohhappydayfilmen.dk




banner
Overskrift Højre Block
Kvinden, der gle...
Men in Black: In...
A Prayer Before ...
De Frivillige
Push
The Bookshop
X-men: Dark Phoenix
Hotel Mumbai
Kongernes Fald
Welcome to Acapu...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...