Skriv en kommentar
Algeriet har indtil for nylig bogstaveligt været et ukendt land for mig. Min ydmyge viden har snildt kunnet kortes ned til to beskrivende informationer – Algier er Algeriets hovedstad, og Atlasbjergene lægger geografisk beslag på en del af landets kvadratmål. Så langt, så godt. Bortset fra disse to frugale facts var alt andet kendskab til landets levned og gøren en fuldvægtig x-faktor i min verden. Ikke en x-faktor af den særprægede tv-slags, men som den ubekendte variabel, der eksponerer et camoufleret element. Denne min lakoniske viden om landet tog dog en brat kursændring for nylig, da verdensomspændende medier gjorde landets skælvende modstandsoprør og bloddryppende tumulter til primetime nyhedsbulletoner. Algeriet var i mere end én forstand blevet sat på verdenskortet. Ikke alene for mig, men for hele vores klode.
I den dugfriske franske film, Om guder og mænd, befinder vi os netop i Algeriet. Denne gang i fiktionaliseret form, men vedrørende et de facto emne. Ej hellere nu viser klokken den stabiliserede nutid, men drejer viserne tilbage til en mere oprørsstemt datid. Otte munke bor trygt og fredeligt side om side med den muslimske befolkning et skønt sted oppe i de fredfyldte, rurale bjerge. Livet folder sig ud med en næsten meditativ uforstyrrethed, der synes at have taget bo i hver en mikroskopisk sprække i klosterets mure og hvert et varmt måltid, der bliver tilberedt med omhu og omsorg af munkenes furede, bekvemme hænder, der sætter madvarer sammen med den samme ild og entusiasme, som de bærer til skue, når de er sammenføjede i bøn. Intet varer evigt dog, og munkenes spirituelle mission bliver kortet ned, da ekstremistiske kræfter afstedkommer et ekkoende jordskred af butte voldeligheder og alterationer. Filmens og munkenes tunge dilemma bliver nu – skal de blive på trods af de svære omstændigheder og fuldbyrde deres religiøse kald eller flygte til et mere beskyttet sted og starte forfra igen?
Filmens instruktør, Xavier Beauvois, vandt Juryens Store Pris ved sidste års filmfestival i Cannes for dette vigtige drama om livets vigtige valg, der så sjældent er magelige. Filmen er baseret på en autentisk historie om det sammensatte, men også sammenholdende munkefællesskab i et foruroliget, nedfaldent Nordafrika, der eskalerer til skæbnesvanger borgerkrig i 1990´erne. Filmen havde tilmed æren af at være Frankrigs officielle Oscar-kandidat. At den så ikke endte med en faktisk nominering, finder denne anmelder ganske forståeligt.
Kedeligt kævl og ærgerligt ævl
Naturligvis burde man opelske og applaudere en film som Om guder og mænd. Efter alle gældende konventioner, er en film som denne en ganske oplagt og muligvis endda en kanonisk repræsentant for et velskabt, fuldværdigt drama, der oser af både kvalitet og karisma. Filmen omhandler en ømtålelig, gribende tematik, der næsten automatisk burde lægge sig rundt om dit hjerte som en smidig slange, der har udset sig sit medgørlige offer. Den berører et difficilt, forviklet politisk optrin, der oven i købet har et faktuelt referencepunkt og desårsag bør garantere hjernestimulation extraordinaire, i stil med en avanceret matematisk ligning til en afgørende eksamen. Den indeholder sympatiske, broderlige eksistenser, hvis sakrale virke og tjenesteivrige sindelag bør sikre din stemme, som Obamas tillidsvækkende kandidatur til præsidentembedet. Den er filmet relativt flot og jordnært, uden de store filmiske armbevægelser, der vil sætte inspirerende præcedens for fremtidens filmfolk, men ej hellere med nogen skødesløs ligegladhed over for filmmediets visuelle virkemidler og samtlige potentialer. Nok snarere et sted midtimellem, med en gennemgående nøgen, nøgtern stil, som hæver sig over sit gennemsnitlige niveau i enkeltstående veldrejede, yppige scener, der vil poste et gennemtrængende, ubestrideligt aftryk både på din nethinde og i din hjertekule. Den bør lokke dine øjne til sig, som en svulstig kvindekrop på en tilfældig reklameplakat, og holde dem fortøjet til lærredet, fornøjede, i de to timer, den varer. Filmen ”burde” en masse, for i teorien omspænder den alle de anbefalelsesværdige atomer, der skal til for at forankre og betrygge en smuk filmisk oplevelse. Hvorfor er det så alligevel, at den ikke gør det?
Jo, måske det netop er alt det lovmæssigt ”rigtige”, filmen vælger at sætte sin klo i, som gør den så uendelig kedelig som en grå søndag på en imødeset solskinsramt julidag og så utækkeligt udtømt som et fladt dæk på din yndlingscykel. Der er simpelthen for meget kedsommeligt kævl og ærgerligt ævl i filmen, som altså bruger for meget af sin kostbare længde på genkommende snik snak, der selv om det ikke er af fuldkommen malplaceret karakter, alligevel udmatter ens dyrebare opslugthed og hentærer ens behørige deltagelse. Når den indholdsmæssigt samme konversation bliver gentaget for fjerde gang i den mere eller mindre samme form, kan man ikke lade være med at tænke, om overdrivelse faktisk inhiberer forståelse. I dette tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at svaret er et klart og tydeligt ja.
Munkeforsamlingen er en kær, fordragelig skare, som fremstår sympatisk og genuin, og det er deres fortjeneste, at filmen alligevel bibeholder en form for autencitet og appeal, der forbliver intakt hele forestillingen igennem. Alle munkene bliver portrætteret fortættet og intenst af skuespillerstaben, der virkelig må have sat sig ind i de virkelige munkes møjsommelige sindstilstande og anstrengende valg. I en af scenerne, hvor munkene er samlet til et sparsommeligt aftenmåltid, blæser Tjajkovskijs Svanesøen kongeligt ud af højtalerne. Selv om scenen er både uhyrligt overvældende og rørstrømsk, kunne denne anmelder ikke undgå at tænke tilbage på Black Swan og få helt lyst til at gense den. Det var ikke hensigten, men illustrerer måske dækkende, hvordan filmen ikke helt har fod på sit univers, der kører for meget efter bogen, og for lidt efter sig selv.
Desforuden er det kun få gange, at man i filmen mærker den reelle politiske tummel og ophidselse i Algeriet, som oftest blot bliver italesat og ikke vist. Man skal tænke sig frem til dem, og denne fremspekulerede tankeboble bliver aldrig ligeså virkeliggørende som det sete. Et trist klagepunkt er ligeledes, at filmen fra starten af er emballeret i en vis forudsigelighed, som tørlægger den for suspense og krudt. Om guder og mænd burde have været en storartet oplevelse, men er i stedet blot endt som en bestået bedrift. Og ligesom læreren, der ærgrer sig over at skulle give dumpekarakter til den potentialerige elev, må denne anmelder også kvittere med sølle to stjerner. Bedre held næste gang.
