Skriv en kommentar
Det er svært at være gennemført filosofisk igennem billedmediet for, hvad dokumenterer billeder i grunden? Ove Nyholm har givet sig selv noget af en opgave ved at give sin film en så vanskellig titel som ”Ondskabens anatomi”, for hvad er det i grunden han undersøger.
Filmen her er stærkt knyttet til Nyholms fortællestemme, for den bærer hele store dele af vinklingen af dokumentarfilmen her. Nyholm har været i Jugoslavien, både under og efter krigen og har fået nogle rystende billeder af krigens massegrave. Men projektet her vil videre; den vil undersøge begreberne og den vil dissekere mennesket og dets drifter. For som det hedder sig i starten af filmen, hvor vi ser Nyholm køre i bil, er han på vej mod at finde selve det onde.
Og sådan fortsætter det igennem filmen. Ove kører i sin bil, konkret igennem Tyskland i og i overført betydning som lægen på Rembrandts berømte maleri, hvor en hjerne undersøges i et laboratorium. Filmen følger op med interviews med nogle af bødlerne og lader dem tale i afbrudte sekvenser. Dertil kommer de mange billeder af massegrave og fortællestemmen, der fører os ind i Nyholms konklusioner. Som bilen bevæger sig af sted på vejen, kommer erkendelserne også undervej, hvor der kobles til NaziTyskland og den store udrensning, der foregik under Hitlers styre.
Filmen formår – og det skal den med det emne – at berøre en, så man bliver ganske trist til mode. Desværre er man kun med i Nyholms bil som blaffer og må stå af undervejs, fortællerstemmen er på en gang patetisk og kværulerende, hvilket desværre skæmmer det samlede billede.
For hvor projektet må siges at være gennemført sympatisk og i øvrigt også meget vigtigt, slår filmen som film desværre ikke helt til. Nuvel, der er meget stærke interviews undervejs. Interviews der kalder på indre refleksion hos seeren, men nogen varig følelse af at komme samme vej som Nyholm kommer, føler man ikke.
Konklusionen bliver, at vi alle under de rette omstændigheder kan blive volds- drabsmænd. Som små brikker i et stort system, der kører af sted mod en samlet plan, og som små individer, der kæmper for at overleve, kan vi alle slå ihjel. Og det er da også noget af en pointe, og i hvert fald går regnestykket op for Nyholm, og en karakter som jeres ydmyge anmelder. For hvem kan se sig for god til at gøre sit arbejde som alle andre, og hvem kan sætte sig udover det system, som man indeholder. Se det er jo fornuftig snak, og det kan ”Onskabens anatomi” fortælle om, men nogen stor filmisk oplevelse er den nu ikke.
