Skriv en kommentar
En gruppe mænd begiver sig i skumringens time på tur ud i det Anatolske landskab. Gruppen består ud over byens politichef, af en politimand, en anklager, en doktor, militærvagter og gravere. Med sig har de to brødre som har tilstået et mord. Brødrene siger, at liget er gravet ned uden for byen og har lovet at vise hvor. Men de kan ikke finde stedet og det bliver en lang nat for gruppen, der bevæger sig rundt i nattemørket i jagt på liget, som skal findes inden morgen. Som natten skrider frem og trætheden melder sig, aner man, at alt ikke er helt, som det fremstår.
Once Upon a Time in Anatolia er en langsom og visuelt flot film. Historien er enkel og udspiller sig kronologisk over mindre end et døgn. Det er værd at understrege at der med langsom, menes virkelig langsomt tempo. Med filmens godt to og en halv times spilletid får man følelsen af realtime. Scenerne er lange og man følger gruppen af mænd både i deres snak i bilerne, og gennem lange ventetider uden for bilerne, hvor de udveksler små personlige historier natten igennem. Det giver en følelse af, at være fluen på væggen og gør underværker for troværdigheden.
Skuespillet er godt hele vejen rundt og karaktererne fremstår som rigtige mennesker med almindelige dagligdags problemer, der er mikset fint ind i jagten på liget gennem små detaljer. F. eks. ringer politichefens kone (politichefen spilles af Yılmaz Erdoğan) midt i det hele og er træt af, at han har glemt at købe noget ind. Igen. Og anklageren (spillet af Taner Birsel) må hele tiden bede bilerne stoppe, så han kan komme ud og lade vandet. Det giver stof til meget undrende snak i bilerne, imens de andre venter på ham. Man kommer på den måde langsomt ind på livet af personerne og det langsomme tempo understøtter udviklingen. Som man venter sammen med dem, afspejles deres stigende træthed og begyndende desperation.
Lydsiden af filmen er meget speciel. Der er intet unødigt tilføjet, og det er næsten minimalistisk. Enkelte steder er der tilsat underlægningsmusik, men gennem langt det meste af filmen, er det de naturlige lyde, der får lov at dominere. Vinden, i de få træer der er, er forstærket og lyden af grus der knaser, bidrager sammen med lyden af en bildør der åbnes og lukkes til en stemning af at være langt ude på landet, hvor der intet andet er end karaktererne på lærredet og nattemørket.
Også lyssætningen er værd at lægge mærke til. Størstedelen af filmen foregår i mørke og tusmørket er vist uden kunstigt tilsat lys. Gennem natten er det lyset fra de tre biler som gruppen kører rundt i, der oplyser det vi skal se. Når de stiger ud af bilerne for at undersøge et område dirigerer politichefen bilerne rundt så lygterne peger i rigtig retning og oplyser det de (og vi som tilskuere) har brug for at se. Det fungerer overraskende godt.
Lyden, lyset og det langsomme tempo går i denne film op i en højere enhed, der forstærkes af det smukke anatolske landskab og skuespillet. Man forstår godt at filmen vandt Grand Jury prisen ved Cannes Film Festival i 2011, og at den derudover har vundet adskillige priser for bl.a. bedste film, instruktør og cinematografi. Det er fuldt ud velfortjent, for har man tålmodighed med det langsomme tempo, og ro i kroppen til at lade sig opsluge, og gribe af de meget gennemførte og troværdige karakterer, vil filmen åbne sig som en herlig lille perle.
